Fodbold nyheder

VM i Qatar - Hvad f… stiller vi op?

Af Anders Mathiasen

Med under en uge til åbningskampen ved VM i Qatar har folkestemningen vedrørende en slutrunde næppe været mere splittet, end den er netop nu. For mens de fleste fodboldspillere, trænere etc. vil have os til blot at fokusere på fodbolden, finder andre - som mig selv - det mere vanskeligt at nyde slutrunden. Så hvad stiller vi op med VM i Qatar, nu hvor det nærmer sig med raske skridt?
Article image
Qatar. Et land med et samlet areal på 11.500 km/2 og godt tre millioner indbyggere beliggende ved den persiske golf klos op ad Saudi Arabien er lykkedes med at få tildelt den største internationale fodboldturnering - Verdensmesterskaberne i fodbold. For selvom Qatar er ligeglade med menneskerettigheder, homoseksuelle og migrantarbejdere har de fået tildelt VM af selveste FIFA - en tilsyneladende bundkorrupt organisation, hvor man ikke kan finde en person indenfor organisationen, som ikke på et tidspunkt har haft noget med FIFA’s møgbeskidte vasketøj at gøre - selvom de mest fremtrædende skikkelser som Sepp Blatter og Michel Platini vil have os til at tro anderledes.


Men hvad stiller vi op som menig mand og dame, der ikke på noget tidspunkt har haft noget med beslutningsprocessen omkring VM i Qatar at gøre - og nok heller aldrig får det? Skal vi læne os tilbage i sofaen og nyde fodboldspillet på banen og glemme alt om, hvad der har ledt op til dette morads af et arrangement midt i ørkenen, hvor det er for varmt at spille om sommeren, mens enorme airconditionanlæg skal køle de nye kæmpe-stadions ned, hvilket belaster klimaet voldsomt? Alt ved slutrunden i Qatar stritter på folk, der går bare en smule op i andre menneskers velbefindende og har en idé om, at man kan ændre verden til noget bedre, ved rent faktisk at gøre noget for det selv. At sige, at det ikke gør nogen forskel, om jeg ser VM eller ej, er som at sige ved et folketingsvalg, at det nok ikke er min stemme, der kommer til at gøre forskellen. Hvis FIFA’s samlede output kan minimeres ved, at flest mulige ikke ser det, er det vel gevinst nok i sig selv?

Det er der angiveligt dog andre, der ikke rigtigt tror på. Sådan må det tolkes, når de fleste folk i DBU, inklusive vores landstræner Kasper Hjulmand, gentagende gange fyrer den følgende frase af: ”Vi kan ikke som individer ændre på om VM i Qatar løber af stablen eller ej, og når vi ikke kan det, kan vi lige så godt nyde fodboldspillet på banen og støtte landsholdet.” Men sådan kan man vel sige med de fleste ting så? Hvad med klimakrisen? Hvis alle tænkte, at det ikke nytter noget, hvad vi selv gør, har vi ikke et sted at leve lige om lidt. Tanken om, at det ikke nytter noget, det vi selv kan gøre, er for mig et eksempel på, at man lægger ansvaret fra sig for at undgå at forholde sig til de problemstillinger, der nu engang findes. Det er naturligvis ikke almindelige mennesker, der er ansvarlige for, at VM skal spilles i Qatar, men derfor behøver vi vel ikke læne os tilbage og nyde showet.

For mit vedkommende tippede bægeret over, da jeg i går så TV2-nyhederne, hvor Rasmus Tantholdt var live igennem fra Qatar. Han reporterede som altid, men blev pludselig stoppet af to herrer fra Qatar, der fortalte ham, at der ikke må filmes på netop det sted, på trods af, at Tantholdt gentagende gange viste sit akkrediteringsskilt frem, hvor der tydeligt stod, at de måtte filme der. Situationen eskalerede, og det endte med, at folkene fra Qatar truede med at ødelægge TV2-folkenes kamera, udelukkende fordi man ikke ville have fremstillet, hvordan forholdende i virkeligheden er i Qatar. Og det er kun en lille del, af det absurde projekt Qatar har gang i, hvor man dikterer, hvad journalister skal skrive om og fængsler dem, der viser noget, man ikke synes om, mens også LGBTI+-personer fængsles og frygter for deres liv, så snart de går udenfor en dør. Folk frygter for livet i Qatar, og vi er ligeglade med det.

Da FIFA angiveligt endnu ikke har lært noget, ser det ud til, at VM i 2030 skal placeres i de tre lande Egypten, Saudi Arabien og Marokko, hvor man går lige så meget op i menneskerettigheder, som man gør i Qatar. Vi er i en situation, hvor FIFA misbruger deres magt til at skrabe penge sammen til deres høje herrer i systemet, der på trods af bestikkelse alligevel går fri i en retssag i Schweiz i sidste ende. Men jeg er ikke bedre end alle andre i sidste ende, for jeg kommer med al sandsynlighed til at se Danmarks kampe ved VM, men kommer jeg til at se samtlige kampe, som jeg normalt ville gøre med stor entusiasme? Nej det gør jeg ikke.


Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik