Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Torsten Brix

Du er ikke alene - Daniel Fredheim Holm

Lederen skriver: AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen kan græde tørre tårer over, at holdets unge angriber er solgt til Rosenborg.

Når du ta'r afsted
så vend dig ikke om
der' ingen vej tilbage,
hvorfra du kom
alle deres remser
dem kan du uden ad
du kender deres mistro og had.

Sådan starter Sebastian sangen fra 1978 ”Du er ikke alene”, der i disse dage er aktuel, efter ”En hyldest til Sebastian” er kommet på gaden, og Rasmus Nøhr har genindspillet klassikeren. Teksten kan – næsten – beskrive, hvordan nordmanden Daniel Fredheim Holm må have det, efter det i går kom frem, at hans tid i Danmark er slut, og han må rejse tilbage til Norge med skriften ”Skuffelse” i nakken.

På 18 måneder spillede den norske angriber kun 13 kampe for AaB, og flere af dem var end ikke med fuld spilletid. Hvis man regner lidt på det, bliver det helt vanvittigt. Angriberens 13 kampe giver i alt 1170 minutter for de seks millioner kroner, som AaB har udbetalt i løn, hvilket giver en timeløn på lidt over 300.000 kroner.

Trods dette kan det alligevel være, at AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen græder tørre tårer over, at holdets unge angriber er solgt – med stort tab i forhold til anskaffelsesprisen - til Rosenborg. AaB's pressede økonomi slipper for en løntung spiller, der alligevel altid var skadet. På den front vil Hr. Jakobsen sikkert være meget tilfreds, MEN samtidig må det pine ham helt voldsomt, at AaB ikke fik nok ud af det store talent, som Indkast.dk's kilder i Norge beskrev – ved klubskiftet - som én af Tippeligaens største profiler. Det kan han blive igen, mener Rosenborgs sportschef Erik Hoftun, der siger til Nordjyske:

- Vi tror på, at han bliver 100 procent, men der er en lille risiko. Han er god med begge ben, stærk i luften, taktisk og teknisk glimrende. Han er målfarlig, lægger op til mål. Han har det meste, og har absolut potentialet til at blive norsk landsholdsspiller igen.

Så det er altså en skandinavisk landsholdsspiller, der forlader AaB, efter skader har ødelagt tiden i Limfjordsbyen, og det er langt fra første gang. Frank Strandlis karriere blev afsluttet i AaB, efter den norske angriber havde været med til at hjemtage det danske mesterskab i 1999. Strandli blev i Nordjylland omtalt som "Kongen", men blev alvorligt skadet og erklæret fodboldinvalid i 2002.

Derudover var det jo Dan Sahlin, der i 1999 skulle have sikret det danske mesterskab, men tiden i AaB blev skadesplaget og sluttede vanvittigt. En banal ankelskade krævede en lille operation, og denne gik helt galt. Under opholdet på sygehuset gik der stafylokokker i operationssåret, og det blev enden på Dan Sahlins lovende karriere i AaB. Så hr. Holm er langt fra alene – ligesom Sebastian eller Rasmus Nøhr synger.

Holm er end ikke den eneste angriber, der forlader AaB-truppen i januar, da de to lejesvende - Jones Kusi-Asare og Dickson Nwakaeme – også stopper, hvilket ikke er overraskende. I september skrev Indkast.dk lederen ”DICKson & KUSI - til AaB”, hvori vi bl.a. skrev:

- Så færre midtbanespillere og ind med noget angrebspower i de lejede Jones Kusi-Asare og Dickson Nwakaeme. Men hvem er de egentlig? Inden sit skifte til Esbjerg i 2009 optrådte Jones Kusi-Asare i flere sæsoner med stor succes hos Djurgården, ligesom han har været omkring både den tyrkiske og den østrigske liga. Han er en boldfast type, men den ghanesisk fødte svensker har intet vist i Esbjerg – ellers havde de målfattige vestjyder vel ikke udlejet ham til et andet bundhold...?

Skuffelser for AaB, der kun har lavet 11 mål i efterårets 19 kampe, og i fire af disse har Nicklas Helenius lavet fire mål. Så der er ingen tvivl om, at meget af AaB's angrebspower skal komme fra den blot 19-årige angriber - måske kan Helenius løse AaB's angrebsproblemer, for det trænger de til.

I starten af 2008 solgte nordjyderne deres foretrukne angriber - Rade Prica - til Sunderland for små 20 millioner kroner. Siden har de ikke kunne finde afløseren for svenskeren, og udover de omtalte – Kusi, Dickson og Holm – har der faktisk været nok en trio, der har forsøgt sig. Den hurtige svensker Lasse Nilsson var første forsøg, men pudsigt nok var denne skandinaviske skråspiserne angriber også alt for meget skadet i AaB, og derfor ankom den fysisk stærke Marek Saganowski, der blev lejet i Southampton, men han fik kun lavet tre mål i AaB, hvilket faktisk var bedre end Lasse Nilsson. I januar 2009 kom næste forsøg, hvilket var Luton Shelton, der blev lejet i Vålerenga, og hans 13 kampe gav også tre mål.

Dertil kan man jo tilføje den amerikanske offensiv-spiller Chris Rolfe, der ankom for over et år og kun har spillet syv Superliga-kampe samt Marcus Tracy, der snart har spillet to år i klubben, men kun scoret to mål. Derudover har AaB i øjeblikket Ronnie Schwartz, Henrik Dalsgaard og Jeppe Curth, hvilket gør, at AaB har brugt et tocifret antal af angribere i forsøget på at finde Pricas afløser.

Det er ikke lykkedes – endnu – så på Nordens flotteste stadion Lerkendal – Rosenborgs hjemmebane - kan Daniel Fredheim Holm godt løbe rundt og nynne: Du er ikke alene…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER