Midtjylland med smal arbejdssejr over Randers FC
FC Midtjylland skulle for anden kamp i træk i 3F Superligaen ikke bruge mere end et enkelt mål for at sejre. I dag gik det ud over Randers FC på MCH Arena.
FC Midtjylland tog i lørdagens 3F Superliga-kamp hjemme imod Randers FC, der havde fået en god start på denne 3F Superliga-sæson efter fire point i de første to kampe. Noget overraskende havde dagens gæster fra Kronjylland et point mere end de danske mestre, og kampen blev da også en ganske jævnbyrdig affære. Midtjylland var i dagens kamp uden blandt andre Sory Kaba, Alexander Scholz, samt Jens-Lys Cajuste.
Der skulle dog ikke gå mere end seks minutters spil før, at de danske mestre planmæssigt kunne bringe sig i front, da Midtjylland-bulgareren Bozhidar Kraev bragte hjemmeholdet på sejrskurs. Med det tidlige mål i mente kunne man godt frygte, at midtjyderne vil køre de kronjyske gæster over, men sådan skulle det bestemt ikke forløbe.
Randers FC gav et reservespækket dansk mesterhold kamp til stregen i hele kampen, og kronjyderne var især farlige på omstilinger. Første halvleg var generelt en åben affære, og Midtjylland fik aldrig for alvor fuld kontrol over kampens forløb, men formåede dog alligevel at holde gæsterne fra de helt store målchancer i kampens første 45 minutter. Begge mandskaber gik til pause med en stilling på 1-0 til hjemmeholdet, og alt var derfor åbent forud for anden halvlegs begyndelse.
Anden halvleg startede en smule rodet, og ingen af mandskaberne satte sig for alvor på spillet. Midtjylland havde fortsat ikke kontrol over kampen, og faktisk var det Randers FC der i flere perioder af anden halvleg satte sig på spillet. Efter 58 minutter fik Randers FC en særdeles god mulighed, da Mistrati kom fri i feltet, men desværre for gæsterne blev Mistrati´s forsøg blokeret, og stillinger var derfor fortsat 1-0 til hjemmeholdet.
Randers FC fortsatte med at lægge pres på Midtjylland, og det tegnede til at blive en lang anden halvleg for det reservespækkede hjemmehold, der fortsat kæmpede med at få bragt kontrol over kampens forløb.
Alt var åbent helt hen mod kampens slutfløjt. Det var tydeligt, at FC Midtjylland blot forsøgte at forsvare denne sejr hjem, og hjemmeholdet skabte nærmest ingenting i hele anden halvleg. Med andre ord var det en af de tungere dage på kontoret for de danske mestre, der i midtugen skal spille klubbens nok vigtigste kamp, når de hjemme møder Slavia Prag i en direkte duel om at komme i Champions League.
I kampens overtid begyndte kampen at bølge mere frem og tilbage i takt med at Randers FC skulle satse mere i håb om at komme fra Herning med point, og i det første minut af anden halvlegs seks minutters overtid var Lasse Vibe tæt på at kunne sparke midtjyderne til sejr, men ind kom bolden ikke desværre for Vibe og Midtjylland, og uhyre spændende minutter var forud.
Randers FC pressede fortsat på med alt hvad de havde, men den helt store mulighed udeblev, og Midtjylland kunne dermed glæde sig over en vaskeægte arbejdssejr på en svær dag på kontoret.