LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Torsten Brix

Indisk vokseværk

Mange profiler slutter karrieren i Indien, hvor udviklingen minder om Kina med voldsom fremgang i interessen, rige klubejere og sjove fodboldnavne.
Da Indian Super League (ISL) åbnede for sæsonen for et par uger siden, blev det starten på yderligere en opgradering af den storvoksende turnering. Turneringen var blevet udvidet fra otte til ti hold samt blevet ændret til, at turneringen varede i fem måneder imod de ti uger, som var den vanvittige turneringsform sidste sæson.

Derudover bliver ISL ikke længere betragtet som en ”side-turnering med stor underholdningsværdi” i forhold til den oprindelige bedste række i landet I-League, og der er allerede nu forslag om, at turneringen skal udvides til 18 hold. Udviklingen sker, da der er kommet et globalt fokus på turneringen, efter den er blevet beriget med stenrige klubejere, tidligere fodboldprofiler og kulørte trænernavne.

Danske Mads Junker og Morten Skoubo har været i indisk fodbold sammen med en masse andre kendte navne som blandt andet den tidligere verdensmester Joan Capdevilla, franskmændene Robert Pires og David Trezeguet eller Luís Garcia, Frederik Ljungberg og den tidligere AC Milan-spiller Alessandro Nesta – der blev genforenet med sin tidligere landsholdskollega Marco Materazzi, som var spillende træner i Chennaiyin FC.

Alene Chennaiyin FC har haft spillere som Elano, Mikael Silvestre og Eric Djemba-Djemba – men samlet set er det spillere, som skal presse den sidste økonomiske gevinst ud af karrieren, og der har været og er mange penge i klubberne.


Vil over 1.200.000.000 se fodbold?
I-League havde i gennemsnit under 5000 tilskuere til deres kampe, mens ISL har haft over 20.000, og klubberne er blevet forgyldt af den meget gunstige tv-aftale, som er blevet lavet i den folkerige nation – og med den mulige udvidelse af turneringen kan det blive endnu bedre.

Men det betyder ikke nødvendigvis mange flere udenlandske spillere. Klubberne må nemlig kun have otte udenlandske spillere i truppen, og de skal altid have seks nationale spillere på banen – hvilket naturligvis har skabt en voldsom kamp om at sikre sig de bedste indiske spillere.


Hvem vinder slaget om Indien?
Den netop startede sæson er den fjerde for ISL, og af de tre mesterskaber har den spansk-inspirerede Atlético De Kolkata vundet de to. I sommer solgte den spanske hovedstadsklub Atlético Madrid 25 % af deres ejerskab, og Manchester United-legenden Terry Sheringham blev hentet til klubben. Derudover blev Ashley Westwood assistent-træner, og han har et helt unikt kendskab til indisk fodbold, da han var ansvarlig for Bengaluru, der vandt I-League i 2014 og 2016. Nu forsøger klubben sig med et meget engelsk præg blandt andet med de tidligere Premier League-spillere Robbie Keane og Jussi Jaaseklainen.

Længere mod syd i det store land har klubben Kerala lavet et mindre scoop ved at få Dimitar Berbatov til klubben, der har plads til 50.000 tilskuere på deres stadion. Bulgareren bliver dermed genforenet med sin tidligere holdkammerat Wes Brown og træner Rene Meulensteen med fortid i Manchester United – og Brøndby.

Indien er et gigantisk land med over en milliard indbyggere, men også med over 100 forskellige sprog, og arealmæssigt er det verdens syvende største land. Interessen for fodbold har vokseværk – gad vide, hvordan det slutter.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder