- Forening eller forretning
Indkast.dk har fået lov til at bringe et kapitel af "Spillet uden for banen", der stiller skarpt på hvem der kæmper om magten i dansk fodbold, og hvad de stræber efter.
Da Morgenavisen Jyllands-Posten midt i agurketiden i sommeren 77 kunne løfte sløret for planen om at indføre en piratliga for de bedste danske klubber, var den lange vej fra det provinsielle til det professionelle begyndt. Folkene bag piratligaen ville bryde med DBU og lave en helt ny turnering – et vidtgående skridt, som ville have splittet dansk fodbold
fuldstændigt.
Men der var mere i historien, for det var også i 1977, at Carlsberg tog hul på det langvarige samarbejde med dansk fodbold. DBU's daværende formand, Carl Nielsen, havde et tilbud fra Carlsberg omen sponsoraftale på to mio. kroner – et uhørt beløb i forhold tidligere – men det var på betingelse af, at der blev indført betalt fodbold i Danmark. Dermed var de sendrægtige fodboldpolitikere i DBU stillet over for både pisk og gulerod.
Pisken var truslen om en piratliga, og guleroden var de to mio. sponsorkroner, som Carl Nielsen behændigt lagde op til også skulle komme breddeklubberne til gode. Forud var gået endeløse diskussioner om professionel fodbold, som mange var imod skulle indføres i Danmark – navnlig af kulturelle årsager. Datidens fodboldledere var vokset op med amatørismens stolte traditioner, som havde skabt olympiske resultater med bronzeholdet i 1948 og sølvholdet i 1960. Men det betød også, at det danske fodboldlandshold forbød professionelle spillere, hvilket efterhånden havde reduceret det danske landshold til en latterlig parentes i international sammenhæng.
Mange stod fast på, at betalt fodbold var en uting, som ville udhule idealerne, og Danmark var jo alligevel for lille til at bide skeer med de store. Så hvorfor ikke forblive gode amatører frem for halvdårlige og åndløse professionelle? Det spørgsmål stiller ingen længere i dag, men det var et udbredt synspunkt blandt danske fodboldledere langt op i 1980‘erne. Samtidig var old school-fodboldlederne nervøse for, at den kommunale opbakning til klubberne ville forsvinde, for kommuner kan nok støtte et stadionbyggeri, men de kan ikke holde til at investere i eksorbitante spillerlønninger.
Bag førnævnte piratliga stod en af dansk fodbolds koryfæer, Harald Nielsen. Ud over at have haft en lang karriere som professionel i Italien var han også en del af det førnævnte sølvhold fra 1960. Sammen med den senere venstrepolitiker og minister Helge Sander havde han fået opbakning fra en kreds af 1.-divisionsklubber til at oprette en konkurrerende professionel og lukket liga, der skulle have ti klubber om bord. Flere mente man ikke, det ville være geografisk og økonomisk bæredygtigt at binde an med.
I DBU tyggede man lidt på truslen om en piratliga, og stillet over for en så konkret trussel om splittelse bøjede man sig og vedtog at indføre professionel fodbold i Danmark, hvilket fik Helge Sander og Harald Nielsen til at pakke deres planer om en piratliga sammen. Men dermed var opgøret langtfra slut. Den struktur, der blev vedtaget, var nemlig langtfra økonomisk bæredygtig. Man fortsatte med 16 hold og spredte sponsorpengene fra Carlsberg ud på alt for mange klubber. Derfor gik spillerne de første mange år under betegnelsen »betalte amatører». Der var kort og godt ingen penge i dansk fodbold de første 10-12 år.
Fremtidsorienterede fodboldledere mente, at der var strukturelle og organisatoriske problemer, der skulle løses, før pengene kunne begynde at vokse og gøre fodbold til en bedre forretning. Det skulle siden hen føre til en langvarig konflikt mellem DBU og eliteklubberne – en konflikt, der, på trods af at parterne har flyttet sig, stadig befinder sig i et dødvande. En ting var, at fodboldspillere skulle have penge. Det var nu en realitet, men det var langtfra ensbetydende med, at man kunne gøre fodbold til en
forretning.
De to kamphaner fra slutningen af 80'erne og 90'erne var DBU's formand, Poul Hyldgaard, 1 på den ene side, og Lyngbys formand, Hans Bjerg-Pedersen, 2 på den anden. Hans Bjerg var forretningsmand og gik som formand for Divisionsforeningen entydigt efter at få frigjort eliteklubberne, så det var muligt at få udviklet forretningen uden unødig indblanding fra de mere traditionelt indstillede folk i DBU.
Poul Hyldgaard havde en helt anden opfattelse. På trods af hans baggrund i en af Danmarks mest vindende klubber gennem tiderne – AGF – var han svoren tilhænger af at bevare DBU som en enhedsorganisation. Han ville ikke lade topklubberne gå fra DBU og kun stå tilbage med landsholdsfodbold, talentudvikling og administrative spørgsmål. Det ville knæsætte splittelsen mellem forretningsdelen og foreningsdelen af DBU og på længere sigt knække fodbolden midtover. Det synspunkt er der stadig gehør for langt inde i rækkerne hos DBU. At Hans Bjerg-Pedersen alligevel forfulgte sin drøm om at løsrive eliteklubberne fra DBU, var en håbløs strategi, for det gjorde Poul Hyldgaard endnu mere forhippet på at sætte ham på plads. Og det skete – om end på en lidt uventet måde – da Hans Bjerg-Pedersens selskab Commercial Leasing krakkede. Det førte i 1998 til en dom på et halvt års fængsel til Hans Bjerg.
Siden blev hans position i dansk fodbold aldrig den samme. Med »Bjerget« ude forsøgte DBU at sætte Divisionsforeningen helt ud af spillet. Så spillede Divisionsforeningen sit sidste kort ved at indklage DBU for Konkurrencerådet. Rådets afgørelse var ikke entydig, men den betød, at DBU måtte acceptere, at man ikke kunne tryne Divisionsforeningen fuldstændigt.
DBU kunne ikke monopolisere adgangen til at udbyde topfodbold. Derfor blev parterne tvunget til forhandlingsbordet, og efterhånden fandt man en organisatorisk løsning, der gjorde det muligt at komme videre.
Et af de afgørende skridt, som man trods alt kunne blive enige om, var etableringen af Superligaen som erstatning for 1. division i 1991. I de første sæsoner blev mesterskabet afgjort via et slutspil, men siden sæsonen 1995/96 har turneringen haft sin nuværende form med 12 klubber, der spiller en triple-turnering over i alt 33 runder. Reduktionen af antallet af hold var en erkendelse af, at der skulle færre hold i den bedste liga for at øge kvaliteten af kampene.
Selvom både Poul Hyldgaard og Hans Bjerg-Pedersen i dag er fodboldhistorie, så lever deres respektive synspunkter videre – bare ikke i form af personkonflikter, for interessemodsætningerne i dansk fodbold er i dag mere komplekse. Nu handler det om tv-penge, opgør om kommunal støtte til stadionbyggerier, kampen om de mest lukrative sponsorater og kampen om at tiltrække de bedste spillere. Økonomien er blevet langt vigtigere, og konkurrencen i dansk fodbold er skærpet.
Superligaklubberne og DBU
Den afgørende konflikt mellem DBU og Divisionsforeningen handler dybest set om, hvorvidt de små klubber skal have indflydelse på de store klubber. DBU's medlemmer er jo alle fodboldklubber i Danmark, og de små vil ikke hægtes fuldstændigt af udviklingen og fastholder derfor deres hævdvundne ret til at udøve indflydelse over den samlede turneringsstruktur.
Men det handler ikke kun om indflydelse. De mindre klubber ønsker også andel i de midler, som topfodbolden genererer, blandt andet fordi de vil have kompensation for at udvikle talenter til de større klubber. Men også blandt Superligaklubberne er der forskelligt syn på en række områder. Selvom FCK og Brøndby udadtil og i forhold til hinandens tilhængere er klare modsætninger, har de mange fælles synspunkter på
det fodboldpolitiske, herunder divisionsstrukturen. Det gælder eksempelvis
fordelingen af tv-penge, ønsker til den fremtidige ligastruktur – hvor de begge vil have så få hold i Superligaen som muligt. På samme linje ligger klubber som AaB, OB og FC Midtjylland. De øvrige klubber i Superligaen har alle prøvet at rykke ned inden for de sidste ti år, og derfor forstår de godt, hvad det vil sige at være nedrykker, men på den anden side har de også ambitioner om at konsolidere sig i Superligaen.
Selvom Superligaklubberne står sammen på de fleste områder, er de i klart mindretal i DBU's højeste organ, Repræsentantskabet, med kun 16 ud af 145 stemmer – samme antal som 1.- og 2.-divisionsklubberne. Står lokalunionerne, hvor repræsentanterne ofte kommer fra de mindre klubber, sammen, kan de let mønstre et flertal i Repræsentantskabet. Alle forslag, der går på at løsrive topklubberne fra DBU's jerngreb, står derfor til at falde.
Superligaklubberne har derfor valgt en anden strategi. De har investeret ressourcer i at udvikle Divisionsforeningen til en professionel organisation, der selv varetager salget af tv-rettigheder og ligasponsorater. Og dermed har de gjort den samlede kage, der skal fordeles, større. Men der er fortsat alvorlige uafklarede konflikter mellem DBU og Divisionsforeningen – eksempelvis ønsker Divisionsforeningen selv at håndtere planlægningen af Superligaen på bekostning af DBU's Turneringsudvalg, men det vil DBU ikke høre tale om.
Dansk fodbold er kommet videre
Niels-Christian Holmstrøm har været en afgørende figur i dansk fodbold siden 1970'erne. Først som spiller, siden som træner og sportsdirektør og nu som konsulent i Divisionsforeningen. Han var en klassisk måltyv, blev professionel i udlandet, kom hjem og var som KB's repræsentant med til at redde FCK, da klubben var fem dage fra at lade livet i midten af 90'erne.
Niels-Christian Holmstrøm har været Danmarks repræsentant i UEFA's Club Competition Committee, hvor man beslutter, hvordan de europæiske
turneringer skal tage sig ud. Og så har han aldrig været bange for at sige sin mening. Nogle vælger at kalde ham arrogant. På trods af de mange magtkampe i dansk fodbold synes Niels-Christian Holmstrøm, at dansk fodbold er nået langt:
- Hvis man i 1978, da man indførte professionel fodbold, havde sagt til nogen, at 1.000 fodboldspillere i fremtiden vil kunne leve af deres erhverv, og at branchen ville være en milliardindustri med fuldtidsbeskæftigede trænere, fysioterapeuter, sponsorsalg og alt muligt andet, så ville alle med forstand på fodbold have taget sig til hovedet. Men i løbet af de sidste ti år er der sket en helt utrolig udvikling, som har flyttet dansk fodbold til et niveau, ingen kunne have forestillet sig. Hvis vi skal fastholde den position, så skal vi sørge for, at der kan spilles på ordentlige baner året rundt, og at klubberne har gode træningsfaciliteter. I al beskedenhed er FC København det eneste hold i Danmark, der har en bane, hvor der kan trænes hele året – den har klubben og moderklubben KB selv finansieret, fordi det er nødvendigt for at kunne begå sig på det højeste niveau. I andre klubber har jeg indtryk af, at man regner med, at kommunen betaler, men det sker ikke. Mange kommuner forstår slet ikke, hvordan man skal pleje en fodboldbane – det nærmer sig det skandaløse. Vi er dog også hårdt ramt af den internationale kampkalender, der tilsiger, at Superligaen skal være afsluttet den 15. maj. Det betyder, at den
periode, vi har herhjemme med bedst vejr, slet ikke bliver udnyttet. Så derfor kan man jo kun opfordre klubberne til at blive enige om at fremrykke turneringen så langt ind i juli måned som muligt, så vi kan få afviklet flere kampe, mens vejret er godt. Så må vi lære danskerne at se fodbold i ferien.
En ny struktur i dansk fodbold?
Den nuværende turneringsstruktur i Superligaen, hvor 12 hold møder hinanden tre gange årligt, har fungeret siden 1995. Men hvorfor ikke 20 hold som i England eller 16 hold som i Holland, kunne man spørge. Svaret er, at man ved at bevare 12 hold i Superligaen undgår, at der kommer for mange dårlige hold i ligaen. Med mange dårlige hold følger også uinteressante kampe, som har begrænset tv-interesse, og hvad mere er, så vil for mange dårlige hold også hive de bedste hold ned i niveau, fordi de ikke bliver udfordret på højeste niveau.
Kritikere af den nuværende struktur holder imidlertid på, at man med eksempelvis 16 hold kunne skabe plads til, at flere danske talenter kunne udfolde sig. Det kunne styrke landsholdet, at flere danske talenter får spilletid på højeste niveau i en tidlig alder. Af samme årsag hører man også landstræner Morten Olsen tale for en liga med 16 hold, mens de bedste hold med FCK, Brøndby og OB i spidsen holder på en liga med 12 eller endog ti hold.
Det gode ved den nuværende turneringsstruktur er, at den giver et passende antal kampe – nemlig 33 – men det dårlige er, at man får et ulige antal hjemme- og udekampe, og det kan være udslagsgivende i forhold til, hvem der bliver dansk mester. For hvis FCK eksempelvis har to hjemmebanekampe mod Brøndby, så vil FCK alt andet lige have en fordel. Der er også økonomi involveret, for klubberne har ikke lige mange hjemmeog udekampe, og det har betydning i forhold til de attraktive modstandere. Når de store klubber mødes oftere, kommer der flere intense opgør, større tilskuer- og tv-interesse og derved flere penge til de store klubber.
For det er ikke kun kampe som FCK-Brøndby, der er interessante – også kampe mellem AaB og OB kan trække tilskuere, ligesom et midtjysk opgør mellem FCM og Silkeborg er kommet i højere kurs. Skævhederne førte til, at Divisionsforeningen iværksatte et udredningsarbejde, der skulle føre til en ny struktur i Superligaen, hvor man ikke længere skulle mødes et ulige antal gange, og hvor de bedste hold kunne møde hinanden fire gange årligt i stedet for tre. Forslaget blev oprindeligt fremmet af de tre store klubber i dansk fodbold, FCK, Brøndby og OB, der hellere end gerne vil møde hinanden frem for at møde bundklubberne, der ifølge forslaget skulle spille nedrykningsspil i den anden halvdel af sæsonen. Her skulle de fire dårligste fra Superligaen spille mod de fire bedste fra 1. division om at spille i Superligaen næste sæson – et såkaldt nedrykningsspil.
Forslaget om den nye struktur, som vi vender tilbage til om lidt, byggede på en grundig rapport fra analysefirmaet Capacent, som ud over et internationalt studie også rummede en analyse af klubbernes økonomi og et bud på, hvad der kunne gøre fundamentet under fodbolden mere solidt. Rapporten inddrog en lang række ressourcepersoner med indsigt i fodboldverdenen, herunder navnlig Niels-Christian Holmstrøm.
Den kompetitive balance
I Capacent-rapporten diskuteres spørgsmålet om »kompetitiv balance« ret indgående. Begrebet handler om, hvor lige holdene er i en liga. Jo mere lige holdene er, desto større usikkerhed om kampenes udfald. I en fuldstændig balanceret liga vil alle kampe være jævnbyrdige og pointfordelingen lige. Det betyder, at mesterskabet kan gå til flere hold, og at ingen som udgangspunkt er dømt til nedrykning. Der skal være en vis grad af kompetitiv balance i en liga, fordi usikre udfald, hvad enten det handler om mesterskabet eller den enkelte kamp, sikrer, at ligaen er spændende og dermed attraktiv for tilskuere og tvseere. Omvendt er fuldstændig kompetitiv balance ikke et mål i sig selv. Et eksempel på en stærk kompetitiv balance er Sverige, hvor otte forskellige hold de sidste ti år er blevet mestre, mens det omvendte er tilfældet i Skotland, hvor det enten er Celtic eller Glasgow Rangers, der hvert år bliver mestre.
Capacents analyse viser, at der generelt ikke er den store udskiftning fra år til år i topseks. Der er typisk fire eller fem gengangere i den øverste halvdel af Superligaen, hvilket indikerer en vis polarisering i toppen af dansk fodbold. Fra midten af 90‘erne og mere end ti år frem domineredes dansk fodbold af Brøndby IF, der gennem hele perioden vandt enten guld, sølv eller bronze. Fra 2001 og frem er Brøndby blevet udfordret af FCK, og herefter dominerede disse to klubber Superligaen de efterfølgende fem år. Sammenholdt med en samtidig stigende pointandel hos de fire tophold, var perioden fra 2001/02-2006/07 den sportsligt mest ulige siden 1992. Siden 2007/08, hvor hold som OB, AaB og FCM også har blandet sig i topstriden, er Superligaen dog blevet mere lige.
Men hvordan ser den kompetitive balance ud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med (Sverige, Norge, Holland, Belgien, Skotland, Schweiz, Slovenien og Tjekkiet)? Ser man på perioden indtil 2007, hvor BIF og FCK delte guld og sølv, var vi tæt på »skotske tilstande«. Men efter at Brøndby IF's resultatmæssige nedtur, der startede i 2006/07 og 2007/08, varslede et skifte i dansk fodbold, har kun Norge og Sverige haft større udskiftning i toppen. Det er godt, hvis man er tilhænger af, at mange hold skal kunne blande sig, men mindre godt, hvis man ønsker, at danske hold skal blive ved med at klare sig godt i Europa. For alle erfaringer peger i retning af, at det er nødvendigt med stabilitet i toppen af en fodboldliga, hvis landets klubber skal klare sig godt på europæisk niveau.Og det er nødvendigt, at flere hold end FCK klarer sig godt uden for grænserne, hvis Danmark skal bevare sin position i subtoppen af europæisk fodbold.
Tidligere kæmpede topklubber som FCK, Brøndby og OB for, at der skulle etableres en Atlantliga, der kunne give topholdene fra de mindre lande mulighed for at spille mod hinanden og dermed hæve niveauet. Atlantligaen skulle bestå af hold fra Danmark, Skotland, Holland, Belgien og Portugal. Men den ide tror Niels-Christian Holmstrøm ikke længere på.
- UEFA har mindsket behovet betydeligt ved at lave Europa League om til en ambitiøs turnering med gruppespil som i Champions League. Dermed er der langt flere hold, der får chancen i Europa, og det har mindsket behovet for en Atlantliga. Samtidig er det jo meningen, at man i en Atlantliga skal spille om pladserne i Champions League, for at det ikke bare skal være en træningsturnering, men landene kan ikke blive enige om, hvordan pladserne skal fordeles. Erfaringerne fra Royal League er, at der skal spilles om noget, for at klubberne vil tage det 100 procent alvorligt. Nu er Danmark jo tættere på direkte kvalifikation til gruppespillet end nogensinde, og så ville vi være tossegode, hvis vi blot forærede den plads væk til en Atlantliga, hvor man ikke kan vide sig sikker på noget. Så nej, jeg tror ikke længere på det.
Nedrykningsspøgelset koster dyrt
Nedrykningstruede klubber har en tendens til at ofre alt for at blive i Superligaen, men prisen, hvis man så alligevel rykker ned, er skræmmende. Man går fra indtægter på mellem 25 og 40 mio. til måske 10-15 mio. kroner. Årsagen er tabet på 10-12 mio. i tv-penge og færre indtægter fra tilskuere og navnlig sponsorer.
Dermed kan det blive en ren dødsspiral at rykke ned. Et godt eksempel er Viborg, hvor man det første år efter nedrykningen i 2008 forsøgte at opretholde et Superligabudget. Men det lykkedes ikke at rykke op, og nu roder man på tredje år rundt i 1. division. Det er svært at omstille sin organisation efter mange år i Superligaen – navnlig hvis man håber at rykke hurtigt op igen. Tilpasser man omkostningerne for hurtigt, risikerer man jo at rykke endnu længere ned gennem rækkerne.
Så det korte af det lange er, at der spildes en masse penge i de klubber, der rykker ned. Hvis man gjorde det sværere at rykke ned, og dermed også sværere at rykke op, så ville klubberne undgå de enorme omkostninger, som en nedrykning medfører. Ifølge Capacent-rapporten ville man dermed kunne undgå den såkaldte yoyoeffekt, som giver sig udslag i, at de samme hold rykker op og ned hele tiden, hvilket er en belastning for de klubber, det går ud over. En mindre yoyoeffekt vil skabe en stærkere Superliga. Og i nedrykningsspillet bliver det også mere klart, hvem der er kvalificeret til at spille mod de bedste, og hvem der ikke er. Man undgår, at et dårligere hold rykker op – eksempelvis kan man diskutere, om ikke Horsens, som rykkede ud af Superligaen i sæsonen 2008/09, kunne have
klaret sig bedre i Superligaen, end HB Køge gjorde i sæsonen 2009/10.
Men det er ikke noget helt enkelt spørgsmål, for det gør det jo også sværere for den fremadstormende og ambitiøse 1.-divisionsklub at rykke op. Tænk, hvis Silkeborg, der i parentes bemærket »kun« blev nummer to i 1. division, ikke var rykket op i Superligaen i 2009. Silkeborg var i første del af sæsonen 2009/10 den helt store overraskelse og har endog formået at få spillere udtaget til det danske landshold. I anden halvdel af sæsonen fejlede Silkeborg, men har alligevel været et positivt bekendtskab i Superligaen.
Ved at gøre oprykning vanskeligere risikerer man måske, at ligaen mister dynamik. Et nedrykningsspil vil gøre det ekstra attraktivt at komme i slutspillet, og det vil kunne eskalere budgetterne blandt de Superligaklubber, der føler sig usikre på, om de kan kvalificere sig. I 1. division vil man ligeledes kunne argumentere for, at flere hold vil kunne komme i nærheden af oprykning, fordi hele fire hold får chancen for at spille slutspil, og det vil dermed også kunne eskalere budgetterne blandt de bedste 1.-divisionsklubber.
Erfaringerne fra udlandet vedrørende slutspil er i øvrigt ikke gode. Ideen er blandt andet afprøvet i Holland, og der blev det en fiasko. Slutspillet blev også afprøvet i 90‘erne i Danmark, men det holdt kun i få år, hvorefter man indførte den nuværende struktur, som har været bemærkelsesværdigt levedygtig på trods af de indbyggede svagheder.
Divisionsforeningens arbejde med den nye struktur blev afsluttet i 2009 og skulle derefter til afstemning i DBU's repræsentantskab. Men forslaget endte med ikke engang at komme til afstemning, for undervejs i debatten tabte Divisionsforeningen troen på sit eget forslag. Opbakningen var lunken blandt hovedparten af Superligaklubberne, og holdningen overvejende negativ blandt 1. divisionsklubberne og stort set alle andre klubber. I stedet vedtog man at indføre en reserveholdsturnering, således at Superligareserverne ikke længere skal spille i 2. division, og i den forbindelse også at reducere antallet af hold i 1. division fra 16 til 12.
Et ellers stort anlagt forslag var dermed faldet til jorden. Men se det et øjeblik fra de store klubbers perspektiv. De er utilfredse med, at klubber som Terndrup og Biersted IF også kan stemme om, hvordan strukturen skal være i Superligaen – hvad kommer det dem ved, kunne man spørge. Imidlertid kan man ikke bebrejde de mindre klubber, at forslaget faldt. Det var lige så meget Superligaklubberne selv, der pludselig begyndte at ryste i bukserne.
- Der var for mange usikkerhedsmomenter, så klubberne turde ikke, da det kom til stykket, siger Niels-Christian Holmstrøm.
- Vi vendte alle tænkelige modeller for at komme væk fra den skæve turneringsstruktur og navnlig den meget store nedrykningsrisiko på 16-17 procent (2 ud af 12 hold), som næppe findes højere i Europa. Men da den nye struktur også
skulle ses i sammenhæng med den kommende genforhandling af vores tv-aftale i 2012, kunne klubberne ikke overskue konsekvenserne. Og når økonomien tilmed er usikker i øjeblikket på grund af krisen, blev det for svært at få enderne til at mødes. Når det er sagt, vil jeg da gerne minde om, at 1. division bliver reduceret til 12 hold, og at vi nu skal til at kigge på licensregler for klubberne dernede, så vi forhåbentligt undgår flere konkurser blandt 1.-divisionsklubber. Der bliver også indført en reserveholdsturnering, så Superligaspillere slipper for at spille nede i 2. division. Det er et godt skridt på vejen. Og lur mig, om vi ikke kommer til at høre mere til den sag. Når tingene falder lidt til ro, kan man sagtens forestille sig, at et nyt forslag ser dagens lys, siger Niels-Christian Holmstrøm, som ikke giver meget for kritikken om, at strukturforslaget i virkeligheden var et forsøg på at tilføre flere tv-penge til de største klubber.
- Jeg har da bidt mærke i kritikken, men for os handlede det primært om at bevare og udvikle et produkt, som tilskuere, tv-seere og sponsorer gerne vil have. Jeg mener, modellen med, at otte hold spiller om mesterskabet, og otte hold spiller om at komme i Superligaen, ville have givet flere gode kampe og mere fokus på lavere rangerende klubber i den første del af sæsonen. Og med en mindre nedrykningsrisiko bliver det også nemmere at langtidsplanlægge for klubberne.
Hvorfor har Danmark overhalet Sverige?
Sverige har altid været danskernes store arvefjende. Rivaliseringen har imidlertid kun drejet sig om landsholdet, hvor vi har haft et hav af opgør gennem tiderne, mens der på klubholdsniveau ikke har været nogen rivalisering af betydning.
I mange år var svenskerne bedst, men i de senere år er det danske landshold kommet efter det. Ved kvalifikationen op til EM i 2008 tabte Danmark ganske vist den afgørende kamp, fordi en tilskuer, der løb ind på banen, ødelagde de danske chancer, men ved kvalifikationen til VM i 2010 fik danskerne taget grundigt revanche.
Svenskerne måtte pænt blive hjemme og se Danmark spille i fjernsynet. Det ændrede magtforhold mellem dansk og svensk fodbold gælder også på klubniveau, hvor niveauforskellen efterhånden er markant i dansk favør. Hvad er forklaringen?
Tobias Regnell er chefredaktør på det svenske fodboldmagasin Offside, der er anerkendt som et af de mest seriøse fodboldmagasiner i Norden. I bladet kan man læse lange artikler om en brasiliansk klubs bustur til en fodboldkamp i Bolivias tynde luft eller om en legendarisk Leeds-stjernes nye liv som værtshusholder. Hvordan
ser Tobias Regnell situationen?
- Talentudviklingen i Sverige er virkelig god, men vi har det problem, at når vores spillere når et vist niveau, så forsvinder de til enten Danmark eller Holland. Svenske klubber har ganske enkelt ikke råd til at holde på de bedste spillere, og de klubber, der har prøvet at satse, har tabt stort. IFK Göteborg havde i begyndelsen af 90‘erne succes i Europa, men efter Bosman-dommen i 1995 fik svenske klubber sværere ved at holde på de bedste spillere, fordi spillerne pludselig kunne skrive kontrakt med en ny klub, når deres kontrakt udløb, uden at den gamle klub havde krav på nogen form for kompensation. Klubber som IFK Göteborg, AIK og Helsingborg har satset stort på at slå igennem i Europa, men da det ikke lykkedes, fik det store konsekvenser. AIK røg helt ned i 2. division, og Helsingborg gik næsten konkurs, men blev reddet af kommunen.
I begyndelsen af 1990‘erne indførte den danske regering den såkaldte »forskerskat«, der betød, at specialister fra udlandet kunne nøjes med at betale 25 eller 33 procent i bruttoskat afhængig af ansættelsens varighed. En tilsvarende ordning findes ikke i Sverige. Mener det hele forklaringen?
- Man kan sige det meget enkelt. Hvis du tilbyder en spiller tre mio. kroner i løn i Danmark, så har han to mio. tilbage efter skat. Men i Sverige har spilleren kun én mio. tilbage. Og når vi nu ved, at spillerne altid forhandler nettolønninger, så kan svenske hold ikke holde på de bedste spillere. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at den danske forskerordning har gjort Superligaen klart stærkere – blandt andet på bekostning af Allsvenskan, siger Tobias Regnell.
En anden forklaring er konkurrencen fra ishockey, mener Tobias Regnell:
- Selvom fodbold er vores nationalsport, så er der flere penge i ishockey – blandt andet fordi det er så tv-egnet, og frem for alt fordi man har investeret i moderne haller, der lever op til sponsorernes krav. I modsætning hertil er de svenske fodboldstadioner tilbage fra 1958 eller endnu ældre – bortset fra stadioner i Göteborg og Malmø. Konkurrencen fra ishockey er nok en medvirkende årsag til, at FCK og Brøndby sammenlagt har flere sponsorindtægter end de 16 klubber tilsammen i Allsvenskan.
I Danmark har landstræner Morten Olsen peget på, at han godt kunne tænke sig 16 hold i Superligaen – præcis som i Allsvenskan. Hvad mener Tobias Regnell om det?
- Jeg kan personligt godt lide den symmetri, ligaen har, og så det forhold, at mindre hold som Elfsborg og Kalmar kan hævde sig. Vi har klubber i Allsvenskan, som kommer fra byer med 3.000-4.000 indbyggere, og det giver altså en eller anden form for charme. Så når de store hold møder de små, så må de store hold jo bare vise deres kvaliteter. 16 hold er meget passende for Sverige, og ser man på de store ligaer, så har de jo alle 18-20 hold i deres ligaer.
Niels-Christian Holmstrøm deler dog langtfra begejstringen for ideen om flere hold i Superligaen:
- Jeg mener, det er en absurd ide. Siden de i 2008 gik over til 16 hold i Sverige, er det gået helt skævt. Svensk fodbold er på niveaumedSlovakiet og Hviderusland, og det er, fordi der er alt for mange dårlige kampe. Der er ikke nok hold, der har den kvalitet, der skal til for at levere et ordentligt produkt, og derfor er der ikke noget at sige til, at tilskuergennemsnittet er raslet ned fra over 10.000 til nu under 8.000. Alt for mange hold har ikke faciliteter og økonomi til fodbold på højeste niveau. De sidste ti år har der været otte forskellige mesterhold, og så siger det jo sig selv, at de ikke kan klare sig i Europa.
Tobias Regnell medgiver, at de mange forskellige mesterhold ikke gør det lettere, men uforudsigeligheden har også sin charme:
- Den manglende kontinuitet har gjort det svært for mange traditionsklubber. Det har skabt plads til de mindre klubber og skaber spænding hvert år om, hvem der nu bliver mester. Men prisen er selvfølgelig, at svenske klubber har haft det svært i Europa, for hvert år er det et nyt hold uden europæisk rutine, der skal forsøge sig. Vil man have europæisk succes, så er der næppe tvivl om, at man skal have det ligesom i Danmark, hvor FCK bliver mestre syv ud af ti gange og dermed oparbejder den nødvendige rutine i Europa.
Niels-Christian Holmstrøm, der næppe kan kaldes for fodboldromantiker, har en klar diagnose, hvad angår svensk fodbold:
- I Sverige er man præget af, at ledelsen i klubberne er foreningsmennesker og ikke forretningsfolk. De har ikke sørget for at udvikle deres produkt – det kan man også se på deres stadioner, der er fuldstændig nedslidte, på trods af at Sverige husede EM i 1992.
Tobias Regnell medgiver, at foreningstankegangen tilsyneladende har bidt sig fast, og at det gør det vanskeligt at udvikle svensk fodbold til en større forretning som i Danmark. Men han synes ikke nødvendigvis, at det er et problem, og kommer også med en stikpille til de danske klubber, der i dag er ramt af at have haft lidt for travlt med ikke-fodbold-relaterede aktiviteter:
- I Sverige har vi det, vi kalder for en ‘svenske fodboldfamilie', som ikke umiddelbart har til hensigt at lukke forretningsfolk ind, som vi har set det i Danmark. Derfor har man en regel om, at det altid skal være klubbens medlemmer, der skal have den bestemmende indflydelse – den såkaldte ‘51 procent-regel'. Det er den regel, der har betydet, at ingen svenske klubber i dag beskæftiger sig med ejendomsspekulation eksempelvis. Men det er klart et problem i svensk fodbold, for vi kan da godt se paradokset i, at vi som en stor fodboldnation er blevet distanceret af Danmark, og at vi nok har en udfordring med at få en mere professionel ledelse af vores klubber. Stockholmsklubben Djurgaarden har kæmpet for at få ophævet ‘51 procent-reglen', men der er ikke flertal for det blandt klubberne i Allsvenskan. Blandt andet er IFK imod. Jeg tror ikke, det kommertil at ske.
I Danmark har vi haft to store personligheder, der i høj grad har drevet udviklingen de sidste mange år – nemlig Per Bjerregaard og Flemming Østergaard. Hvordan ser det i Tobias Regnells optik ud i Sverige?
- I og med svenske klubber ikke har udviklet sig på samme måde som danske, er det svært at sammenligne de to lande – men sjovt nok findes der to markante personligheder, som på mange måder ligner Flemming Østergaard og Per Bjerregaard, siger Tobias Regnell.
- Tag IFK's sportsdirektør, Håkan Mild, eksempelvis. Han står for den klassiske linje og har selv en baggrund som topspiller. Han tror på gamle dyder som holdånd, langsigtet talentudvikling og har en klar ulyst til at importere for mange udenlandske spillere. De klassiske Brøndby-dyder kan man vel sige. I den anden grøft finder vi Tommy Jacobson, der fornylig overtog ledelsen i Djurgårdens IF. Han har som Flemming Østergaard en baggrund fra finansverdenen. Tommy Jacobsen var også involveret i Djurgården for ti år siden, da klubben havde succes, og nu håber man i klubben, at han kan gentage kunststykket.
Selvom de økonomiske forhold i fodboldverdenen er blevet forværret, er både Tobias Regnell og Niels-Christian Holmstrøm optimister:
- Jeg har svært ved at se nogen patentløsning, men jeg tror, finanskrisen vil komme til at udjævne noget af forskellen på svensk og dansk fodbold, siger Tobias Regnell.
- Vi kan allerede se effekten af det nu. Der kommer færre svenske spillere til danske hold, og hvis vi kan få lov til at beholde nogle flere af vore bedste spillere, vil det naturligvis gavne Allsvenskan. Og fordi der aldrig har været særligt mange penge i svensk fodbold, vil problemerne i dansk, hollandsk og græsk fodbold betyde, at vi vil blive relativt stærkere. Det er klart, at det ser svært ud mange steder, men de store fodboldklubber i Danmark vil altid klare sig, siger Niels-Christian Holmstrøm.
- Nu gælder det om, at mange danske hold klarer sig godt internationalt, så vi kan fastholde vores flotte position på UEFA's rangliste og bevare muligheden for at få to hold med i Champions League. Det bliver svært, men jeg tror på, at muligheden er til stede.