Autoritær tysker melder sig på banen til landstrænerjobbet: Jeg kan samle Tyskland
Felix Magath udtaler, at han gerne vil stå i spidsen for det tyske landshold og fortæller, at han kan forene Tyskland, skulle han blive afløser for Hansi Flick.
Japan tog fusen på hele Tyskland, da tyskerne lørdag aften tabte 4-1 i Wolfsburg til asiaterne.
Resultatet medførte, at Hansi Flick fik sparket, og nu står Rudi Völler i spidsen på temporær basis.
Julian Nagelsmann og Louis van Gaal nævnes i flæng i den tyske presse som mulige arvtagere for Flick, men et nyt navn melder sig på banen i offentligheden: Felix Magath.
Magath er kendt for at være en arbejdshest, der går op i striks disciplin og hårde tyske dyder, som at man altid giver sit ypperste for sit hold og aldrig nogensinde ynder at overveje at give mindre end 100 % i hver eneste nærkamp.
Den tidligere Wolfsburg-mestertræner siger til NDR, at han er det, Tyskland har brug for, når man ikke kan skabe resultater.
- Jeg ved ikke, hvilken profil DFB efterlyser til denne position, men i min optik er det tydeligt, at vi akut skal bruge en, der kan bringe dette fuldkommen usikre landshold sammen.
- Jeg føler, at jeg er i stand til at løfte ustabile hold og give dem nok selvtillid til, at de kan præstere godt igen.
Magath er kendt for at være brandslukker, der flere gange har reddet hold fra at rykke ned.