Torsten Brix

Hold kæft – Bendtner!

Lederen skriver: Bendtners selviscenesættelse og holdninger omkring egne færdigheder er langt fra den dokumenterbare - og faktisk også virkelighedens verden, som vi andre er en del af.
Fredag morgen var undertegnet ved at få ”håndværkeren” galt i halsen, da jeg slog op i Berlingske Tidende og bl.a. kunne læse Arsenals danske angriber Nicklas Bendtner citeret for følgende:

- Jeg er utroligt skuffet over manglende spilletid. Jeg føler, at jeg har gjort alt det rigtige i genoptræningsfasen og er i mit livs form. Jeg føler mig bedre end før skaden, hvor jeg trods alt var i startformationen hver gang og var tæt på at opfylde mit potentiale. Når jeg er på 100 procent, kan jeg ikke acceptere at sidde på bænken. Jeg er snart 23 år, og på det her tidspunkt i min karriere er det vigtigt for min fortsatte udvikling og videre karriere at spille fast, kamp efter kamp.

Jamen Nicklas Bendtner dog… er der ikke nogen rådgiver, agent eller andre i nærheden af ham, der kan give ham et spejl eller nogle DVD'er med highlights for de sidste par års Arsenal-kampe. Indkast.dk har tidligere været inde på, at Bendtner skulle passe på ikke at blive tredjevalg i det Arsenal-angreb, der kun har én angriber, og det er faktisk, hvad der er ved at ske.

Førstevalget i Arsenal-angrebet må være Robin van Persie, når denne er skadesfri - efter den hollandske landsholdsspiller har lavet 48 mål i sine første 135 kampe for London-klubben – altså et målsnit på 0,35 per kamp. Bendtners snit ligger på 0,24 mål per kamp, efter hans første 87 kampe har givet 21 mål, og desværre - for Bendtner - er van Persie på vej tilbage og har startet de to sidste kampe på bænken, efter hans skade har holdt ham ude siden august.

En ting er statistik - noget andet er spillet på banen og vigtigheden for holdet, og her er Bendtner også blevet sat tilbage i angrebshierarkiet efter ankomsten af Marouane Chamakh, der har vist sig at være god i luftrummet, hvorved Bendtner ikke længere er den eneste Arsenal-angriber med den spidskompetence.

I sommer ankom Chamakh fra Bordeaux, hvor han lavede masser af mål, og dette er fortsat i Arsenal. I hans første 19 kampe i Gunners-trøjen er det blevet til ni mål, hvilket giver et snit på 0,47 mål på kamp – og det er dobbelt så godt som Bendtners snit. Inden konkurrenten ankom til Arsenal, sagde Nicklas Bendtner til Indkast.dk:

- Jeg kender ikke Marouane Chamakh, for jeg ser ikke fransk fodbold. Det bekymrer mig ikke, at Arsenal køber nye spillere, og at der kommer en ny angriber, skal man ikke lægge så meget i. Jeg ved ikke, om det betyder, at jeg kommer til at spille på højrekanten igen, men det er kun godt med noget konkurrence. Det er skønt… jah… det kan jeg faktisk godt lide. Jeg går ud fra, at de fleste spillere, som vi køber til vores trup, er kvalificeret til at være der. Det er vel det samme med Chamakh. Jeg føler mig ikke presset og er glad for konkurrencen. Jeg har min mening om, hvordan tingene skal være og se ud og mon ikke Chamakh tilføjer noget godt til vores trup. Det er sikkert derfor, at Arséne Wenger har hentet ham.

Chamakh har tilføjet noget, for det er ikke kun statistikken, der har vist, at han er farligere end Bendtner – det har spillet også vist. Historien er ikke længere, end at Bendtner skal bruge flere chancer til at score sine mål end Chamakh, hvis ni mål er kommet efter 18 afslutninger, mens Bendtner f.eks. i 2008/09-sæsonen skulle bruge 51 afslutninger på at lave 18 mål. Dette er meget dårligere end Chamakh, og når Arsenals ”10'er” van Persie er helt skadesfri, er Bendtner næsten ikke en konkurrent til den stærke hollænder. De to er i forskellige boldgader, og derfor er det overraskende at læse følgende udtalelse fra den danske landsholdsangriber:

- Jeg har været tålmodig længe, men er det ikke mere. Jeg har vist, at jeg er klar igen - både til træning og i de kampe, jeg har spillet. Jeg har kun gjort det dårligt mod Shakhtar Donetsk i Champions League, og det gjaldt for hele holdet. Jeg vidste godt, at det ville tage nogle kampe at komme ind i rytmen, og det kan jeg selvfølgelig acceptere, men nu spilder jeg min tid på bænken.

Spilder min tid på Arsenal-bænken… den lader vi lige stå… Onsdag lavede nytilkomne Chamakh begge målene i den svære udebanekamp mod hjemmebanestærke Wolverhampton, men det lægger den selvtillidsfyldte Bendtner ikke meget i:

- Jeg vil bare sige, at jeg er 100 procent god nok til start-11eren i Arsenal. Jeg har kvaliteterne til at spille fra start og har siddet nok på bænken i min karriere. Hvis min manager (Arséne Wenger, red.) synes noget anderledes, så er det jo fair nok, og det er ham, der udtager holdet, men så er jeg altså uenig med ham, siger Bendtner til Berlingske og er ligeglad med, at sådanne udtalelser kan give ham problemer med netop Wenger:

- Jeg synes godt, at jeg kan tillade mig at sige det her. Jeg skal simpelthen videre i min karriere, og det er grunden til, at jeg siger det her lige nu. Jeg siger bare min mening som den person, jeg er. Det ligger vel i det, jeg siger, at hvis situationen ikke forandrer sig - hvis jeg fortsat sidder på bænken i Arsenal, så må jeg væk. Det siger sig selv. Jeg har haft meget tålmodighed og vil ikke sidde på bænken mere.

Hvordan dette bliver modtaget af Wenger, kan man kunne gætte på, men et godt bud kunne være, at det bliver afgørende for Bendtners fremtid, da den franske manager ikke har haft for vane at ville have utilfredse og ballademagere i sin trup.

Denne historie vil med statsgaranti fylde noget i lørdagens engelske aviser inden weekendens kamp mod Everton og næppe noget, som gør, at Wenger hælder til at give danskeren mere spilletid. Inden sæsonen sagde Morten Bruun følgende til Indkast.dk omkring Bendtners situation:

- At Eduardo er skiftet ud med Chamakh kan være skidt for Bendtner, da han var foran Eduardo i angrebshierarkiet, men Bendtners største problem i fremtiden kan blive, at han er så pokkers god en indskifter, der fylder meget og er uortodoks. Så er spørgsmålet, om han kan affinde sig med at være indskifter, for han er klart efter Robin van Persie, vil jeg mere. Bendtner har vist, at han godt kan bruges som kantspiller, og man kan vel tvivle på, om der er noget, som han ikke kan. Han har jo en kolossal selvtillid og er på mange måder meget anderledes i forhold til mig selv som type, men alligevel kan jeg godt lide ham.

Johh… – at Bendtner har selvtillid er indiskutabelt, men dagens udtalelser kan gøre, at han er kommet længere væk fra spilletid i Arsenals stærke offensiv – og af den grund kan man ikke forstå, hvorfor Arsenals nr. 52 har valgt at være så bramfri.

Kunne nogle omkring Bendtner ikke bede ham – for hans egen skyld – om at lade være med at komme med sådanne udtalelser, eller rettere om at holde kæft! For Bendtners selviscenesættelse og holdninger omkring sine egne færdigheder er langt fra den dokumenterbare - og faktisk også virkelighedens verden, som vi andre er en del af.

I den danske fodboldverden er Bendtner et ultra-vigtigt aktiv, og det danske A-landshold har altså ikke brug for flere stamspillere, der varmer klubbænke. Det ønsker Bendtner ikke at gøre, men lur mig om hans bombastiske udtalelser ikke har gjort, at han er kommet længere væk fra Arsenals stærke startopstilling, og det er altså trist, når det er spillerens ”talegaver”, der afgør noget sportsligt - i stedet for selve spillet på banen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER