Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

England: Premier League
FT
1 - 2
(0 - 1)
Manchester C
Leeds
F. Torres (76)
S. Dallas (42), L. Cooper (45), S. Dallas (90)
Anders Bjørn

Leeds skabte sensationen mod City på trods af rødt kort

Leeds vandt sensationelt 2-1 ude over Manchester City til trods for at Yorkshire-holdet spillede i undertal hele anden halvleg.
Leeds skulle på udebane i Manchester forsøge at gøre noget ved Premier Leagues suveræne førerhold. I det omvendte opgør i efteråret formåede Marcelo Bielsas hold ellers at tilkæmpe sig et uafgjort resultat i form af 1-1 hjemme på Elland Road.

I kampens begyndelse var det et Leeds-mandskab som spillede friskt til, og som havde tænkt sig at tage kampen op mod Guardiolas tropper. Det var dog ikke et Leeds-hold som praktiserede det sædvanlige intense genpres, som ellers kendetegner måden, hvorpå Bielsa går til modstanderne. Det var dog City som i sædvanlig stil sad på kampen. De blå fra Manchester kørte bolden flot rundt, men de formåede ikke at skabe de mest nævneværdige chancer.

Efter 41 minutters spil slog Leeds så til. Helder Costa blev sendt i dybden på en ellers ufarlig høj bold. Her formåede Leeds-kanten at få bolden godt med, og kunne lægge den af til Patrick Bamford. Her udviste Bamford stort overblik og lagde bolden perfekt til rette for Stuart Dallas, som med et kanonhug hamrede bolden ind bag Ederson via stolpen. Det var dog ikke det sidste drama i første halvleg. I tillægstiden leverede Liam Cooper en voldsom tackling på Gabriel Jesus, og efter Andre Marriner havde gennemset situationen på VAR-skærmen, så omstødte kampens dommer til gule kort til et rødt. Derfor gik Leeds til pause foran 1-0 men med en mand i undertal.

Efter pausen var planen klar for Bielsas Leeds-mandskab. Der var dømt overlevelse, og Leeds-spillerne stod dybt i banen i stort set alle minutter i anden halvleg. Manchester City plejer at være overlegne, når det kommer til at belejre modstanderholdet, men de havde svært ved at skabe de allerstørste chancer mod Leeds, som stod særdeles slagkraftigt i bagkæden.

Efter 75 minutter gik den så ikke længere. Manchester City satte en række hurtige kombinationer sammen, og efter nogle hurtige afleveringer lå bolden for fødderne af Ferran Torres, som kunne sætte bolden ind bag Ilan Meslier i Leeds-målet. På trods af et fortsat City-overtag, så fik Leeds tilkæmpet sig et par gode muligheder mod slutningen af kampen. Især en friløber til Raphinha var særdeles farlig, men Ederson kom godt ud af sit mål, og fik dermed forhindret en overraskende scoring.

I kampens tillægstid skete så det, der ikke måtte ske for Guardiolas mandskab. Stuart Dallas blev sendt i dybden af Alioski og her svigtede nordireren ikke, som flot satte bolden ind under Ederson. Dermed var overraskelsen en realitet, og Leeds og Bielsa formåede at besejre mægtige Man City og Guardiola. Leeds spillede sig dermed op på en foreløbig niendeplads, mens City stadig fører ligaen komfortabelt på trods af dagens nederlag.




MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER