Daniel Fisker

Buffons VM-kæledægger

Gianluigi Buffon har løftet sløret for, hvem han vil heppe på til VM-slutrunden, hvor Italien glimrer ved sit fravær.
Det er et gedigent bidrag til VM-historien, Gianluigi Buffon har leveret. Den italienske målmandslegende er en af foreløbig fire spillere, som har været repræsenteret ved hele fem VM-slutrunder – i perioden 1998 og 2014 – mens han og ”Gli Azzurri” vandt verdensmesterskabet i 2006.

Der har dog ingenlunde været tale om en VM-dans på roser for Italien, siden Støvlelandet blev verdensmestre i 2006. Den tidligere stormagt på verdensscenen blev slået ud i VM-gruppespillet i 2010 og 2014, mens det ikke lykkedes italienerne at kvalificere sig til VM-slutrunden i 2018.

Selvom Italien vandt den forsinkede EM-slutrunde i sommeren 2021, lykkedes det ikke for ”Gli Azzurri” at vinde playoffkampen mod Nordmakedonien, som kunne have givet adgang til den kommende VM-slutrunde i Qatar.

Buffon er blevet afløst i det italienske landsholdsmål af sin navnebror, Paris Saint-Germain-målmanden Gianluigi Donnarumma, men han er altså ikke i stand til at heppe på sit land ved VM-slutrunden i Qatar, hvor Italien ikke er repræsenteret. Derimod er der flere underdogs i spil, som Buffon har et godt øje til.

- Som sædvanlig, når Italien ikke er med, forsøger jeg at følge med i landshold, hvor mine holdkammerater og venner spiller, eller de traditionelle underdogs, udtaler Gianluigi Buffon ifølge Football Italia.

Næsten 45-årige Buffon slår i øjeblikket sine folder i Parma, hvor han også startede karrieren. Der er ikke en eneste VM-aktuel spiller på Serie B-klubbens holdkort, hvor der ellers er rigeligt af VM-aktuelle nationer at vælge mellem – eksempelvis Argentina, Belgien, Holland, og Polen.

- I forlængelse heraf har jeg altid støttet Cameroon. De har en speciel plads i mit hjerte.

Buffons VM-kæledægge er traditionelt set en underdog ved VM-slutrunderne. Den afrikanske nation, som opnåede kultstatus i 2002, hvor FIFA forbød ”Les Lions Indomptables” at optræde i ærmeløse landsholdstrøjer.

Cameroon er en enkelt gang gået videre fra VM-gruppespillet – i 1990 – men ved den kommende VM-slutrunde er udsigten til avancement begrænset af en svær gruppe, som foruden den afrikanske nation tæller Brasilien, Schweiz og Serbien.

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER