Officielt: Haraldsson solgt til Lille
FCK-islændingen Hakon Haraldsson er solgt til Lille for 127 millioner kroner.
Så skete dét, de fleste efterhånden havde ventet: Hakon Haraldsson skifter til Lille. Islændingen har været kædet sammen med det nordfranske mandskab den sidste uges tid, og nu er handlen så gået igennem. Det bekræfter både Lille og FC København på deres officielle kanaler.
Prisen på islændingen ligger på 127 millioner kroner. Haraldsson har underskrevet en femårig kontrakt med Les Nordistes.
Haraldsson takker FC København på klubbens hjemmeside.
- Det er svært at sige farvel - eller måske på gensyn - til FCK. Jeg har haft det fantastisk her, og klubben har givet mig chancen for at slå igennem og for at tage muligheden, der nu er opstået. Det er jeg taknemmelig for. Jeg skylder også en tak til alle de holdkammerater, trænere og stabsmedlemmer, der har været med til at udvikle mig - og ikke mindst til fansene, der har bakket mig op fra start.
- Nu ser jeg frem til at prøve kræfter med en ny liga og klub, men jeg vil helt klart altid følge FCK, uanset hvor jeg er.
Den islandske offensivsspiller spillede 40 Superliga-kampe for FC København, som resulterede i 8 mål og 4 assists.