Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Torsten Brix

Campeónes – Campeónes - Campeónes

Indkast.dk var til stede, da Real Madrid blev mestre på det stemningsfyldte La Roseleda, hvor personalet dog viste sig fra en knap så smuk en side.
Da der var spillet 66 minutter af sidste La Liga-spillerunde på La Roseleda, rejste samtlige tilskuere sig og klappede for at ære den 178 centimeter høje midtbanespiller, som indtil da havde været kampens bedste. På Real Madrids stjernemandskab havde den elegante Isco overskygget store fodboldnavne som Sergio Ramos, Cristiano Ronaldo og Karim Benzema. Ikke blot udeholdets fans fra ”Kongeklubben”, men også Málagas hjemmepublikum ønskede at sende en flot hilsen til deres tidligere profil, som skulle udskiftes med hovedstadsholdets modsætning – nemlig skuffelsen James Rodríguez.

Forinden og efter blot et par minutters spil havde Isco ellers gjort det onde ved Málaga, da han fornemt satte Ronaldo op, så han kunne score kampens første mål. Dette var stærkt medvirkende til, at Real Madrid kom meget tættere på det mesterskab, som de har hungret efter i den sidste håndfuld år. Målet gav Real Madrid den mest ønskelige start, selvom Málaga flere gange i løbet af kampen truede Real Madrids usympatiske keeper - Keylor Navas.

Fem år tidligere havde den populære Isco scoret i samme opgør, men for Málaga, hvilket er den eneste hjemmesejr til sydkystholdet over Real Madrid i dette årtusinde eller i de sidste 14 forsøg.

Så Isco og Ronaldo skabte den drømmestart, som Real Madrid havde håbet på, men Málaga svarede godt igen. Sidstnævnte var dermed med til at fjerne meget af den mistillid, der havde været op til kampen til Málaga-træneren Michel - med 404 førsteholdskampe for Real Madrid. Málaga svarede, som tidligere nævnt, flot igen, og derudover kunne Barcelona ikke ønske sig mere af Real Madrids modstander. La Roseleda er slet ikke det letteste sted at spille som udehold. Ti hjemmesejre er det blevet til for Málaga i denne sæson – men blot to på udebane. Tilskuerne er fire år i træk blevet kåret til de bedste hjemmefans i La Liga, og det kunne også mærkes på denne flotte sommeraften.

Om man havde sympati for Real Madrid eller Malaga – eller Barcelona – ændrede ikke ved, at der var noget magisk ved denne aften. Blandt tilskuerne med deres mange lommeradioer kunne man mærke, når der kom gode og især dårlige meldinger fra Camp Nou, og dem var der flere af – som Eibars to føringsmål eller Lionel Messis misbrugte straffespark.

Stemningen op til kampen var dog alt andet end idyllisk og rolig omkring den store ”gate 27”. Den blev nemlig lukket, hvilket frembragte stort pres på indgangen ved siden af. Her gik systemet for sæsonkortsholderne ned, og det skabte kaos samt tumultlignende tilstande med stort pres og mange lange køer på især gate 29. Derudover havde masser af tilskuere tilsyneladende billetter til de samme pladser, så alt op til kampen var rent spansk kaos, og som den ansvarlige for vores transport til kampen sagde: ”La Roseleda har plads til 29.000 tilskuere, men i aften lukker de sikkert mere end 30.000 ind”.

Man skulle tro, at det var løgn, men det var det ikke… Til højre fra os sad tilskuerne på trappen, og bag os stod en masse tilskuere – uden det lignede, at de havde billet. Gad vide, hvordan de var kommet ind til kampen – altså til en kamp, hvor der ifølge rygterne var billetter til over 5000 kroner på det sorte marked.

Vores billetter havde den tidligere danske landsholds- og Málaga-spiller Kris Stadsgaard været behjælpelig med at skaffe, og forinden var han også ganske informativ om sin periode i klubben. Han fortalte om den høje løn, som lige pludselig udeblev, men også om den store trænerprofil Manuel Pellegrini samt målet, som forsvarsspilleren lavede imod netop Real Madrid. Alt dette gjorde han på Casa Danesa, som er La Peña de Dinamarcas - Malagas danske fanklub - opholdsted.

Inden kampen nåede vi også lige at smage lidt spansk tapas på Meson Los Robles de Leon. Baren ligger lige overfor La Roseleda og derimellem findes et hav af gadesælgere, som leverer mange af de lokale nødder, som mange spiser inde på stadion. For mad og fodbold hører sammen i Spanien.

Tidligere har jeg overværet et ”El Clasico” fra en af de bagerste rækker på Santiago Bernabéu. Her fandt min ukendte sidemakker midt under kampen både en stor køkkenkniv, pølse og ost frem. Herefter blev der ellers – til min store overraskelse – delt gavmildt ud til de nærmeste. Meget anderledes forhold i forhold til for eksempel de engelske stadions, hvor man næsten ikke må have en ekstra jakke med…

På La Roseleda var der denne aften ikke brug for en ekstra jakke, men til gengæld kunne man godt uddele en masse sympati imod den jakkesætsklædte Zinedine Zidane, som har udviklet sig til lidt af en succestræner for Real Madrid.

Zidane overtog trænersædet i Real Madrid i januar 2016 efter skuffelsen Rafael Benítez, og siden har franskmanden forbedret det eftermæle, som sluttede hans aktive karriere med skandalen i VM-finalen.

Real Madrids mesterskab er kommet i hus, efter Zidane har frigivet spillerne og givet dem masser af tillid samt slækket på de taktiske forpligtigelser. Disse tiltag virker til at have udløst en masse energi i truppen, og den ellers så sky Zidane har også selv virket langt mere åben som person, efter han har fået rollen som træner.

Flere af de ældre spillere har fået pauser, imens nye spillere som Casemiro og Isco har vokset sig ind på holdet. Da kampen imod Málaga var slut, og den spanske mester var fundet, hang navnet ”Isco” over den efterhånden lyserøde spanske himmel.

40 dage forinden havde Barcelona tabt på samme græstæppe, og det endte med at blive mesterskabsafgørende. Derfor kunne Real Madrid-fansene gjalde udover det proppede stadion: Campeónes – Campeónes - Campeónes!!

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER