Lloris: Det er slutspurten - den vigtigste del af sæsonen
Hugo Lloris er tilbage i fuldt vigør, og Tottenhams veteranmålmand er klar til den vigtigste del af sæsonen – slutspurten.
Tottenham kan se frem til to hjemmekampe i træk, og Hugo Lloris har understreget vigtigheden af at vinde de resterende kampe på Tottenham Hotspur Stadium, hvis ”The Spurs” skal gøre sig forhåbninger om at slutte Premier League-sæsonen i top-4.
I første omgang skal Tottenham forsøge at vriste tre point fra Brighton, hvorefter Bournemouth kommer på besøg i det nordlige London.
De to hjemmekampe kommer i kølvandet på sejre over Manchester City, West Ham United, Chelsea og Nottingham Forest.
Der er ni kampe tilbage af Premier League-sæsonen for Tottenhams vedkommende, og i løbet af disse ni kampe skal det tætte top-4-kapløb afgøres.
Tottenham-anføreren Lloris vendte tilbage fra en skadespause, da Tottenham mandag spillede 1-1 mod Everton, og den 36-årige franskmand er indstillet på at give alt i sæsonens slutspurt.
- Jeg har det godt, udtaler Hugo Lloris ifølge Tottenhams officielle hjemmeside.
- Det var frustrerende for mig, fordi jeg blev skadet i den vigtigste del af sæsonen – når enhver kamp kan afgøre slutningen på sæsonen; Champions League, FA Cuppen og Premier League.
- Nu er jeg klar. Jeg er tilbage. Jeg vil hjælpe holdet helt til enden. Der er stadigvæk ni kampe tilbage. Det er slutspurten og nok den vigtigste del af sæsonen. Vi er nødt til at glemme resten af sæsonen.
- Vi er nødt til at bevare vores kontinuitet og vinde vores hjemmekampe. Det er afgørende, hvis vi vil slutte så højt oppe, som vi kan. Det er en kamp ad gangen, og vi kender turneringsplanen.
- De næste to kampe er meget vigtige, før vi spiller mod de andre, som er i spil til top-4.
- Vi er nødt til at forblive stærke – helt til enden. Vi må først og fremmest gøre det for os, for holdet, for fansene og for klubben, og lad os så se, hvor vi slutter.
Det øjeblikklige top-4-kapløb står imellem Newcastle på tredjepladsen med 50 point, Tottenham på fjerdepladsen med 50 point, Manchester United på femtepladsen med 50 point og Brighton på sjettepladsen med 46 point.
Derudover har Aston Villa, et af de mest formstærke hold i Premier League, 44 point, mens Liverpool og Brentford står noteret for 43 point foran Fulham og Chelsea, som begge har 39 point på kontoen.