Daniel Fisker

Maguire gør status

Harry Maguire startede inde i sæsonens sidste Premier League-kamp, hvorefter Manchester United-anføreren gjorde status på sæsonen og sin egen rolle i klubben.
Det har været en imponerende sæson for Erik ten Hag og Manchester United, som endte på tredjepladsen i Premier League, så derfor var det også en selvtilfreds Harry Maguire, der i kølvandet på sæsonens sidste Premier League-kamp kunne gøre status på sæsonen, som ikke er helt slut endnu for Manchester Uniteds vedkommende.

Der er dog få skår i glæden for Maguires vedkommende, hvilket skyldes den sparsomme spilletid, Manchester United-anføreren har fået i den netop overståede Premier League-sæson, hvor han fik sin ottende startplads på sæsonens sidste dag.

- Sæsonen er ikke slut endnu, men indtil videre har det været en positiv sæson i forhold til, hvor vi startede, og jeg må sige, at vi gør fremskridt. Det har været et stort fremskridt, og det er et skridt i den rigtige retning, udtaler Harry Maguire ifølge Manchester Evening News.

- Når man sikrer sig Champions League-fodbold, så er det en fantastisk sæson i Premier League – specielt på Old Trafford. Det har været en fantastisk sæson på Old Trafford, men vi er selvfølgelig nødt til at forbedre vores udebaneform.

- Hvis vi gør det, så vil vi gøre fremskridt igen i næste sæson. Vi har taget store skridt i den rigtige retning, og jeg synes, at det er vigtigt. Vi har arbejdet på den filosofi, som vores manager har bragt med sig.

- I løbet af forsæsonen vil vi selvfølgelig arbejde og presse os selv igen.

- Vi kommer til at stille store krav, og vi er nødt til at se på denne sæson. For mig at se har det været fantastisk arbejde af drengene, og der har været mange individuelle og fantastiske præstationer, men det er ikke slut endnu.

Maguire var en del af Manchester United-truppen 31 gange i den netop overståede Premier League-sæson, og han fik spilletid i 16 af disse kampe. Til gengæld startede han kun inde i otte af disse kampe, og derfor blev Maguire spurgt om, hvorvidt han er interesseret i at starte inde oftere.

- Ja, selvfølgelig.

- Vi har stor konkurrence om pladserne, og det er, hvad en stor klub har brug for. Masser af styrke og dybde. Det tror jeg, at man kunne se i dag – efter 20 minutters spil – hvor vi leverede en rigtig positiv præstation.

- Vi har haft gutter, som er trådt til, gutter, som ikke har spillet så meget, og jeg tror, at manageren og hans stab kan stole på os. Jeg tror, at han ved, at hvis han ændrer på tingene, så kan vi også klare det. Det er godt at være en del af denne trup.

- Jeg tror, at vi har brug for en stor spillertrup, hvis vi skal være succesfulde i denne sæson, i den næste sæson og i sæsonen efter.

Manchester United spillede sæsonens sidste Premier League-kamp søndag, hvor Fulham blev besejret 2-1. Den stadigvæk igangværende sæson rundes endegyldigt af lørdag, hvor ”The Red Devils” tørner sammen med Manchester City i FA Cup-finalen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER