- Vi bør stoppe fransk fodbold til januar
Marseilles sportsdirektør Pablo Longoria udtaler, at han gerne ser, at der ikke spilles Ligue 1 til januar, når der er Africa Cup of Nations.
Fransk fodbold er kendt for at have mange spillere fra Afrika eller med afrikansk afstamning.
Fælles for begge er, at mange af dem spiller for afrikanske landshold.
Det skaber ofte problemer.
For der spilles tit afrikanske mesterskaber om vinteren, som kolliderer med de nationale ligaer i Europa.
Næste år opstår samme problematik, når der i januar og februar spilles Africa Cup of Nations. Og det skal der ifølge Marseilles sportsdirektør Pablo Longoria gøres noget ved.
Han mener, man skal holde en måneds pause, mens Africa Cup of Nations er i gang næste år fra 13. januar til 11. februar i Elfenbenskysten.
- Når man henter nye spillere, skal vi have for øje, at der er Africa Cup of Nations, men det må ikke stoppe os fra at hente dem. Vi kan ikke basere vores rekrutteringsstrategi på én måned. Vi må tale med ligaen og overveje at stoppe ligaen, mens de afrikanske mesterskaber spilles, siger Longoria ifølge Get Football News France.
Marseille har 10 afrikanske landsholdsspillere i truppen:
Geoffrey Kondogbia fra Den Centralafrikanske Republik, Pierre-Emerick Aubameyang fra Gabon, Simon Ngapandouetnbu og François Mughe fra Cameroun, Pape Gueye, Ismaila Sarr og Ilaman Ndaiaye fra Senegal, Chancel Mbemba fra DR Congo og Amine Harit og Azzedine Ounahi fra Marokko.