Fodbold skal opleves på stadion
Man kan se næsten uendelig meget fodbold på tv. Der er fodbold hver dag og hele tiden, men er rammerne rigtige kan intet stikke stadionoplevelser – de er unikke hver gang.
Med Verdens Bedste Fodboldrejse har Danske Spil et markedsføringskoncept, der krone til krone må være langt mere værdifuldt end alverdens annoncer. Man samler de bedste oddset-spillere fra det ganske land, krydrer det med en række fodboldkendisser som Peter Rudbæk, Sepp Piontek, Richard Møller Nielsen og Henrik ”Store” Larsen samt en gruppe journalister, og sammen danner de så rammen om den mest fantastiske fodboldrejse, man kan forestille sig.
På tre dage rejser disse mennesker, der alle har mere eller mindre markante meninger om fodbold, og for kendissernes vedkommende alle ligger inde med et utal af anekdoter og røverhistorie, til tre forskellige lande og ser tre fodboldkampe på en weekend. Så intens er turen, at man forledes til at tro, at man har været væk i tre uger eller mere, når man sent søndag aften igen står med dansk jord under fødderne.
Men udover stemningen blandt de deltagende er det den unikke mulighed for at se tre kampe på tre dage fra tre forskellige fodboldkulturer, der er turens absolutte højdepunkt. I år var der tyske Bundesliga-bølger, engelske Premier League-tacklinger og Italienske Serie A-fagter på programmet.
Fredag – far, mor og børn til bold i Tyskland
Fredag var en dag, som jeg personligt havde set meget frem til. Selvfølgelig fordi det var afrejsedag i et privatfly, hvis eneste opgave var at bringe os sikkert rundt i Europa med fuld forplejning. Men også fordi den stod på Bundesliga-bold i et bunddrama af rang; Kaiserslautern i et møde med kult- og modstrømsklubben St. Pauli.
På forhånd var det sidstnævntes fans, der var dagens største samtaleemne blandt deltagerne, fordi de er kendt for at skabe en fantastisk – på grænsen til fanatisk – stemning på de mange fodboldstadions i Tyskland. Hvad imponerede undertegnet mest var dog hjemmeholdets fans på ”Fritz Walther Stadion” – også kendt som ”Betzenberg” – der på trods af en ret lunken fodboldkamp holdt fanen højt (endda også i helt bogstavelig forstand, så det næsten lignende en udgave af Roskilde Festivalen) og skabte et helt fantastisk sceneri, der i sig selv var billetten på 70 kr. værd. Samtidig var det ret utroligt at se, hvordan det var hele familier, der var til fodbold i det tyske, og det gav en behagelig stemning at være en del af.
Selve kampen var som nævnt præget af mange fejl. Tydeligt var det, at tysk fodbold satser ekstremt meget på duel- og mand-mod-mand-spil, hvilket efterlader mange rum mellem kæderne at spille i, hvad der dog – i dette tilfælde – sjældent blev udnyttet. Begge hold stod defensivt såvel som offensivt bredt i banen, og det efterlod danske Leon Jessen fra Kaiserslautern med blot fire boldberøringer i første halvleg. Den ene var dog et oplæg til 1-0 målet, efter Leon Jessens eneste offensive løb (hvor han løb igennem kæderne) i kampen, og det efterlod indtrykket af, at tyskerne nok fysisk matcher langt de fleste, men at de har lidt at lære i udviklingen af spillet rent taktisk. Moderne backs var i hvert fald ikke et tema fredag aften, i en kamp som Kaiserslautern i øvrigt vandt 2-0. Det sikrede danskerklubben endnu en sæson i Bundesligaen.
Lørdag – staldtips fra ”Faxe” inden klassisk britisk lokalopgør
Lørdag tog flyveren os videre ud i Europa og op til et britisk lokalopgør mellem Blackburn og Bolton på Ewood Park. Balckburn, der som bekendt har John ”Faxe” Jensen på bænken som assistent for Steven Kean, skulle bruge en sejr i bundstriden, og de var trods alt levnet gode chancer mod Bolton, der ikke havde mere at spille for.
På vej ud til stadion kunne Henrik ”Store” Larsen, der stadig den dag i dag har kontakt til ”ham der ramte den lige i røven”, give deltagerne lidt staldtips op til kampen. Faxe forudsagde, at Blackburn ville lægge højt pres på Bolton og fysisk sætte sig på kampen. Det gik stort set som degnen han prædikede, men mere om det senere, for det imponerende ved at være til britisk fodbold, er det sceneri, der udspiller sig rundt om stadion op til kampstart. Det er simpelthen imponerende, hvordan en relativt lille by som Blackburn (industriby på omkring 100.000) kan summe og sitre af stemning og forventningsfuldhed på en fodboldlørdag.
Og det er også imponerende, at Boltons fans møder så talstærkt op og støtter så kraftigt op om deres hold, på trods af at der ikke var noget at spille for. Kampen blev som nævnt spillet på Blackburns præmisser. I engelsk fodbold er de langt mere kompakte end i tysk ditto, og denne eftermiddag blev der især fra Blackburns side spillet med det, man nok vil kalde klassiske britiske dyder. Holdet var instrueret i at spille bolden op i bagrummet og derfra lægge et tungt pres uden at give rum i egen defensiv. Det gav sig også afkast i den første halve time, hvor Blackburn var gode til at samle andenboldene op og skabte flere god tilbud. Et af disse udnyttede den svenske venstrebensspiller – Martin Olsson – da han efter to små træk satte en stiv tå på bolden og til stor lettelse for fansene på Ewood Park bragte mestrene fra 1995 foran 1-0.
Kampen bød ellers – til ganske stor jubel – på syngende tacklinger og masser af hårde nærkampe. Bolton havde også deres tilbud, men i det store hele virkede holdet uinspireret, og Owen Coyles mandskab må se frem til at få sommerferie og starte på en frisk i august. Igen var det ikke fodbolden i sig selv – og slet ikke alene – der var oplevelsen, men derimod den helt fantastiske kulisse, der næsten altid præger britisk fodbold. Dette var ikke anderledes denne eftermiddag.
Søndag – med følelserne uden på tøjet i Milano
Efter en lang lørdag aften med underholdning fra blandt andet en vanligt veloplagt Sepp Piontek, der fortalte anekdoter, om dengang dansk landsholdsfodbold var for en flok rige drengerøve, der kom hjem for blot at feste og hygge sig sammen, havde privatflyet om søndagen sat kursen mod Italien, hvor AC Milan med en hjemmesejr over Bologna kunne komme en hårsbred fra det italienske mesterskab. Som Henrik ”Store” Larsen fortalte ville et pointtab til Milan være næsten utænkeligt, da Bologna var i en position, hvor de ikke havde mere at spille for. Italien er et land, hvor aftaler under bordet ikke er et helt ukendt fænomen, efter devisen ”at vi gør jer en tjeneste, og så får vi lidt tilbage ved en anden lejlighed”. F.eks. tror de stadig fuldt og fast på, at Danmark og Sverige havde aftalt at spille 2-2, da de to nordiske fodboldnaboer sendte Italien ud i kulden med netop det resultat ved EM 2004.
Derfor havde de mange rejsende – undertegnet inklusiv – da også håbet, at AC Milan kunne have nappet mesterskabet allerede denne søndag, da vi så – i stedet for en fodboldfest – kunne have fået en sand folkefest. Denne mulighed var dog blev umuliggjort lørdag aften, da rivalerne og bysbørnene fra Inter havde vendt et truende nederlag til en 2-1 sejr (de to Inter-mål blev begge scoret i overtiden red.). I stedet måtte vi tage til takke med det dejlige italienske forår, det imponerende San Siro med plads til omkring 80.000 og et religiøst overbevist publikum.
I Italien er øl slet ikke samme del af fodboldkulturen som tilfældet er i Tyskland og England. Det samme gør sig gældende med glæden ved syngende tacklinger og hårde dueller på banen. I stedet spiller italienerne et såkaldt sikringsspil, og det handler i høj grad om at minimere fejlene. I offensiven håber man på det pludseligt spektakulære, og her stod Milan dårligt til kampen mod Bologna, da holdet var uden holdets to topscorere Zlatan Ibrahimović og Alexandre Pato. I stedet var Antonio Cassano manden man satte sin lid til, og hans lidt dovne stil var langt fra noget, det milanesiske publikum satte pris på.
Selve kampen blev helt som ventet styret af AC Milan, og holdet skabte flere store chancer i første halvleg. Føringen kom, da Mathieu Flamini satte et dybdeløb ind, der overraskede det noget søvnige Bologna-forsvar, hvorfor han rimelig uhindret kunne bringe milaneserne på 1-0. Herefter formåede Milan ikke at udnytte chancerne, og der var udpræget nervøsitet både på banen og lægterne. Forskellen til engelske og tysk fodbold er og var slående. Frygten for et nederlag er langt større end den eventuelle glæde ved en sejr, og det giver en speciel stemning på et så stort stadion. At fodbold i den italienske variant nærmer sig religion, fik vi samtidig et eksplicit bevis på, da pauseskærmen viste Pave Benedikt salve i et kvarter. Hvad det helt nøjagtig betød, kan jeg kun gisne om, men at fodbold og religion i Italien er og bliver uadskillelige var helt åbenbart.
Anden halvleg fortsatte med flere gode Milan-chancer, men holdet – der i går endelig vandt mesterskabet med 0-0 i Rom mod Roma – gav flere dødbolde væk, som Bologna var tæt på at udnytte. Det gav en næsten uhyggelig stemning på stadion, og det var da også en lettelsens suk, der sivede gennem San Siros tykke murbrokker, da sejren endelig var i hus. Vejen væk fra stadion var – i modsætning til situationen i England og Italien – lang og træg, da der var absolut ingen styring, hvilket atter mindede os alle om forskellen på engelsk, tysk og italiensk kultur i almindelighed.
Epilog
Når man lægger til og trækker fra efter en kort, men hård fodboldtur, der havde alle rammerne i orden, var det helt åbenlyst ikke de tre største og bedste fodboldkampe, som vi – de mange fodboldelskende mennesker – havde oplevet på tre dage. Dertil var alle kampene for fejlfyldte og havde for mange mangler. Fantastiske fodboldkampe i sig selv er dog så sjældne, at man lige så godt kan sidde på sin flade foran tv'et, hvis det alene er dét, man er på jagt efter.
Hvad man derimod ikke kan få foran tv'et, er fodboldoplevelser. Ligesom film skal ses i biografen, skal fodboldkampe ses på stadion, fordi duften, stemningen og elektriciteten ikke kommer ud gennem skærmen. Det findes kun på stadion. Det er netop dette tyskerne er helt ekstremt gode til; at skabe rammerne om fodboldkampene. På den måde bliver alle ”kampe” en oplevelse og en tur på stadion værd, og selvom det måske er urimeligt – på baggrund af et vidt forskelligt befolkningsgrundlag – at sammenligne tysk og dansk sport i almindelighed og fodbold i særdeleshed, er der noget om, at vi godt kan skæve til vores tyske naboer i forsøget på at skabe rammerne om store sportsbegivenheder.
Denne tur med tre fodboldkampe på tre dage var fantastisk og en helt unik mulighed. Selvfølgelig pga. rammerne med mad, øl og hygge med andre fodboldnørder som en selv, men på bundlinjen var det muligheden for at få indsigt i og muligheden for at kunne sammenligne tre fodbold- og fankulturer, der var turens højdepunkt. Som en anden antropolog gav det mulighed for at opleve en masse andre ting ved fodbolden – og de forskellige kulturer, der danner rammen om fodbolden – som man ikke har mulighed for at se og opleve foran flimmerkassen – tak for det!