AGF-profil er på vej til Inter i kæmpehandel – fordobling af nuværende transferrekord
Mange Superligaklubber leder efter forstærkninger, og nu kan en klub sælge en profil i kæmpehandel.
AGF-spilleren Yann Bisseck har været rygtet væk fra Superligaen i nogen tid, og nu lader det til, at et skifte endelig er under opsejling. Det lader til, at den tyske forsvarsspiller skal fortsætte sin karriere i den italienske storklub Inter.
Det bliver ikke en billig fornøjelse for Inter, da det meldes af mange, at prisen kommer til at ende i omegnen af 52 millioner kroner, da den italienske klub sandsynligvis kommer til at indløse tyskerens frikøbsklausul, der ligger på det niveau.
Det beløb vil være mere end en fordobling af AGF’s nuværende transferrekord, der indtraf, da den jyske klub solgte Albert Grønbæk til den norske klub Bodø/Glimt for 24,5 millioner kroner seneste sommer.