Daniel Fisker

Hendersons afskedshilsen til Firmino

Liverpool-anføreren Jordan Henderson har – via Liverpools kampprogram – sendt en afskedshilsen til Roberto Firmino, som nu har spillet sin sidste kamp på Anfield.
En del af Jordan Hendersons arbejdsopgaver i Liverpool er at skrive nogle spalter til kampprogrammet, når ”The Reds” spiller hjemmekampe på Anfield. Disse spalter var lørdag fyldt af en afskedshilsen til Roberto Firmino, som kom til Liverpool i 2015 og lørdag spillede sin sidste kamp på det traditionsrige stadion.

- Hvad kan jeg sige om Bobby Firmino, som jeg ikke har sagt før?

- Jeg har ikke gjort andet end at hylde den fyr, siden han for første gang gik ind på Melwood i 2015. Det er så svært at yde retfærdighed i ord, skriver Jordan Henderson ifølge Liverpool Echo.

- Jeg tror, at jeg kan tale for alle spillerne, når jeg siger, at det er et privilegie at have haft muligheden for at spille sammen med den fyr.

- Han er unik. Der findes ikke noget referencepunkt, når det kommer til at sammenligne med Bobby.

- Der har aldrig været nogen som ham, og jeg tvivler på, at der nogensinde kommer en som ham.

- At være så talentfuld, at have de færdigheder og at kunne arbejde så hårdt og smart, som han gør, er bemærkelsesværdigt.

- Menneskelighed i professionel fodbold er lige så vigtigt som menneskelighed i livet. Den måde, som Bobby spiller på – det uselviske – er det, der gør ham så speciel.

- At have så meget magi og så mange egenskaber og stadigvæk ofre sig for sit hold… Hvis jeg skal være ærlig, så er han et pejlemærke for enhver ung spiller, der gerne vil være angriber.

- Han er ikke bange for at udtrykke sig selv og lave alle sine tricks, men på samme tid sørger han for, at han har ret til at gøre det, fordi han også gør alle de ikke-spektakulære ting også.

- Hans status som en alle tiders Liverpool-legende er sikret.

- Hans navn vil blive sunget på Anfield i årtier. Jeg er sikker på, at fansene vil fejre ham på samme måde som Sir Kenny Dalglish og Ian Rush. Det bliver mærkeligt at komme på arbejde i næste sæson, hvor han ikke er der.

- Manden er fuld af kærlighed og glæde. Jeg vil altid smile, når jeg hører hans navn. Det er den indflydelse, han har haft på alle os, som er heldige nok til at kende ham og kunne kalde ham for vores ven.

Liverpool mangler i skrivende stund kun en kamp af Premier League-sæsonen, hvor ”The Reds” besøger Southampton, som er sikre på at skulle spille Championship-fodbold i næste sæson, men inden sæsonens sidste kamp, har Firmino spillet 361 kampe i Liverpool-trøjen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER