LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Er Foden den rette De Bruyne-afløser?

Manchester Citys store midtbanekreatør Kevin De Bruyne er blevet langtidsskadet, og City ser derfor ud til at kigge i markedet efter en afløser på 10'eren. Men måske han allerede findes i truppen?
- I hvor lang tid har vi ikke sagt, at Phil Foden skal have den rolle på 10’eren. Han bliver forspildt på kanten. Han er sådan et stort talent, mængden af chancer han skabte til Erling Haaland imod Newcastle, var ekstraordinært, og han vil klart kunne udfylde rollen. Men det bliver interessant, når Kevin De Bruyne kommer tilbage. Jeg ville elske at se Phil Foden få mere spilletid på den position.

Sådan lød det fra den tidligere Manchester City-forsvarsspiller Micah Richards, som nu gør sig som fodboldekspert hos BBC Sport. Udtalelserne kommer på baggrund af Fodens præstation imod Newcastle i weekenden samt om den 23-årige englænders potentielle nye rolle i Manchester City.

For selvom Foden har spillet 221 kampe for City, har lavet 60 mål, og allerede har vundet hele 12 trofæer hos dem, så har han aldrig for alvor fået banket sig ind som en sikker starter. Foden har i højere grad lukket huller ved at dække mange forskellige positioner.

Men måske tilværelsen som en ekstremt stærk og alsidig breddespiller nu kan få en ende? Kevin De Bruynes skade som holder ham ude i cirka fire måneder samt salget af Ilkay Gündogan åbner i hvert fald op for, at den unge Manchester-dreng kan få en større nøglerolle i denne sæson.

Ifølge flere transferrygter er City på jagt efter en ny kreativ 10’er til den offensive del af midtbanen, og især West Hams Lucas Paqueta har været et navn, der har floreret. Men med Fodens opstart kan der spekuleres i, om afløseren for især De Bruyne måske allerede findes i truppen?

City-manager Pep Guardiola bidrager i hvert fald til Micah Richards positive ryster omkring Fodens opstart, og siger ifølge BBC følgende om ham ovenpå hans flotte Newcastle-kamp:

- Det er en af de bedste præstationer, jeg nogensinde har set. I hver eneste boldkontrol ved han lige nøjagtig, hvordan han skal angribe målet. Han har ikke brug for to eller tre berøringer for at komme i den rette position til at angribe målet.

Kan Foden mon blive ”den nye” De Bruyne i år, eller skal City stadig kigge sig om efter en afløser for den 32-årige belgiske midtbanestjerne?

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder