Jonas Knudsen

Nu må Real Madrid af med Bale

Bale leverede endnu en anonym præstation mod Valencia, mens Marco Asensio tog det offensive ansvar på sine skuldre. Et hovedbrud for Zidane.
Det offensive hierarki stod klokkeklart for enhver, der så Real Madrid tage imod Valencia sent søndag aften i den sidste kamp i La Ligas anden spillerunde. Øverst er Cristiano Ronaldo, som er ude med karantæne efter det kontroversielle dommerskub i Supercopa-kampen mod FC Barcelona, og dernæst må naturligvis komme Marco Asensio.

Asensio okkuperede i kampen en af de tre angrebspositioner i Zidanes 4-3-3-system, hvilket han gjorde sammen med de mere rutinerede stjernespillere Karim Benzema og Gareth Bale. Lad os lige vende dem engang, inden vi vender tilbage til Asensio - ellers risikerer vi helt at glemme dem.

Franskmanden Karim Benzema har gennem længere tid været en omdiskuteret figur på Santiago Bernabéu. I går hørte man da også i en periode en del af hjemmepublikum synge "hasta luego," altså "vi ses" eller "på gensyn." Rettet mod Benzema.

Benzema er - ganske retteligt - blevet kritiseret for sin skarphed foran mål. Kritikerne mener simpelthen, at han ikke scorer nok mål af en spidsangriber for Real Madrid, og de har til dels en pointe. Benzema har i sin Real Madrid-tid brugt 136 miuntter per scoring. Før ham brugte Higuaín 131, Ruud van Nistelrooy 121, mens Real Madrid-helten over dem alle Raúl brugte 186 minutter per scoring i sin lange Real Madrid-karriere.

Og her kommer vi så til Benzema-forsvarernes pointe. Præcis som Raúl var det, er Benzema ikke "blot" en målscorer. Hans rolle går langt ud over det, særligt under Zidane. Når Modrić, Isco og Kroos søger bredt for at skabe plads til at sætte spillet, dukker Benzema op som en spilstation i tomrummet på midtbanen, og det gør han fremragende. Deri ligger hans åbenlyse værdi for Real Madrid.

I kampen mod Valencia kostede han dog dyrt, og det forsøgte Zidane ikke at lægge skjul på ude på sidelinjen. Kort efter Asensios frisparksudligning formåede Benzema at ramme forbi målet, som ellers stod helt fuldstændig åbent for ham. En simpel indersideafslutning forbi en sagesløs Neto, og Real Madrid havde fået de tre point. I stedet sendte Benzema sin beskytter og chef Zidane i knæ på sidelinjen, hvor han med knyttet næve bankede frustreret i Bernabéus græstæppe.

Zidane udtrykte klart sin frustration, og det var formentlig primært en frustration rettet mod de to point, Benzema kunne have sikret, men som han ikke formåede at give sin træner. Men måske bundede Zidanes tydelige frustration i en anden og dybere bekymring: selveste BBC.

Mens Benzema i kampen mod Valencia trods alt leverede en del af de ting, han ofte roses for, ligesom han kom til fine afslutninger og gode chancer, var det andet B i BBC endnu engang fuldstændig fraværende.

Da Bale efter 74 minutter blev skiftet ud, til en veritabel pibekoncert i øvrigt, til fordel for Lucas Vázquez, måtte undertegnede lige blinke med øjnene en gang derhjemme i lænestolen. Var Bale på vej ud? Havde han overhovedet været inde?

Det havde han. Og javist, han kom til en enkelt forkølet hovedstødsafslutning, men det stod igen bidende klart, at Bale ikke formår at sætte et aftryk på Real Madrids hold - i hvert fald ikke i de kampe, som Real Madrid har flest af. De kampe, hvor Real Madrid dominerer spillet, hvilket de i højere og højere grad er begyndt at gøre. Bales spilforståelse og tekniske niveau i de små rum er simpelthen ikke godt nok. Han skal have plads, eller han skal serviceres i feltet. Det sidste kan han godt forvente i Real Madrid, men pladsen er sjældent det, Real Madrids offensive spillere får mest af.

Følelsen af at Bale havde været usynlig var i øvrigt ikke ny. Når han ikke var skadet, var det ofte samme fornemmelse, man sad tilbage med i sidste sæson, og det gjorde sig også gældende i Supercopa-kampene med FC Barcelona. Selvom Real Madrid i perioder var decideret overlegne i de to kampe, var Bale ikke for alvor en faktor, et bekymrende faktum.

Spørgsmålet - som undertegnede vil besvare med en negativ i den nuværende situation - er derfor, om Bale overhovedet er god for Real Madrids trup. Og her kommer vi så tilbage til Marco Asensio.

I går var det nemlig Asensio, der var øverst i Real Madrids offensive hierarki. Da han efter ti minutter erobrede bolden fra Kondogbia, kunne han både have spillet den til Bale eller Benzema i fine positioner. I stedet løb han selv uden om det halve Valencia-forsvar og ned til kanten af feltet, hvor han problemfrit bankede den ind.

Efter 83 minutter tog han ansvaret på sine skuldre og snød Neto med et frispark sparket ind i målmandens side, og da Benzema siden brændte sin skæbnesvangre chance, var det efter et blokeret skudforsøg fra Asensio.

Det er en situation, der må give Zidane enorme hovedbrud. Bale, i sin tid verdens dyreste fodboldspiller, er lige nu ikke god nok til at starte inde for Real Madrid, når alle spillere er klar.

Så simpelt er det. Asensio tilfører mere værdi til Real Madrids hold, noget man allerede kunne begynde at nære mistanke om i sidste sæson, men nu må det stå klart for enhver. Asensio bidrager både bedre til Real Madrids spil, og samtidig har han den der Cristiano Ronaldo-faktor, som kom til udtryk i går; det ligner simpelthen, at han kan score, når han vil.

Mens Ronaldo er ude, kan ZIdane slappe af, men på et tidspunkt kommer han til at stå over for beslutningen. Asensio eller Bale. Og så har vi ikke engang snakket om Isco, som i går tog del i en tremandsmidtbane med Kroos og Modrić - umiddelbart ikke en holdbar løsning for Real Madrid, der mangler balancen fra Casemiro, som i går vikarierede for karantæneramte Ramos i forsvaret.

Scenariet: Alle mand er klar, Zidane stiller op i en 4-3-3. Ronaldo, Benzema, Bale, Asensio, Isco og Vázquez er alle klar.

Det bliver sværere og sværere for Zidane at forsvare at bruge Bale i disse situationer, og derfor kan der kun være én løsning; sælg Bale til den højestbydende Premier League-klub. De er formentlig ikke afvisende trods waliserens brogede skadeshistorik.

Zidane kunne i sidste sæson overbevise Ronaldo om, at en vis portion rotation ville gøre ham godt, og han fik ret. Men kan han overbevise Bale om, at rotationen er god, hvis det er Bale, der skal ind og agere aflastningsspiller i kampe mod Eibar, Girona og Wisla Krakow? Næppe.

Så hvis Real Madrid vil vise lidt fremsynethed, hvilket synes at være en hyppigere og hyppigere begivenhed i det madrilenske, så skiller de sig af med Bale nu, inden det kommer til at skabe problemer. For Marco Asensio er fremtiden i Madrid. Det må Zidane også vide, men Galácticos-spøgelset hviler stadig til en vis grad over Santiago Bernabéu og rationalet bag de sportslige beslutninger. Nu er det på tide, at de kommer videre, og et salg af Bale vil være den perfekte symbolske markering af, at det er nye tider i Real Madrid.

Lad den bedste mand spille!

Det læser brugerne på INDKAST lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER