Kokaindømte Ilsø stopper karrieren
Ken Ilsø startede karrieren med lyn og torden i Danmark, men nu afslutter han den på baggrund af en skandale.
Ken Ilsø lægger støvlerne på hylden. Det sker efter, at han er blevet testet positiv for benzoylecgonin, der er bedre kendt som et biprodukt af kokain.
Den tidligere FC Midtjylland-spiller har fået en karantæne på to år og ser derfor ingen grund til at fortsætte karrieren.
- Min fodboldkarriere har bragt mig rundt omkring i verden. Holland, Tyskland, Kina, Singapore, Malaysia og senest Australien. Det har været berigende, og jeg har tillært mig flere sprog. Til sidst blev det dog også ensomt altid at rejse rundt alene. I Australien blev ensomheden for overvældende og i et forsøg på at slippe væk fra virkeligheden for et øjeblik, tog jeg en elendig beslutning. Jeg fortryder det, men jeg står også ved min handling og lever med konsekvenserne, siger Ilsø til spillerforeningen.dk og fortsætter:
- Det var selvfølgelig ikke sådan, jeg havde regnet med, at jeg skulle slutte min professionelle fodboldkarriere. Men det er, som det er, og det bliver, som det bliver. Nu ser jeg fremad, og tiden er inde til livet efter fodbold. Jeg er startet på et studie, og jeg vil bruge den næste tid på at finde ud af, hvad jeg gerne vil lave fremadrettet.
32-årige Ilsø brugte ikke benzoylecgonin for at fremme sine præstationer på banen. Det oplyser Australian Sports Anti-Doping, der står for karantænen.