Torsten Brix

Indkast.dk sluger en kamel

Lederen skriver: I 2007 tabte Danmark fem landskampe… I den netop overståede kvalifikation blev det kun til et nederlag i otte opgør. Det er nye tider og glem nu ikke, at landsholdet i øjeblikket har spillere som…
Når man som Indkast.dk skriver en ”leder”, må man nogle gange æde sine ord i sig, og efter gårsdagens EM-triumf må vi benytte disse linjer til at slå fast, at vi tog fejl i 2007, da vi sendte ”Olsen RAUS!”.

Årsagen – eller rettere forklaringen - til denne kontante udmelding kom, efter Indkast.dk havde kritiseret A-landstræner Morten Olsen for sin håndtering af venstre-backen, mandskabsbehandlingen og kommunikationen på det danske landshold.

Artiklen kom efter en kikset VM-kvalifikation, hvor Danmark kun vandt halvdelen af de 12 kampe, selvom modstanderne var mindre nationer som Albanien, Georgien og Kasakhstan. Derudover var Danmark startet meget skidt på EM-kvalen til 2008, hvor vi igen kun vandt halvdelen af kampene, selvom vi var i pulje med Letland, Island, Lichtenstein og Nordirland.

Netop disse små nationer har været hårde ved Morten Olsen, når kvalifikationerne er glippet. I de to kampe – på udebane – mod Nordirland i 2002 og 2008 formåede Olsen f.eks. kun at hente ét point.

Det er præstationer som dem, der fik Indkast.dk til at mene, at Morten Olsen burde udskiftes. Den daværende norske landstræner Åge Hareide var også meget overrasket, da Morten Olsen fik sin tredje chance i VM-kvalifikationen 2010, efter de to sidste var mislykket.

Olsen kvalificerede Danmark til slutrunden i Sydafrika, men selve turnering blev som bekendt noget skuffende, og efterfølgende var den danske landstræner voldsomt udskældt for valget af spillerne til turneringen. Flere var skadede – eller i bedste fald manglende de meget kamptræning.

Disse vilkår har sådan set også været gældende for kvalifikationen til sommerens EM-slutrunde, men trods dette har Olsens tropper formået at levere på et højt niveau, når de er ankommet til landsholdslejren, og det skal Morten Olsen tilskrives en stor del af æren for.

Men for nu at vende tilbage til 2007 var Morten Olsen meget principfast, da han holdt fast i sin 4-3-3 formation, selvom den blev haglet ned af kritikerne. Problemet var, at flere spillere ikke passede til dette system – og kigger man f.eks. på Søren Larsens landsholdsstatistik forekommer det noget besynderligt, at Morten Olsen ikke har været fristet af at bruge den høje angriber noget mere.

Gårsdagens triumf blev sikret i en 4-3-3 formation, hvor Dennis Rommedahl – igen igen – blev den hurtigløber, som Olsen meget gerne ville bruge. Dette har gentagende gange været til debat, men efter kampene mod Norge og Portugal kan landstræneren sagtens slå fast: Jeg havde ret!

At Rommedahl var reklamesølje for den åbenlyse mangel på disciplin, der til tider har været på holdet, er en helt anden historie. Husk på! at Olsen ville stramme op på respekten, efter Christian Poulsen forsøgte sig som Mikkel Kessler i kampen mod Sverige, og Dennis Rommedal til den næste kamp valgte at smide trøjen for at lege ”Nick og Jay”.

I denne periode kørte spillet ikke for landsholdet, og det pinte den ærekære Olsen, der bl.a. fik to røde kort. I begge tilfælde var det tydeligt, at Olsens frustrationer lå til grund for karantænerne. I kvalifikationen dengang var Danmark i pulje med Sverige og Spanien. Ingen af disse fire kampe vandt Danmark, og efter de missede kvalifikationer skrev undertegnet disse linjer:

- Der findes ingen tredjechance i mit univers, men når en leder skal fyres, skal man altid tænke på, om der findes en afløser til at varetage Olsens job. Det kunne naturligvis være Michael Laudrup, hvis han pludselig bliver ledig på markedet, men det vil i så fald kræve hurtige beslutninger af DBU, og det skal de ikke beskyldes for at have for vane.

I 2007 tabte Danmark fem landskampe… I den netop overståede kvalifikation blev det kun til et nederlag i otte opgør. Det er nye tider og glem nu ikke, at landsholdet i øjeblikket har spillere som Simon Kjær, Nicolai Boilesen, Christian Eriksen, Nicolai Jørgensen og Nicklas Bendtner. Denne håndfuld kunne meget vel være med til at tegne fremtiden for det danske landshold, og husk på sidstnævnte er den ældste på…. 23 år.

Så fremtiden er faktisk lys for dansk fodbold…. og meget anderledes fra 2007, så Indkast.dk gør nu klar til ”at sluge nogle kameler". Udtrykket stammer i øvrigt fra Matthæusevangeliet 23,24 – hvor der meget rammende står:

- Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen.

Nu ligger der implicit i dette, at man skal gøre noget, som man ikke bryder sig om, men som synes nødvendigt. Det er hermed gjort… så nu kommer det… Tillykke til Danmark – men så sandelig også til DBU og Morten Olsen!

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER