Daniel Fisker

Dobbelt-rekord skal fejres med kamillete og søvn

Mohamed Salah blev den mest scorende Liverpool-spiller og den mest scorende Liverpool-spiller mod Manchester United, da "The Red Devils" søndag blev ydmyget med cifrene 7-0.
Der var optræk til, at det kunne blive en stor aften for Mohamed Salah, når Manchester United besøgte Anfield søndag aften. Det endte med en 7-0-sejr til Liverpool, og det endte i forlængelse heraf også med at blive en stor aften for Salah.

Den egyptiske raket fandt vej til netmaskerne to gange i udraderingen af ”The Red Devils”, og Salah er nu den mest scorende Liverpool-spiller i Premier League, mens han også er den mest scorende Liverpool-spiller mod Manchester United.

I ugens løb blev Salah spurgt ind til de to rekorder, som var inden for rækkevidde. Han har tilsyneladende haft i tankerne at blive den mest scorende Liverpool-spiller i Premier League, siden han satte punktum for sin første sæson hos ”The Reds”.

- Jeg er bevidst om rekorderne – specielt den her. Det er rigtig specielt for mig, udtalte Mohamed Salah ifølge Liverpool Echo forud for søndagens opgør.

- Da jeg kom hertil, havde jeg scoret 31 mål i min første sæson, og så tænkte jeg ”Jeg vil være den mest scorende spiller for Liverpool i Premier League”.

- Det er noget, som jeg virkelig jagter.

I kølvandet på søndagens 7-0-sejr, hvor Salah som bekendt blev dobbelt målscorer, satte Salah selv ord på, hvordan det føltes at slå to rekorder. Især den nyvundne status som Liverpools mest scorende spiller i Premier League er speciel og skal fejres – med kamillete og søvn.

- Det er meget specielt for mig. Jeg kan ikke lyve, udtaler Mohamed Salah ifølge Mirror.

- Denne rekord har været i mine tanker, siden jeg kom hertil. Jeg har jagtet den rekord, siden min første sæson, så at slå den i dag – imod United og med det resultat – var utroligt.

- Så jeg skal hjem og fejre det med familien, drikke noget kamillete og sove!

Salah står nu noteret for 130 Premier League-mål for Liverpool, hvorfor han ikke længere skal dele rekorden med Robbie Fowler, der står noteret for 128 Premier League-mål for Liverpool. I det samlede målregnskab for Liverpool står Salah nu noteret for 178 scoringer, hvorfor der endnu er et godt stykke vej op til Ian Ruch, der nåede at score 336 mål i 648 Liverpool-kampe.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER