Lazio-målmand scorede i CL-debut: Har ikke fattet det
Lazios målmand Ivan Provedel udtaler, at det ikke er gået op for ham, at han scorede for den romerske klub i italienernes første Champions League-kamp mod Atletico Madrid.
Tirsdag aften udlignede Lazio-målmand Ivan Provedel for "Biancoceleste" i de døende sekunder mod Atletico Madrid hjemme på Olimpico.
Efter kampen udtalte den italienske keeper ifølge Tuttomercatoweb, at det ikke var gået op for ham, at han havde scoret for den italienske hovedstadsklub.
- Det er en stor følelse, og jeg har stadig ikke fattet det.
- Jeg er ikke vant til det. Men jeg skal nok indse det, og jeg er glad for, vi fik point.
Provedel har tidligere lavet mål i karrieren. Målmanden scorede også for Juve Stabia tilbage i februar 2020.