Torsten Brix

Danmarks største fodboldfarce

Dansk fodbold er bombet tilbage til stenalderen – og de griner af os i udlandet… få det nu stoppet.
- Hvis skyld er dette? Og hvad mener du om det?

Disse to spørgsmål har jeg fået et utal af gange den sidste uge om kendsgerningen, at Danmark stiller op med ”Røven af 2. Division” til landskampen imod Slovakiet. Hvad skal man svare? Hvem er de skyldige… Indkast.dk prøver at sætte og finde forklaringer på den største fodboldfarce i Danmarks historien…

PENGE… dette er, hvad krisen handler om. Selvom alt i denne sag er meget komplekst, kan der ikke være to meninger om, hvad bundlinjen af problemet er. Det handler om, at spillerne vil have flere penge – måske igennem mere lempelige rettigheder sådan, at de kan få mere ud af deres sponsoraftaler eller muligheden for fælles at alliere sig og stå stærkere fælles overfor DBU.

Dette har tilsyneladende været vigtigere end at spille i den røde landskampstrøje, og det er her, at kæden hopper af for rigtig mange danskere. For hvordan kan de meget velhavende fodboldsspillere bede om mere, som f.eks. Christian Eriksen, der tidligere på ugen har sagt følgende til Ekstra Bladet:

– Vi har set, at DBU forsøger at fortælle en historie om os spillere, at vi er grådige og skal tænke på andet end vores egen pengepung. Jamen, det er da os spillere, der hvert år spiller et kæmpestort millionoverskud hjem til DBU… DBU fortæller gerne i medierne, at nu skal vi også se på sammenhold, fællesskab og solidaritet – som om vi er helt ligeglade med helheden. Det er underligt at se DBU helt glemme, at alle de penge, de kan bruge på projekter med børn og breddefodbold jo faktisk kommer fra de resultater, som vi på landsholdet præsterer. Det behøver DBU såmænd ikke takke os for at gøre, for vi er stolte over at kunne hjælpe helheden i dansk fodbold, men det er lavt at male et falsk billede af os som skurke.

Sådan sagde Eriksen, da konflikten var på det højeste – men lad os nu lige slå fast, at Christian Eriksen for tiden høster en ugeløn i Tottenham på omkring en million kroner. Den tager vi lige igen – altså en årsløn på ca. 50 millioner kroner.

Alene kendskabet til denne løn gør, at langt de fleste danskere sikkert mener, at DBU's penge ikke burde gives til disse i forvejen stenrige fodboldspillere, men i stedet bruges på at forbedre forholdene for alle i dansk fodbold. En vigtig pointe – måske en af de mest afgørende og meget hemmeligholdte – er, hvad andre landshold gør. De engelske landsholdsspillere vælger f.eks. ikke at modtage deres løn fra det engelske fodboldforbund.

Alle spillernes landsholdsløn går til vedgørende formål som ”The Bobby More Fund for Cancer”, Wellchild og Help Harry. Og ikke nok med, at spillerne giver deres løn til disse organisationer, flere af spillerne hjælper også organisationerne. På lørdag skal det engelske landshold spille imod Spanien, og til den kamp er Tottenham-spillerne Danny Rose, Kieran Trippier, Dele Alli, Eric Dier og Harry Kane udtaget – alle holdkammerater med Christian Eriksen.

Flere af disse spillere får ikke den løn af klubben, som danskeren gør, men alligevel vælger de altså at betragte det at spille på landsholdet som en gigantisk ære og gør det endnu smukkere ved at donere deres løn videre til dem, der har mere brug for det.

Så kære Christian Eriksen… I kommer altså til at fremstå som grådige. Ikke kun i forhold til dine holdkammerater, men også når man kigger på de landshold, som vi normalt sammenligner os med. I Holland modtager landsholdsspillerne kun løn, når de kvalificerer sig til en slutrunde – hvilket også er tilfældet i Tyskland. Altså de får ingen løn for at spille kvalifikations- eller venskabskampe. For disse spillere er der sikkert andre ting, der tæller. Her er drømmen om at spille på landsholdet vægtet højere end penge, hvilket de danske spillere har valgt ikke at gøre - i samarbejde med Spillerforeningen, der har fået alt for meget magt de senere år.


Et år var ikke nok – til at blive enige
Det virker til, at kvindelandsholdet har fortrudt den magt, som de har givet til Spillerforeningen. DBU og kvindelandsholdet havde stortset en lignede konflikt for et år siden, hvilken endte med et skrivebordsnederlag på 0-3 efter en aflyst kamp imod Sverige. Det nederlag bider nu kvindelandsholdet i halen, så de måske ikke kvalificerer sig til deres kommende slutrunde. Deres store profil Nadia Nadim har tidligere slået fast, at hvis ikke de to parter kunne forhandle og nærme sig, så skulle de fjernes fra deres post.

Allerede ved kvinderens konflikt kom det frem, at herrelandsholdet kunne havne i samme situation om et år. Altså har Spillerforeningens formand Mads Øland haft et år til at lande denne aftale, uden det er lykkedes. Alene dette bør diskvalificere ham som forhandler – hvilket Nadim vist også mener. Derudover er den anden part… DBU naturligvis også skyldig i, at situationen har udviklet sig, som den har.

DBU's elitechef Kim Hallberg undskyldte på pressemødet og kaldte det for ”en sort dag”, hvilket næsten er en underdrivelse. Kigger man i Europas største sportsaviser, er historien næsten den sammen – nemlig, at det danske landshold er taget til Slovakiet-kampen med en flot futsal-spillere, fordi sommerens VM-deltagere vil have mere i løn.

Flere steder bliver det fremstillet komisk, men sagens alvorlig kan blive meget alvorlig for DBU. For hvad nu hvis UEFA – der ofte er koldere end jordbæris - vælger at give strafpoint til det danske landshold i EM-kvalifikationen, og det danske landshold dermed ikke kvalificerer sig til slutrunden?

Konsekvenserne af dette vil være gigantiske, og derfor er det ganske besynderligt, at DBU ikke accepterede spillernes tilbud om at forlænge den eksisterende aftale med en måned, så der var endnu mere tid til at indgå en aftale og ikke ende i denne groteske situation.

Så begge parter er skyldige i denne sag. Mest vigtigt er at slå fast, at landsholdsudtagelser ikke er ansætteforhold – men en æressag, som langt de flest i Danmark drømmer om at prøve. Tidligere har DBU afvist at være arbejdsgiver for spillerne, hvilket i bund og grund handler om ansvar. Dette var også tilfældet for pigerne, som endte op med en ”neutralitetsaftale”.

Hele tankegangen om, at DBU er arbejdsgiver for landsholdsspillerne, giver ingen mening, da de jo er ansat i klubberne. Netop dette har flere eksperter – ifølge Jyllands-Posten – gjort til konfliktens hårdknude. Altså at DBU ikke vil være arbejdsgiver og at spillerne dermed mister deres ret til at have en forening.

Såfremt de ikke har en forening, kan de blive anklaget for karteldannelse og bryde konkurrenceloven samt miste retten til at lave kollektive aftaler. Men disse kollektive aftaler handler ofte om én ting, hvilket tager os tilbage til starten af artiklen – nemlig PENGE!

At deltage på landsholdet skulle efter min vurdering gøres ganske frivilligt, da det ikke er spillernes levebrød. De må meget gerne flyve på førsteklasse, have deres egen kok med til slutrunderne, de bedste behandlere og trænere samt alt andet for at forbedre deres præstationer, men penge det mangler de ikke – så stop jagten på dem og stop så den fodboldfarce – NU!

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER