Fem spillere du skal holde øje med til U21-EM
I morgen starter sommerens U21 Europamesterskab, og her er fem spillere, som du bør holde øje med.
Nummer 1: Lois Openda
Belgiske Lois Openda er godt i gang med at bedrive sig en vaskeægte kometkarriere. Den 23-årige angriber brød ind på scenen i sidste sæson, da han lavede 24 mål i alle turneringer for sin klub Vitesse Arnhem. Den flotte sæson sikrede belgieren et skifte til franske Lens, der med hjælp fra Lois Opendas 21 scoringer endte på en imponerende andenplads i Ligue 1, kun overgået af mægtige PSG, der kun formåede at overgå Lens med et enkelt point.
Den flotte sæson fra angriberen har nu også betydet, at han sættes i forbindelse med et skift til en endnu større adresse, og rygterne har de sidste par uger gået på, at Lois Openda skal til tyskland og spille for RB Leipzig.
Uanset om han skifter Lens ud med Leipzig, så kan man i hvert fald med sikkerhed sige, at han bliver en af de mest iøjnefaldende spillere på det belgiske hold, der skal prøve at genvinde noget ære til landet, efter at det rigtige landshold blev kylet ud efter gruppespillet til VM i Qatar.
Særlige kvaliteter:
Fart med bolden for fødderne, fysisk styrke og afslutningsevner.
Nummer 2: Levi Colwill
Den 20-årige englænder Levi Colwill har taget Premier League med storm i denne sæson, hvor han udgjorde en substantiel del af det Brighton-forsvar, der var med til at sikre klubben deres første europæiske kvalifikation nogensinde. Midterforsvareren, der efter sit lejemål i Brighton er vendt retur til Chelsea, var faktisk inde omkring seniorlandsholdet for nyligt, hvor han fik lov til at træne med de store drenge, inden Levi Colwill altså vendte snuden mod Rumænien og Georgien, som er der, hvor mesterskaberne løber af stablen.
Ligesom Lois Openda, er der enorm rift om den unge midtstopper, og Brighton har ifølge de britiske medier allerede forsøgt sig med et bud på omkring 250 millioner kroner for at sikre sig Levi Colwill for fremtiden. Chelsea har dog takket nej til tilbuddet, da den nye manager Mauricio Pochettino gerne vil beholde engelske Levi Colwill.
Særlige kvaliteter:
Dygtig pasningsspiller, ro på bolden og imponerende fysik for så ung en spiller.
Nummer 3: Gabri Veiga
I øjeblikket kæmper stort set samtlige europæiske topklubber om at sikre sig spanske Gabri Veiga, der uden tvivl kommer til at forlade Celta Vigo, der leverede en enormt skuffende sæson. De reddede dog livet i La Liga, og det gjorde de i høj grad på grund af Gabri Veiga, hvis to mål var med til at sikre en livsvigtig sejr over FC Barcelona i sidste spillerunde. Den 21-årige Gabri Veiga var generelt et kæmpe lyspunkt på et skidt Celta Vigo-hold, og midtbanespilleren ligner en mand, der skal være en fast del af Spaniens midtbane de næste mange år.
Både Newcastle, Liverpool, Bayern Munchen og Chelsea skulle angiveligt alle sammen havde kontaktet den unge spaniers agent, og flere af dem skulle da også være villige til at betale de ca. 350 millioner kroner, som midtbanespillerens frikøbsklausul lyder på.
Særlige kvaliteter:
God og gennembrudsstærk med bolden for fødderne, høj afslutningskvalitet og en meget direkte spillestil.
Nummer 4: Khephren Thuram
En af de to professionelle fodboldspillere, der er søn af den franske legende Lilian Thuram. Khephren Thuram er en af Europas mest eftertragtede midtbanetalenter, og interessen skulle især være fra Liverpool, der ønsker at hente franskmanden til klubben.
Med sine 192 centimeter, har 22-årige Khephren Thuram været en af Ligue 1´s absolutte profiler i denne sæson, og midtbanespilleren ligner en, der er klar til at tage skridtet op til en af de allerstørste adresser i Europa. Men på trods af sin store højde, så spiller franskmanden på ingen måde som en stor klodset midtbaneklods. Tværtimod er han en driblestærk og boldsikker spiller, der af mange sammenlignes med Jude Bellingham.
Khephren Thurams sæson i Nice var fremragende, og hans gode præstationer sikrede ham også en plads på årets hold i den franske liga.
Særlige kvaliteter
Svær at takle på grund af hans størrelse, driblestærk og god til at opsnappe løse bolde.
Nummer 5: Antonio Nusa
Antonio Nusa er ansigtet på det nyeste kuld af norske talenter, og den blot 18-årige kantspiller besidder tydeligvis noget af den X-faktor, som Norges store profiler Erling Haaland og Martin Ødegaard er kendt for. Antonio Nusa er vel at mærke ung, men det er svært at finde en spiller, der udstråler mere selvtillid, når han først får bolden for sine fødder.
Club Brugge-spilleren har i denne sæson stemplet gevaldigt ind på den internationale scene, og nordmanden står allerede noteret for en scoring i Champions League. Kantspilleren har også allerede leveret store ting for Norge, da han i marts sikrede hans hjemland en kæmpe sejr mod Frankrig med et afgørende mål, og hvilket mål det var. Antonio Nusa demonstrerede alle sine evner, da han efter et løb fra egen banehalvdel bankede bolden i nettet via overliggeren.
Nordmanden, der har rødder i Nigeria, har stadig sin debut på seniorlandsholdet til gode, men mon ikke det kun er et spørgsmål om tid, inden Ståle Solbakken hiver den 18-årige op til de store drenge.
Særlige kvaliteter
Enorm fart med bolden, kreative driblekundskaber og en kæmpe pose selvtillid.