Derfor rykkede Esbjerg og Randers ned…
Mens nedrykningen begrædes i de to store jyske byer, går Indkast.dk ud på den tynde is for at finde årsagen til denne triste dag i Esbjerg og Randers. Det handler om 2 x Ove, en målmandsfarce, stor fokus på pokalturnering samt afsavnet af en målmaskine.
Derfor rykkede Esbjerg ud:
- Det er så absurd at stå hér igen og så ende med sådan en skuffelse. Det er to forskellige verdener. Det er sorgens dag for Esbjerg, og jeg har bare en tom følelse lige nu. Jeg tror ikke helt, at jeg har forstået, hvad det kommer til at betyde. Jeg er ramt på stoltheden i forhold til mine egne forventninger, til klubben og til vores fans.
Sådan skulle en følelsesladet Morten Karlsen have sagt – til Jyllands-Posten - efter det stod klart, at Esbjerg i dag rykkede ud af Superligaen. Pudsigt er det naturligvis, at Karlsen har spillet for begge nedrykkere, og midtbanespilleren har passivt fået en stor del af skylden for dette.
Ikke fordi Karlsen har spillet dårligt, men fordi han bare ikke har nået samme klasse som Jesper Jørgensen, som han skulle afløse. Jørgensen var savnet på banen på den jyske vestkyst. Derudover er det også rygtes Indkast.dk, at Jørgensen har været savnet i Esbjergs omklædningsrum, for der har der været en del interne problemer.
Ifølge bulletinerne har der været problemer, som også endte med, at Ove Pedersen selv valgte at stoppe. Klubmanden Pedersen viste sig ikke for stor til at trække sig – dengang tid var, eller var det for sent?
Forinden havde Esbjerg-ledelsen dummet sig stort flere gange bl.a. i forhold til den underlige målmandssituation. Esbjerg-ledelsen ville bruge den salgbare Lukas Hradecky frem for 35-årige Lars Winde. Efter vinterpausen gjorde klubbens situation, at Winde skulle tilbage i målet, og helt komisk blev det naturligvis, da Winde efterfølgende blev gjort til anfører.
Så ledelsen har fejlet… og det rammer nu en hel fodboldregion og - ligesom i Viborg - kommer en stor jysk klub til at spille i 1. division med et stort flot og næsten tomt stadion i næste sæson. Det er sgu trist!
Derfor rykkede Randers ud:
Indkast.dk postede for ti dage siden lederen ”Nu kigger Randers efter Movsisyan!”, som omhandlede Randers' problemstilling omkring manglen på den centrale angriber, der skulle redde dem.
Den 23-årige Movsisyan blev i januar rekordsolgt for små tyve millioner kroner, og siden har det knebet noget med Randers-målene fra angriberne, og meget sigende var det i dag, at det var kantspilleren Jonas Kamper, der skulle lave Randers-målene.
”Farlige” Frank Kristensen har figureret mere på skadeslisten end målscorerlisten for Randers, og den hæderkronede angriber har kun lavet ét mål i de kun ni kampe, som det er blevet til i dette forår, så Frank Kristensen har ikke kunnet udfylde hullet efter Movsisyan.
I sidste sæson reddede Randers sig mirakuløst i Superligaen, så ledelsen var selvfølgelig advaret. Derfor peger mange pile i retning af sportschef Jacob Nielsen, der jo også har stået for at fyre Ove Christensen, der tidligere har skabt mirakler i klubben. I stedet for at hente noget nyt blod blev Peter Elstrup forfremmet fra stillingen som assistent-træner.
Randers-truppen er på papiret meget stærk og har store navne, hvilket bringer tankerne tilbage til tiden, hvor OB rykkede ud af Danmarks bedste fodboldrække med en meget stærk trup – der på papiret var for god til at rykke ud.
Samme fornemmelse kan man godt have med Randers, hvilket gør 1. divisionstilværelsen endnu mere bitter for spillere som Anders Egholm, Kasper Lorentzen, Mikkel Beckmann og Jonas Kamper. De ønsker næppe at spille i den næstbedste fodboldrække – så det gør det endnu mere bittert, og bringer bare flere argumenter til debatten om, at Superligaen skal udvides. Men den debat skal vist ikke blandes ind her! Sikkert er det derimod, at Randers har manglet en central angriber. Indkast.dk skrev i den føromtalte leder:
- Randers hentede Movsisyan gratis og solgte ham for 20 millioner kroner efter ét år i Randers – det må være en af de bedste fodboldhandler i dansk fodbolds historie, hvis Randers altså ikke rykker ned. I vinterpausen forlod Søren Berg også Randers, men det er altså Movsisyans 21 mål i 38 kampe, der er savnet i øjeblikket.
Randers rykkede ned – og derfor bliver Movsisyan navnet, der vil hænge over Randers – sammen med de sorte skyer.
Samlet set:
Randers og Esbjergs situation minder meget om hinanden, og der er påfaldende mange sammenfald. Tidligere på sæsonen fyrede begge hold deres træner/manager. Begge hed pudsigt nok Ove og blev pudsigt nok erstattet af en assistent, der blev forfremmet – og dermed ikke af ny energi i truppen.
Derudover har de også begge været med helt fremme i pokalturneringen, hvor semi-finalen blev stopklodsen. Så det er næsten oplagt at nævne deltagelsen, fokuset og de bitre nederlag – lige inden finalen – i forbindelse med Randers og Esbjergs nedrykning.
Samtidig med, at meget ser sort ud især i Esbjerg, hvor økonomien er skidt, har man også en klar fornemmelse af, at begge hold vil komme til at præge 1. division i den kommende sæson, og det er vel ikke helt urealistisk, at begge hold rykker op – i næste sæson.