Torsten Brix

FCN skal kigge imod ”Nordstjernen”

Små 20 % af målene fra efterårssæsonen er væk, men meget værre er det, at over halvdelen af de 17 assists er forsvundet fra Farum-klubben.
”Nordstjernen” har igennem flere århundrede været brugt til at navigere efter - før kompasset blev opfundet - men også til korrektion af kompasretningens misvisning.

Nu skal Superligaens bundhold – FC Nordsjælland - også bruge ”Nordstjernen” til at navigere efter, for holdet er – modsat de andre konkurrenter – gået svækket ud af januars transfervindue. Væk er spillere som Anders Due (AaB), Bajram Fetai (Lyngby, kontraktudløb) og Pierre Bengtsson (FCK), mens afløserne er den skadede Emil Lyng (Lille/Frankrig) og de to FCK-lejesvende Bryan Oviedo og Morten Nordstrand.

Sidstnævnte har tidligere lavet masser af mål for FCN, efter ”Nord-stjernen” straks efter sin debut i sommeren 2006 lyste op med 19 mål i 35 kampe - før han efter kun et år i klubben blev købt af FCK. Her havde Nordstrand haft svært ved at finde samme niveau, hvilket heller ikke lykkedes i lejeperioden i FC Groningen. Så man skal en håndfuld år tilbage for at finde sidste gang, at angriberen lavede mange mål – så ligesom de andre nye FCN-spillere må han betragtes som lidt af en lotteri-seddel fra transfer-vinduet.

FCN sluttede efteråret stærkt af med fire point i kampene mod overraskelserne fra SønderjyskE og Horsens, men de befinder sig meget tæt på nedrykningsstregen. De starter sæsonen i Randers, og skulle Farum-holdet tabe den kamp, og skulle AaB og Esbjerg vinde deres hjemmekampe mod Silkeborg og SønderjyskE, vil bundstriden i Superligaen være ualmindelig lige – og dermed kan FCN efter første runde være foruroligende tæt på nedrykningsstregen, hvilket ville være meget langt fra klubbens målsætning.

Indkast.dk har talt med FCN's sportschef Jan Laursen, og han har ambitioner om at forsvare pokaltitlen og slutte i den bedste halvdel af tabellen, hvilket kan være en meget høj ambition for den meget unge trup.

FC Nordsjælland har i vinterperioden – for tredje år i træk – besøgt La Manga og spillet mod flere storhold som Spartak Moskva og Shakhtar Donetsk. Det har givet solide tæsk, hvilket ikke mindst skyldtes, at gennemsnitalderen i startopstillingen mod russerne bare var på 22 år. Ikke ligefrem en ønskealder for et bundhold i Superligaen.

Morten Wieghorsts tropper overvintrede på en niendeplads i Superligaen og har blot to point op til femtepladsen, men som ovennævnte indikerer, kan de efter forårets første spillerunde være en del af et stort nedrykningsdrama. Sidste års pokalvindere var med i kvalifikationen til Europa-League, men blev sendt ud af Sporting Lissabon i tredje runde efter en hæderlig indsats i Lissabon, og sportschefen er også tilfreds med efteråret.

- På den brede kam har efteråret været godkendt. Vi er hverken faldet helt igennem eller brændt helt igennem. Når vi har satset på at forbedre vores placering hvert år, som vi har gjort de seneste tre år, skal vi jo ligge i top seks, så der mangler vi lidt, men som man kan se på tabellen, er der kun et par point. På den måde er det godkendt. Nicki Billes salg til en spansk topklub var en utrolig glædelig nyhed. Vi er selvfølgelig kede af at miste en dygtig angriber, men det er en del af vores forretning, siger Laursen til Indkast.dk.

Med Billes afgang til Villarreals B-hold mistede FCN-truppen en ballade – og målmager. Med angriberens afgang og januars transfer-vindue har FCN mistet små 20 % af målene fra efterårs-sæsonen, men meget værre er det, at over halvdelen af de 17 assists er forsvundet fra Farum-klubben. Så Superligaens tredje dårligste offensiv er blevet yderligere forringet, men spillestilen vil utvivlsomt fortsat være Wieghorst foretrukne og offensive 4-3-3 system.

Bundkampen i Superligaen kan komme til at bestå af flere jyske hold og så FCN, og nordsjællænderne har ikke gode erfaringer med Jylland i denne sæson. Deres rejser vestpå til kampen mod FCM, AaB, Esbjerg og Silkeborg har ikke givet én eneste sejr og faktisk kun givet ét point i alt. Dette skal ændres, hvis ikke FCN ønsker at blive en del af bundstriden, hvilket sportschefen ikke forventer:

- Vores mål for hele sæsonen er top seks. Vi har et vigtigt forår, hvor der er på meget spil i ligaen, og vi har chancen for at forsvare vores pokaltriumf.

Skulle FCN nå deres mål, vil det være en flot præstation i denne sæson, for flere af de andre hold har modsat nordsjællænderne oprustet i vinterpausen, og FCN's dårlige statisk i ”sekspointskampene” mod jyderne skal ændres for den meget unge trup. Noget af en mission, men farer ”tigerne” vildt, kan de bruge ”Nordstjernen” til at navigere efter.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER