Torsten Brix

Værste La Liga-udsigter siden 2010… eller er det værre?

Hvor mange La Liga-klubber må lade livet efter corona-krisen… meget er kaos i det hektiske land med de voldsomme temperamenter.
For ti år siden skabte det spanske landshold store triumfer, men i den nationale liga var flere klubber under et voldsomt økonomisk pres. Ifølge Deloitte havde datidens klubber en gæld på vanvittige 26 mia. kroner, og derfor er det vist godt, at corona-krisen først kommer i starten af 2020 i stedet for 2010’erne. Om dette siger La Ligas kommunikationschef Joris Evers ifølge Jyllands-Posten:

- Krisen vil selvfølgelig få stor økonomisk indflydelse på klubberne, men det arbejde, der er gjort fra La Ligas side for at stabilisere den økonomiske situation for klubberne, har givet dem et stærkt fundament til at stå imod de finansielle udfordringer af krisen. Der er ingen tvivl om, at hvis dette var sket for 10 år siden, havde det været helt katastrofalt for La Liga-klubberne.

- Det var en katastrofal situation. Spansk fodbold var reelt på randen af kollaps, mange klubber stirrede afgrunden i øjnene, og to af tre klubber var sat under administration. Det var en meget svær situation.

I de sidste dage er La Liga startet op igen efter corona-krisen, men hvad venter i La Ligas nærmeste fremtid? Corona-krisen kommer til at gøre ondt, da Spanien nærmer sig 30.000 dødsfald, og især de største spanske byer – hvor langt de flere La Liga-klubber er - har været voldsomt ramt. Økonomien i disse byer og deres fodboldklubber er slået langt tilbage i tiden – måske helt tilbage til krisen i 2010 efter den verdensomspændende økonomiske krise i 2008 og 2009.

Derudover har Financial Fair Play-reglerne de senere år ramt La Liga hårdt, da flere klubber har haft problemer med at få overskud på driften, og de nye ejere har ikke kunnet ”pumpe” nye penge ind i klubberne, uden det ville give problemer med FFP-lovgivningen. Det har ramt en klub som Valencia, hvor der var mulighed for økonomiske indsprøjtninger fra Singapore for fem år siden.


Kaos på Camp Nou
Situationen i Barcelona efter Corona-åbningen virker til at være den værste, og klubben virker næsten kaos-belagt. Præsidenten gør alt for at holde fast i den smule magt, som han stadigvæk har i klubben. I januar blev træner Ernesto Valverde fyret efter deres bedste kamp i sæsonen og efterfølgende afviste klublegenden Xavi at tage jobbet – i medierne. Sportsdirektøren Eric Abidal er voldsomt presset og flere trænere har afvist at komme til klubben blandt andet den hollandske landstræner Ronald Koeman, Mauricio Pochettino og Thierry Henry. Barcelona endte med at ansætte Quique Setien, og det virkede ikke til, at superstjernen Lionel Messi var utilfreds med alt, da han i februar sagde, at der ikke ”var andet end problemer i klubben”.

Denne status om Barcelona giver et billede af, hvilket kaos der er i La Liga og Spanien for tiden. Pudsigt nok valgte den spanske regering at åbne op for turisme og fodbold som noget af det første i landets genåbning. Den fodboldglade nation skulle igen have muligheden for at se deres elskede hold og dermed få noget passion og glæde tilbage i befolkningen, men klubbernes tilstand giver bare et andet billede af en liga med større bekymringer end glæde.

Den 10. februar 1929 blev den første kamp spillet i La Liga, der dengang bestod af ti hold – Barcelona, Real Madrid, Athletic Bilbao, Real Sociedad, Arenas Club de Guecho, Atlético Madrid, Espanyol, CD Europa, Real Union og Real Santander.

Athletic Bilbao, Real Madrid og Barcelona er de eneste hold, der været i rækken i alle årene – og det har skabt en unik historie, men i fremtidens historiebøger vil corona-virussen blive nævnt, og de næste måneder vil give en indikation af, hvad der skal stå i disse bøger. For fremtiden kan meget vel blive endnu værre end for ti år siden, hvor alt var helt sort i La Liga.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER