Officielt: Al-Hilal køber Koulibaly
Det har virket som et spørgsmål om tid, og nu er tiden kommet til, at Kalidou Koulibaly er blevet præsenteret i Al-Hilal.
Kalidou Koulibaly havde ry for at være en af de bedste forsvarsspillere i europæisk fodbold, da Chelsea sidste sommer købte den nu 32-årige senegaleser i Napoli for 284 millioner kroner. Forsvarsgeneralen har dog ikke kunnet leve op til de store forventninger, og nu forlader han Stamford Bridge.
Et skifte til saudiarabisk fodbold har tilsyneladende længe været under opsejling, og nu er det officielt, at Al-Hilal har fået fingrene i Koulibaly, som den pengestærke klub efter sigende betaler godt og vel 185 millioner kroner for.
Der skal efter al sandsynlighed ryddes op i Chelsea-truppen i løbet af sommeren, så ”The Blues” ikke kommer i konflikt med Financial Fair Play-reglerne, og Koulibalys afsked med London-klubben betyder, at Chelsea sparer en ugeløn på 1,7 millioner kroner.
Tidligere på ugen begyndte de engelske medier at rapportere, at Koulibaly var blevet enig med den saudiarabiske hovedstadsklub om en ugeløn på 2,6 millioner kroner.
Koulibaly er ikke den første spiller, som tager turen fra Chelsea til Saudi-Arabien denne sommer. N’Golo Kante er skiftet til de saudiarabiske mestre, Al-Ittihad, på en fri transfer, mens Chelsea efter sigende er snublende tæt på at sælge Hakim Ziyech til Al-Nassr for 70 millioner kroner og Edouard Mendy til Al-Ahli for 140 millioner kroner.