Chelsea forlænger med talentfuld forsvarsspiller
22-årige Trevoh Chalobah har fået forlænget sin kontrakt med London-klubben, så talentet nu er en del af ”The Blues” til sommeren 2026.
Trevoh Chalobah har i den grad grebet chancen hos Chelsea, hvor han i denne sæson har imponeret den tyske manager Thomas Tuchel, som til gengæld har kvitteret med 10 kampe og godt 800 spilleminutter i den blå trøje.
Og torsdag kom endnu en belønning for den flotte udvikling til den 22-årige britiske centrale forsvarsspiller med rødder i Sierra Leone. Han har fået forlænget sin kontrakt så de to parter har papir på hinanden til 2026. Det meddeler klubben på sin Twitter-profil.
It’s a new deal for Trevoh Chalobah! ✍️
— Chelsea FC (@ChelseaFC) November 4, 2021
- Det er surrealistisk. Det er en drøm for mig at underskrive en ny langtidskontrakt med min barndomsklub og forhåbentlig fortsætter drømmen. Det har været en utrolig start på sæsonen, og det var noget, jeg aldrig havde forventet, men det viser bare, at det hårde arbejde, jeg har lagt i det, og at det har betalt sig at blive udlejet, udtaler Trevoh Chalobah til Chelseas hjemmeside.
22-årige Trevoh Chalobah er en af de få, der er kommet hele vejen igennem Chelseas store talentfabrik og ind på førsteholdet – en ære som forsvarsmakkeren Andreas Christensen også har på CV’et. Ligesom sin danske holdkammerat har Trevoh Chalobah dog også været udlejet i flere omgange i løbet af sin Chelsea-tid. I 2018 var forsvarsspilleren forbi Ipswich Town, inden han i 2019 var tilknyttet Huddersfield og i sidste sæson var Trevoh Chalobah en tur forbi Lorient i Frankrig.
Trevoh Chalobah har længe været et stortalent i England, hvilket tre U/21-landskampe og et U/19-europamesterskab med England i 2017 også beviser.