Hooligan – et mindre mesterværk
For første gang kan man få beretninger fra danske hooligans, der ærligt fortæller om stofferne, rusen og det broderskab, der ligger til grund for de danske fodbold-ballademagere.
For lidt mere end et år siden kaldte Indkast.dk bogen ”Sorte Svin” et mesterværk. Årsagen til denne store anerkendelse begrundede vi med, at fodbold-bogen var hudløs ærlig samt meget afslørende og spændende læsning. Den tog os bagom fodbolden og viste flere af de historier, som læserne – i dette tilfælde en masse fans – hungrer efter at få beskrevet.
Forrige jul lå bogen om og af David Nielsen under rigtig mange juletræer, og flere beretninger fra juleaftner går på, at dem, der startede med at bladre i ”Sorte Svin” ikke kunne lægge den fra sig, og dermed var den med til at ødelægge den højtidelige aften i mange danske hjem. Denne tiltrækning af hele tiden at ville læse videre – som oftest kommer i krimier – gjorde ”Sorte Svin” til et mesterværk, og noget af det samme har ”Hooligan – de danske broderskaber”, der er skrevet af Jonas Nyrup og Tom Carstensen.
Grunden til, at man som læser ikke opnår helt den sammen tiltrækningskraft som i ”Sorte Svin”, skyldes, at bogen efter en ellers gribende indledning begiver sig ud i alt for lange historiske beretninger, som ikke giver samme ”tilstedeværende” oplevelse, som man får ved at læse om de stort opsatte slagsmål i bogens indledning, som journalisterne følger på tætteste hold, og som bliver beskrevet mesterligt.
Bogen følger tre hooligans, der repræsenterer tre af de største uofficielle fan-faktioner i dansk fodbold: Southside United (Brøndby), White Pride (AGF) og Copenhagen Casuals (FCK), og her kommer læserne virkelige ind uden huden i bestræbelserne for at besvare det åbenlyse spørgsmål – Hvorfor?
Hvorfor mødes mange familiefædre, veluddannede og normalt fungerende danskere på en mark i Jylland eller i et ødet industri-område for at gennemtæske hinanden med køller, baseballbats eller lignede?
Jo længere man kommer hen i bogen, jo tættere kommer man på forklaringerne, selvom mange læsere sikkert vil sidde tilbage med noget undren over de vanvittige oplevelser, der bliver dokumenteret i ”Hooligan”, som da Glostrup Politi-station blev stormet, eller da Brøndby-fans jagtede den daværende træner Åge Hareide rundt i Brøndbys kontorer og omklædningsrum for at tæske den pressede nordmand.
Men størstedelen af fordybelsen i bogen omhandler slagsmålene imellem fangrupperne og beskrivelserne af disse. Det handler nemlig meget om respekt, ære og rusen. Især sidstnævnte bliver beskrevet, som en af årsagsforklaringerne til de tre personernes valg, og flere gange sammenlignes slagsmålene – lidt overdrevet – med det at være soldat i frontlinjen i en rigtig krigssituation, hvilket tager læseren hen imod ”hvorfor”…
Det handler om adrenalin i voldsom grad, når truslen er værst, og når der har været indtaget mange kemiske stoffer. Herom er de tre kamphaner, der bliver kaldt Søren, Christian og Wilhelm, hudløst ærlige – ligesom de er i beskrivelsen af deres barndom - for at finde svaret på det omtalte ”hvorfor-spørgsmål”. Men man finder ikke helt forklaringen, for der kan vel ikke kun være tale om en rus?
Derudover afkræfter bogen den generelle holdning i samfundet om, at ballademagerne fra fodboldkampene ikke interesser sig for fodbold, men kun har fokus på balladen. Det gælder i hvert fald ikke i trioens tilfælde.
En stor mangel i bogen er dog det store ubesvarede spørgsmål: Hvordan hooligans finanser deres mange rejser og store stofmisbrug?
Midt i volden beskriver bogen også det broderskab, loyaliteten og æren, som forfatterne har fundet i miljøerne, hvor de to journalister har lavet research i årevis til en bog om bagsiden af fodbolden. En verden, der er så belastende for hovedpersonerne, at Søren f.eks. beretter om de tilbagevendende fængselsophold som ”værende trygge” i forhold til den rolle, som han har i den verden, som vi andre deltager i.
Den gennemgående trio består som sagt af Søren, der starter sin passion via ”Pælene” efter en opvækst tæt på Brøndby Strands betonboligblokke og et voldsomt afsavn til sin far, mens Wilhelm, der i 1996 starter et kærlighedsforhold til AGF samt et stort had til Brøndby, og allerede som knægt planlægger daglige slagsmål, for han elsker at slås. De to fylder mest i bogen, hvilket er en skam, da den universitetsuddannede Christian virker til at være den, der lettest kan udtrykke sig. Christian florerer i Copenhagen Casuals og taler med historiske referencer og samfundsanalytiske betragtninger. Tidligere fik Christian tilbudt en PH.D. men han afviste for at fordybe sig i ”Fodboldvoldens Verden”.
For første gang fortæller topfolk fra Danmarks tre største hooliganfraktioner om ”kick'et”, når deres liv bliver for forudsigeligt, og ærligheden giver i den sammenhæng bogen dybde. Har man tidligere lappet Donal MacIntyre eller Bill Bufords beskrivelser om hooligans i sig, er dette danske værk et must. Buford interviewede i ”Among the Thugs” i 1991 Mark, der var en velfungerende teleingeniør og svaret rystede datidens fodboldverden:
- For de fleste er fodbolden alt, de har. I løbet af ugen er de en ”Nobody”, men når de kommer til kampen, forandrer det sig. De føler sig som ”Mr. Big”.
Bill Buford konkluderede senere:
- Vold er deres antisociale kick, deres bevidsthedsændrende oplevelse, en adrenalinfremkaldte eurofori.
Dette var i datidens engelske beskrivelser af personer som Mark. I ”Hooligans – de danske broderskaber” hedder personerne Søren, Wilhelm og Christian. Sidstnævnte afslutter:
- Det er ukompliceret passion. Det er sgu rart at være et sted om ugen, hvor der kun er en ting, der betyder noget. Og det er sgu kun én ting, der betyder noget, når man er parat til at gøre, hvad man gør.