Torsten Brix

Davinson Sánchez – Monster eller Baresi

Tottenham slog deres klubrekord, da de forstærkede sig i sommer, men det var med en… forsvarspiller.
- Min jobbeskrivelse er forsvarsspiller… så jeg skal bare holde de andre fra at lave mål…

Så kort var svaret til Daily Mails Adam Crafton, da journalisten som en af de første fik lov til at interviewe Tottenhams nye storindkøb… Davinson Sanchez. Den colombianske forsvarsspiller var kortfattet i store dele af interviewet, indtil han kom til at tale om sin inspiration. Så kom tungen på gled, og den 21-årige sagde blandt andet:

- Mit største idol er den italienske legende Franco Baresi. Jeg er for ung til at have set ham spille live, men jeg har downloadet mange kampe og videoer med ham for at lære af ham. Hans samarbejde med Paolo Maldini er cremen af forsvarsspil. De kunne ikke bare forsvare, men var også rigtig gode med bolden.

Dette var noget af det første, som Sánchez sagde til de engelske medier, der havde hungret efter at komme i snak med Tottenham-nyindkøbet til 350 millioner kroner. For imens manges øjne var på London-holdets sprudlende offensiv, så blev defensiven i den grad styrket, da Tottenham slog deres transfer-rekord og hentede Sánchez i Ajax.


Jaap Stam eller bare et monster?
I Amsterdam havde klublegende Ruud Gullit kaldt Sánchez for ”den bedste forsvarsspiller i klubben siden Jaap Stam” og Dortmund-træneren Peter Bosz, som havde Ajax i sidste sæson, mente, at Sánchez var et ”monster”.

Store ord om Sánchez der blot havde været en enkelt sæson i Ajax, efter den hollandske storklub havde hentet ham i den colombianske klub – Atlético Nacional – for blot 35 millioner kroner.

Så en god handel for Ajax, men også et godt køb for Tottenham, for Sánchez har taget Premier League med storm. I sine første tre kampe for ”Spurs” lukkede holdet blot et mål ind, og en af kampene var endda i den imponerende sejr over Dortmund i Champions League. Så Sánchez har taget Premier League med storm i en næsten kometagtig karriere.



Dårlige busforbindelse har givet bedre disciplin
Sanchez er født i den colombianske by – Caloto, som blot har 30.000 indbyggere, men byen er kendt for at være en af de mest brutale guerilla-zoner i det urohavede land. Hans forældre ønskede for alt i verden, at deres søn skulle få de bedste muligheder, så de tog ekstra jobs, for at han blandt andet kunne komme på fodboldskolen ”America de Cali”. Skolen lå to timer fra deres hjem med offentlig transportmidler, som var helt anderledes end i den engelske hovedstad.

- Det er pudsigt i London… hvis man ikke når en bus, er det ok. Der kommer en ny om to minutter. Hvis du missede en bus, der hvor jeg kommer fra, så kunne der gå store dele af en dag, inden den næste bus kom. Det er ting som dette, der har hjulpet mig til at få en bedre disciplin, slår Sánchez fast.

Barndommen for Sánchez har været utryg, selvom forældrene forsøgte at skabe noget andet, men området var simpelthen for farligt, og de dage, det var værst, måtte Sánchez ikke forlade deres hus. Disse oplevelser har sat spor i Sanchez, der har oprettet en fond, der skal hjælpe unge mennesker til at komme til at lave sport, hvilket han beskriver på følgende måde:

- Alle unge mennesker elsker at spille Playstation, men det skal de ikke gøre hele dagen. De skal uddannes og have muligheden for at komme ud og spille fodbold. Det handler ikke om at producere fodboldspillere i verdensklasse, men om at introducere dem til et bedre liv.


Afviste Barcelona efter ophold i Pablo Escobars klub
Efter en periode på fodboldskolen América de Cali blev Sánchez hentet til Atlético Nacional. En klub som narko-baronen Pablo Escobar var flettet ind i tilbage i 1980'erne. Som 16-årig gjorde Sánchez det så godt for klubben, at han endte i Ajax, efter han havde afvist Barcelona, da han ikke ønskede at spille for klubbens andethold.

I stedet valgte han Ajax, som han tilspillede sig Europa League-finalen sammen med, hvilket frembragte stor interesse for den blot 185 cm høje forsvarsspiller, og Mauricio Pochettino blev afgørende for valget af klub – for Sanchez, som har taget Premier League med storm.

I hans første 721 minutter i verdens hårdeste fodboldturnering blev der blot scoret fem mål imod det forsvar, som Sánchez var en del af, men så kom London-derbyet imod Arsenal. Her begik Sánchez et frispark på Arsenals Sánchez – mente dommeren. Det var der ikke, og det blev kostbart, fordi rivalerne scorede efterfølgende.

I netop disse mand og mand-dueller har Tottenhams unge forsvarsspiller ellers set stærk ud – jah han har næsten lignet et elegant monster som selveste… Franco Baresi, cremen af forsvarsspil.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER