Here we go: Arsenal skipper forsvarsreserve afsted
Premier League-topholdet rydder ud i bagkæden.
Arsenal ser her på transfervinduets deadline-dag ud til at få ryddet ud i den defensive ende af banen. Fabrizio Romano skriver, at "The Gunners" har solgt deres 27-årige centrale forsvarsspiller Rob Holding til Crystal Palace.
Holding som er gledet længere og længere ud af holdet i Arsenal sælges ifølge Romano for cirka 30 millioner kroner til den mindre London-klub. Holding er angiveligt i skrivende stund ved at få foretaget lægetjek hos Palace.
Det virker således blot som et spørgsmål om tid, før Holding præsenteres hos Premier League-midterholdet. Her vil han desuden blive forsvarsmakker med den danske landsholdsstopper Joachim Andersen.
Rob Holding har spillet i Arsenal siden 2016, hvor han kom til fra Bolton. Men englænderen har aldrig for alvor fået sit gennembrud. Hans bedste sæson fandt sted i 2020/21-sæsonen, hvor han spillede 30 Premier League-kampe for Arsenal.
På dette tidspunkt var Arsenal dog langt fra lige så godt kørende, som de er i øjeblikket. Holding har i indeværende sæson endnu ikke fået minutter, og træder således et skridt ned i niveau for at jagte mere spilletid.