Christian Bang Jensen

Mesut Özil takker af for nu: Ude i ubestemt tid

Tysk-tyrkiske Mesut Özil skriver på Twitter, at han skal opereres i ryggen i weekenden, og det betyder et umiddelbart farvel til resten af 2022/23-sæsonen.
Den tidligere Arsenal-kreatør og nuværende Basaksehir-spiller Mesut Özil er de senere år forsvundet mere og mere ud i fodboldens glemsel. Og nu går der igen lang tid før verden kan nyde den tyske midtbanekreatørs overlegne tekniske evner. Smerter i ryggen og en operation sætter den 33-årige spiller ud resten af sæsonen. Det oplyser han på Twitter.



- Desværre vil jeg være ude i længere tid. Jeg vil få foretaget en operation i weekenden, så jeg endelig kan komme af med mine rygsmerter. Jeg vil gøre alt for at komme tilbage på banen så hurtigt som muligt. Tak til alle for jeres kærlighed og støtte.

Mesut Özil, der har tyrkiske rødder skiftede fra Arsenal, som han kom til i 2013, til Fenerbahce i vinteren 2021, men allerede i sommer valgte midtbanespilleren at søge videre til en af de andre store Istanbul-klubber Basaksehir. Her har han i denne sæson kun fået 21 minutters spilletid fordelt på tre officielle kampe, hvilket maler et billede af en spiller, der er langt fra fordoms styrke.

Mesut Özil slog sit navn fast på den europæiske stjernehimmel i Werder Bremen, som han kom til fra Schalke 04 i 2008. Bare to år senere stod Real Madrid klar og købte stjerneskuddet fra den grønblusede Bundliga-klub. Det var dog småt med succesen i Real Madrid, selvom han var med til at løfte det spanske mesterskab i 2012. På ”Deadline Day” i sommeren 2013 skiftede Mesut Özil til Arsenal, hvor han opnåede 254 kampe over en syvårig periode.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER