Daniel Fisker

Alexis Sánchez gav sin ”far” den kolde skulder

Alexis Sanchez var på vej til Manchester City i 2018, men han gav sin ”far”, Pep Guardiola, den kolde skulder – efter et opkald fra Manchester United-manageren José Mourinho.
Pep Guardiola var blevet som en far for Alexis Sánchez, da de to slog deres folder i FC Barcelona. Guardiola forlod dog den catalanske storklub i sommeren 2012 – et år efter Sánchez’ ankomst – men de to holdt forbindelsen ved lige, og forbindelsen var tilsyneladende rødglødende, da Sánchez spillede i Arsenal og Guardiola stod i spidsen for Manchester City.

Sánchez havde i 2018 bevist sit værd som en af de mest farlige angribere i Premier League-historien under Arsène Wenger i Arsenal, og her meldte Manchester City og Pep Guardiola sig på banen – efter sigende med et købstilbud, som var i omegnen af 590 millioner kroner.

Men selvom Sánchez efter eget udsagn ville have vundet Champions League med Manchester City, så modtog han – i en kompliceret transferproces – et opkald fra José Mourinho, som ændrede hans planer.

- Jeg var på vej til Manchester City, udtaler Alexis Sánchez ifølge Daily Mail.

- Jeg snakkede med Guardiola hver dag. Han ønskede mig tillykke med fødselsdagen. Han var som en far for mig. Han var min far i Barcelona, og han var som min far i City.

- Vi snakkede – vi snakkede hver dag. Han sendte mig beskeder. Alting var klart. Der var en spiller, som skulle til Arsenal.

- Så sagde Wenger til mig, at jeg ikke kunne forlade Arsenal, fordi den anden spiller alligevel ikke ville til Arsenal.

- Pludselig ringede telefonen. ”Alexis, her er nummer syv – klar til dig”, sagde Mourinho til mig.

Sánchez endte med at skifte til Manchester United, hvor José Mourinho på daværende tidspunkt var manager – i en byttehandel med Henrikh Mkhitaryan. Den nu tidligere Arsenal-profil sikrede sig tilmed en gevaldig lønstigning og en ugeløn på knap tre millioner kroner.

På Old Trafford kunne Sánchez som lovet trække en Manchester United-trøje med rygnummer 7 over hovedet, hvorfor han kom i fornemt selskab med blandt andre Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo.

I forlængelse heraf forklarer Sánchez, at det ikke var de mange penge, der lokkede ham til Manchester United, men derimod en drøm om – som den første Chilener – at spille for Manchester United og ydermere med nummer 7 på ryggen.

- Det handlede ikke om penge, så alle ved det. Det var det samme med United, som det var med City. Og han sagde: ”Her er nummer syv, vi spiller i Champions League, og vi har tænkt os at give alt”. Jeg ville væk i det øjeblik, men jeg havde Guardiolas ord.

- Der sagde jeg til mig selv: ”En chilensk fodboldspiller, der spiller for Manchester United – det er aldrig sket før. Med 7’ere såsom Cantona, Beckham, Cristiano Ronaldo og nu en chilener”. Det var en drøm.

Sánchez’ ophold i Manchester United blev en kort fornøjelse. Et år senere blev han sendt på lejeophold i Inter, da han ikke længere befandt sig i Mourinhos kridthus. Det blev til fem mål i 45 kampe for Sánchez hos ”The Red Devils”, inden han blev sendt på lejeophold.

Han vendte ganske vist tilbage et år senere, men han vendte herefter tilbage til Inter, hvor han nåede at spille 109 kampe og score 20 mål.

- Jeg fortryder ikke, at jeg tog til United.

- Ting sker af en grund. Jeg ville gerne have skiftet til City, ja.

- Vi ville have vundet Champions League på nuværende tidspunkt. Jeg ville have udrettet noget i en sådan finale.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER