Jose Mourinho forklarer Eric Diers toiletbesøg
Eric Dier stjal opmærksomheden i tirsdagens Carabao Cup-kamp mellem Tottenham og Chelsea, da han løb på toilet midt i anden halvleg.
Tottenham var undertippede, da ”Spurs” tirsdag aften skulle op imod Chelsea i Carabao Cuppen. Timo Werner bragte Chelsea foran efter 19 minutters spil, hvorfor løbet så ud til at være kørt, indtil Erik Lamela udlignede efter 83 minutters spil. Tottenham sikrede sig herefter avancement i den efterfølgende straffesparkskonkurrence.
Det var dog ikke Tottenhams comeback, som fik mest opmærksomhed i kølvandet på kampen. Tv-kameraerne fangede således Eric Dier storme fra banen, da der var godt og vel et kvarter tilbage af kampen – mens Tottenham fortsat var bagud. Det krævede ikke meget fantasi at forestille sig, hvad der var på færde.
Det gik også op for Tottenham-manageren Jose Mourinho, hvad der var på færde, da Dier forlod banen i utide. Episoden, hvor Tottenham kortvarigt kom i undertal, fik Mourinho til at løbe efter sin spiller, hvilket den portugisiske manager i kølvandet på kampen har givet en forklaring på.
- Han var nødt til at løbe. Der var ingen andre muligheder. Han var nødt til at løbe, udtaler Jose Mourinho ifølge Express.
Tirsdagens storkamp i Carabao Cuppen var Eric Diers anden fodboldkamp på godt og vel 48 timer. Eric Diers toiletbesøg skal ifølge Mourinho tilskrives denne overbelastning af Tottenhams defensive dynamo, som nu kan se frem til at blive sparet, når ”Spurs” torsdag aften tager imod israelske Maccabi Haifa i Europa League.
- Måske er det normalt, når man er totalt dehydreret, når man ikke har noget tilbage i sine muskler, hvilket var tilfældet her. Jeg vidste, at han var nødt til at løbe, men jeg forsøgte bare at skynde lidt på ham, så vi kunne få ham tilbage til at spille resten af kampen. Han er et fantastisk eksempel for alle, da han spillede de to kampe. Selvfølgelig bekymrer fodbold-myndighederne sig ikke om spillere – det gør jeg. Derfor kan Eric Dier selvfølgelig ikke spille kampen på torsdag.
Tottenham er nu klar til kvartfinalerne i Carabao Cuppen, mens torsdagens opgør mod Maccabi Haifa kan bane vejen til gruppespillet i Europa League. Eric Dier blev sparet i Tottenhams seneste Europa League-kvalifikationskamp mod Shkendija. Derudover har den 26-årige englænder hidtil spillet samtlige minutter af denne sæson.