Christian Bang Jensen

Officielt: Tidligere Arsenal-spiller ender i FC Nordsjælland

FC Nordsjælland henter på transfervinduets sidste dag den schweiziske forsvarsspiller med fortid i Arsenal, Johan Djourou.
FC Nordsjælland hiver en kanin op af hatten på transfervinduets sidste dag. Tigerne har skrevet kontrakt med den tidligere Arsenal-spiller Johan Djourou.

33-årige Johan Djourou har i september trænet med i FC Nordsjælland, der også har den tidligere Chelsea-midtbanespiller Michael Essien på lønningslisten. Ghaneseren er blevet en del af trænerteamet frem mod denne sæson.

Johan Djourou kom til Arsenals ungdomsafdeling i 2003, hvorfra han kæmpede sig ind i førsteholdstruppen side om side med sin gode danske ven Nicklas Bendtner.

Her nåede forsvarsspilleren 144 kampe for ”The Gunners” inden karrieren har taget en omtumlet drejning. Først tog Johan Djourou til Tyskland, hvor han repræsenterede Hannover 96 og Hamburg SV i perioden 2013 til 2017. Efter et par år her forsøgte schweizeren at finde lykken hos tyrkiske Antalyaspor, italienske SPAL og senest FC Sion og Neuchâtel Xamax i hjemlandet.

- På dette tidspunkt i karrieren havde jeg flere muligheder. Jeg kunne have valgt pension eller store penge. Men hvad er det vigtigste? For mig var det at finde et match i værdisæt og idéer. I FCN ved jeg, jeg kan bidrage, men jeg kan også selv udvikle mig. For selv om jeg ikke er ung længere, kan jeg stadig lære, fortæller Johan Djourou ifølge tipsbladet.dk og fortsætter:

- Niveauet her har overrasket mig og kan godt sammenlignes med de store klubber, jeg har været i. Detaljegraden i træningerne her minder mig om min tid i Arsenal og Arsene Wenger. Det er på det niveau. Og det er fantastisk for de unge spillere her.

Johan Djourou har ifølge Tipsbladet.dk fået en toårig kontrakt med den danske klub.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER