Torsten Brix

Forsvinder et halvt FCK-hold?

Champions League-eventyret er på det højeste, men glem nu ikke…
AaB's Champions League-eventyr gjorde, at nordjyderne mistede det meste af det hold, der blev mestre i 2008, og nu kan meget tyde på, at FC København også kommer til at miste mange spillere – senest til sommer! Her følger en gennemgang af de mest oplagte:


Oscar Wendt:
Den svenske landsholdsspiller har kontraktudløb til sommer, men kan komme til at forlade løverne allerede til januar. Ifølge B.T.'s oplysninger er Werder Bremen længst fremme i jagten på svenskerens signatur, og hertil har han tidligere sagt:

- Jeg er 25 år, så det er på tide at prøve noget nyt.


William Kvist:
Skulle være besigtiget af Bundesliga-holdene Hoffenheim og Mainz i Champions League-triumfen mod Barcelona, og den omskolede back må være grydeklar til et udlandseventyr – efter han har vist forrygende form.


Mathias ”Zanka” Jørgensen:
- Når han spiller fast og på det her niveau, som FCK spiller på i øjeblikket, så vil der altid være stor interesse for et talent af hans kaliber.

Sådan siger forsvarstalents rådgiver Jacob Laursen, og det er svært at være uenig. Han bliver svær at holde i København. Werder Bremens sportchef Klaus Allof har tidligere bekræftet, at bundesliga-klubben er særdeles interesseret i at hente Mathias "Zanka" til klubben. Det ligner et skifte til Nordtyskland.


Hjalte Bo Nørregaard:
Holdets tidligere anfører gider ikke sidde på bænken, og eftersom han har kontraktudløb til nytår, skulle hans agent Niclas Jensen være i gang med at finde en ny klub. Han forventes ikke at komme til at spille ret mange flere FCK-kampe.


Mikael Antonsson:
Han har kontraktudløb til sommer, hvor han også runder de 30 år. Taget hans skadesforløb – og antallet af FCK-midterforsvarere - i betragtning kan det være, at FCK ikke ønsker at genforhandle kontrakten, eller måske ønsker svenskeren at slutte karrieren i hjemlandet.


Jesper Grønkjær:
Han har også kontraktudløb til sommer – seks uger før sin 34-års fødselsdag. Sidste sommer afsluttede han sin landsholdskarriere efter endt VM. Måske vil han også stoppe i FCK, mens han er på det højeste – og så skal Grønkjær stoppe i sommerpausen - med et Champions League-eventyr og et suverænt dansk mesterskab. Han har sagt, at han først beslutter sig til maj, hvilket i hvert fald kan tolkes, som om han ikke ønsker et for tidligt fokus på sin fodboldexit.


Når man dertil lægger, at Zdenek Pospech i næste kalenderår bliver 33 år, og at Kim Christensen på et tidspunkt må blive træt af at stå i Johan Wilands skygge samt manglende spilletid til Thomas Kristensen og Morten Nordstrand begynder exit-skiltene altså at blinke lidt for meget i PARKEN.

P.S: Øhhh…. For resten – glem nu ikke at Ståle Solbakken har kontraktudløb 30. juni 2011 og måske endda før det…



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER