Torsten Brix

Dortmund - og det beskidte dusin

Dette gør, at Bundesligaens nuværende førerhold kun har kostet 130 millioner kroner, hvilket ikke er mere, end klubben betalte for Tomas Rosicky, da de sidste gang vandt mesterskabet tilbage i 2002.
I weekenden er der topopgør i Bundesligaen, når Dortmund gæster Freiburg. Hjemmeholdet på Badenova Stadion indtager en overraskende fjerdeplads, men endnu mere sensationelt er det, at Dortmund har startet den tyske sæson - på rekordvis.

Borussia Dortmund har spillet 12 Bundesliga-kampe, hvilket kun har givet et nederlag og en uafgjort kamp. De ti sejre har medvirket til, at Dortmund er det hold, der har fået den bedste start efter 12 kampe i Bundesligaens historie, og der er ikke tale om ”Det beskidte dusin”.

Den verdensberømte krigsfilm om de 12 livstidsfanger, der bliver sendt på en umulig opgave, har paralleller til Dortmunds præstation efter de 12 kampe i denne sæson. For den positive målscore på 22 mål giver et billede af en voldsom stor præstation. Udover de 12 flotte kampe er Dortmund også et dusin point foran mesterskabsfavoritterne fra Bayern München, og denne historiske præstation har altså nogle bemærkelsesværdi historier med sig.

Som Indkast.dk var inde på i sidste uge, har Dortmund den yngste trup i hele Bundesligaen med en gennemsnitsalder på bare 23,9 år, og dette ultra-unge hold bliver trænet af den bare 43-årige Jürgen Klopp, der også har indført en ny ledelsesstil for den pokalhungrende klub. Klopp har begravet kæft, trit og retninger, der ellers har været kendetegnet for tyske trænere gennem tiden.

Klopp kom til Dortmund i 2008, og før det havde han ført Mainz til oprykning i Bundesligaen to gange og sikret klubben deltagelse i UEFA Cup'en, så selvom træner-CV'et kun rækker ti år tilbage, er det ti succesfyldte år. Hans helt store kendetegn er hans mandskabspleje samt hans evne til at spotte talent og i den grad at give unge spillere chancen – og samtidig få disse til at præstere på højeste niveau. Udover træneren hvad har Dortmund så at byde ind med?

Holdet spiller en offensiv 4-2-3-1 opstilling med højt presspil og masser af hurtige afleveringer, hvor den bare 18-årige Mario Götze er en af styrmændene på midtbanen sammen med den ombejlede Nuri Sahin, der ifølge fodboldbladet Kicker har været Bundesligaens bedste spiller. Götze har i denne sæson haft et gennemsnit på 61 boldberøringer per kamp, mens Sahins præstationer i oktober måned gjorde, at han var på månedens hold sammensat af ESM.

Udover Sahin og Götze har Dortmund nok et stjerneskud i Shinji Kagawa. Den 21-årige japaner har kun været i Tyskland i fem måneder, men han har udnyttet tiden grundigt. Kagawa har indtil videre scoret seks mål, hvilket har frembragt interesse fra selveste Barcelona, der skulle være interesseret i Kagawa, der ankom til klubben i sommer fra japanske Cerezo Osaka - for sølle tre millioner kroner.

I Dortmund-målet står Roman Weidenfeller, der i denne sæson – ifølge Bild – har reddet 42 % af de store chancer, der har truet sydtyskernes mål. Foran ham har bare 21-årige Mats Hummels styret luftrummet og vundet 69% af hans hovedstødsdueller.

Derudover byder Dortmund på talenterne Kevin Grosskreutz og Marcel Schmelzer på 22 år. Begge var ligesom Götze og Hummels udtaget til det tyske landsholds venskabskamp mod Sverige. De fire unge Dortmund-spillere var alle aktive i landskampen, og tre af dem startede faktisk inde.

Så Dortmund har voldsom succes i øjeblikket, og meget af denne hænger på Klopp, men han kan også sende en venlig tanke til klubbens akademi, der i de senere år har leveret spillere som Götze, Sahin, Grosskreutz og Schmelzer. Dette gør, at Bundesligaens nuværende førerhold kun har kostet 130 millioner kroner, hvilket end ikke er mere, end klubben betalte for Tomas Rosicky, da de sidste gang vandt mesterskabet tilbage i 2002. Til sammenligning har Bayern München betalt over ti gange som meget for deres trup.

Dortmund vandt Bundesligaen to år i træk i 1995 og 1996 samt Champions League i 1997, men er altså uden trofæer i snart ti år. I samme periode har klubben været voldsomt gældsplaget, og spillere som David Odonkor og Tomas Rosicky blev nødtvunget solgt for at skaffe sorte tal på bundlinjen.

I 1956 vandt Dortmund sit første mesterskab, hvilket er ikke så mange år, før den berømte krigsfilm havde premiere. Efter et dusin kampe må de være favoritter til at vinde det igen efter en pause siden 2002.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER