Klopp: Vi er stadig interesseret i Carvalho
En aftale så ud til at være på plads, men handlen mellem Fulham og Liverpool gik ikke igennem.
Liverpool så længe ud til at hente Fulhams kantspiller Fabio Carvalho i vinterens transfervindue, men handlen faldt til jorden umiddelbart før deadline. Dette ændrer dog ikke på Liverpools interesse i det 19-årige stortalent.
- Vi er stadig interesseret. Det ville være mærkeligt, hvis vi ikke var det. Det var sent og tæt på vinduets lukning, så det lykkedes ikke at fuldføre handlen, men vi må se hvad der sker, siger Liverpool-manager Jürgen Klopp til BBC.
Den portugisisk-fødte englænder Fabio Carvalho ville være blevet i Fulham uanset om handlen var blevet gennemført eller ej, da der var lagt op til, at kantspilleren skulle fuldføre sæsonen i Championship-klubben på en lejeaftale. Derfor er Fulham-manager Marco Silva ikke nervøs for at få en demotiveret Fabio Carvalho tilbage.
- Dagen efter transferdeadline, så jeg ham med det samme smil, som han altid har. Han kom til træning og kæmpede lige så hårdt som altid, og det er det vigtigste for mig, siger Silva til BBC.