Barcelona vil give førstekeeper ny lang kontrakt
FC Barcelonas førstekeeper Marc-Andre ter Stegen er en populær mand i Catalonien. Det vil klubbens sportslige ledelse angiveligt snart belønne.
Marc-Andre ter Stegen har været et sikkert førstevalg i buret på Camp Nou siden 2016, og meget tyder på, at der ikke bliver ændret på dette lige foreløbigt. Ifølge det spanske medie Marca vil FC Barcelona give ham en ny lang kontrakt.
Den 31-årige tyskers nuværende aftale har udløb i 2025. Men ifølge Marca arbejder catalanerne angiveligt på, at målmandens aftale skal forlænges helt frem til år 2028. Begge parter skulle desuden være opsatte på det længerevarende samarbejde.
Ter Stegen er da også utvivlsomt iblandt verdens bedste målmænd, og særligt i den netop afsluttede sæson stod han blændende. Han holdte buret rent hele 26 gange ud af 38 mulige kampe i La Liga.
Marca henleder desuden opmærksomheden på, at landsholdsmålmanden er en af de vigtigste lederfigurer i FC Barcelona, og det varme forhold imellem ham og den sportslige ledelse taler således meget for, at han snart vil have sikret sin løn hos den spanske kystby, indtil han er 36 år gammel.