Torsten Brix

Hvad sker der - og skal sker i Real?

Indkast.dk har kigget nærmere på den formsvage kongeklub… blandt andet på stillingen, træner Zidane, de manglende mål, problemet Ronaldo, nederlaget til Leganes samt lidt om fremtiden.
Stillingen i La Liga
1. Barcelona – 57 point
2. Atletico Madrid - 46 point
3. Valencia – 40 point
4. Real Madrid – 38 point

Smertefuld læsning som jo pt. er det altoverskyggende problem. Hullet på 19 point til rivalerne fra Barcelona er gigantisk og er vel ikke bare et hul – men næsten en kløft. Prøv at overveje hvad der var sket, hvis der var Barcelona, der var bagefter med 19 point med tanke på salget af Neymar. Et andet tankeeksperiment er også meget rammende. Real Madrid er lige nu præcis ligeså tæt på nedrykningsstregen, som de er på Barcelona. I den forbindelse var det naturligvis skidt, at de kort før jul tabte 0-3 til Barcelona på hjemmebane.

Tænk sig hvis Real Madrid ikke skulle kvalificere sig til Champions League… de skulle jo helst ikke ende som Arsenal – altså uden for Top4.


Otte er ikke nok
Ikke en eneste Real Madrid-spiller har scoret mere end otte La Liga-mål i denne sæson – altså efter deres 21 kampe. På den spanske topscorerliste har Real Madrid ikke en eneste spiller blandt de øverste ti, og den centrale angriber Karim Benzema har lavet to mål.

Topscoreren er ikke overraskende Cristiano Ronaldo med de otte mål. Han har lavet et mål for hvert 188 minutter. Til sammenligning har Barcelonas centrale midtbanespiller Paulinho blot brugt 149 minutter og den evige rival – Lionel Messi – 98 minutter pr. mål, og glem nu ikke, at Ronaldo er Real Madrids topscorer, så otte mål er ikke nok.


Zero from Zizou
Hvis ikke Ronaldo har hovedrollen i Real Madrids krise, så har træner Zinedine Zidane. Den tidligere så anerkendte træner og klublegende virker fuldstændig ideforladt, en smule opgivende og handlingslammet. Hvorfor, at ”Kongeklubben” ikke handlede voldsomt i det netop overståede transfervindue, er en stor gåde, og måske havde Zidane slet ikke gjort sig overvejelser om dette. Længe har Pierre-Emerick Ambeyang været rygtet til Real Madrid, men alligevel endte han i Arsenal, som ikke betalte ret meget for angriberen sammenlignet med, hvad den spanske hovedstadsklub plejer at købe spillere for.

Men ikke kun på transfermarkedet har Zidane været passiv. Han fortsætter med at vælge de samme underpræsterende spillere og skifter sjældent ud, før der er spillet 70 minutter af kampene. Det er ikke godt, og den dobbelte Champions League-vinder lever i den grad på disse meritter.


Leganes
For fire år siden var Leganes placeret i den tredjebedste spanske fodboldrække, men alligevel sendte de Real Madrid ud af den spanske pokalturnering, selvom Zidane blandt andet brugte spillere med fodboldklingende efternavne som Asensio, Varane, Kovavic, Modrić, Isco, Ramos og Benzema.

Leganes har plads til 12.000 tilskuere, og mange af disse vil næppe glemme det historiske resultat med det første.


Problemet Ronaldo
Som tidligere nævnt er Ronaldo i gang med den værste sæson i tolv år, og hans mål pr. kamp er støt faldet siden 2014/15-sæsonen. Fortsætter Ronaldo dette, vil hans eftermæle blive forringet meget i Real Madrid, men tør de sælge ham i Madrid?

Et af problemerne med Ronaldo er en efterhånden belastende dåbsattest, men også hans magt i Real Madrid. Ifølge spanske medier har Ronaldo været med til at bestemme, hvem der skal købes og hentes til klubben. Så kan man vist ikke have mere magt?

Netop indkøbene har ikke været for gode på det seneste. Sommerens indkøb – Theo Hernández og Dani Ceballos – har næsten ikke spillet i denne sæson.


Fremtiden
Redningen eller vendepunktet for Real Madrid på den korte bane kan blive i Champions League, men problemet i den forbindelse er blot, at modstanderen er formstærke PSG. Stiller man de to hold op imod hinanden, så ligner det absolut ikke en samlet sejr til Real Madrid.

På den lidt længere bane virker det for tiden ikke til, at Zidane har den store fremtid i klubben, men hvem skal så afløse ham? Tottenhams argentinske manager Mauricio Pochettino eller træneren fra Serie A-overraskende tophold Napoli – Maurizio Sarri - kunne være muligheder, men et trænerskifte gør det ikke alene. Der skal købes ind… meget stort ind og gerne fra England.

Kunne man hente et par stykker fra trioen - Harry Kane, Eden Hazard og David De Gea – ville det være solide forstærkninger, men om disse spillere overhovedet er til salg, er jo en anden snak. Helt sikkert er det dog, at det ikke bliver let at rejse Real Madrid igen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER