Torsten Brix

DBU – en del… skadet

Lederen skriver: Det er her, at DBU-kæden helt hopper af… for imens de forsøger at komme tættere på de danske fodboldfans – man fristes til at skrive ”igen” – så bliver de presset til at sende ”småskadede” spillere tilbage til klubberne og dermed spille totalt ligegyldige kampe… for ellers kommer der færre landskampe og dermed penge til det økonomisk trængte DBU.
Tidligere på efteråret lancerede DBU deres kampagne ”DBU – en del af noget større”, som blev trykt på A-landsholdets trøjer til kampen imod Tyrkiet. Budskabet handlede om ”den nye stil” i DBU og skulle sende klare signaler til de danske fodboldfans samt det danske samfund.

DBU ville tage ansvar og bidrage mere til det samfund, hvori så mange har interesse for det danske landshold. De ønskede at hylde bredden og dermed komme tættere på folket igen, men meget af dette blegner, når det danske A-landshold tirsdag aften skal spille venskabskamp imod Tjekkiet. Her har afbudsregnen samt de næsten komiske udmeldinger efterfølgende ikke ligefrem skabt en særlig stor følelse af ”Fælleskab”, som ellers har været hensigten med kampagnen ”DBU - en del af noget større”, der har været siden efteråret 2013, hvor hele ideen blev skabt.

Seks spillere – Andreas Cornelius, William Kvist, Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite, Pierre Emile Højbjerg og Christian Eriksen – er ikke rejst med til Prag, da de alle skulle været “små-skadede”, og da det danske pressekorps spurgte ind til årsagerne til dette pludselige fravær, blev landstræner Åge Hareide – ifølge Ekstra Bladet – sur og vrissede tilbage:

- I (journalisterne, red.) er så mistænksomme. Skal jeg hente lægen, så I kan se lægejournalen på spillerne…

Du virker lidt ophidset over vi spørger til de seks, der er rejst hjem?

- Nej, jeg er irriteret på negativiteten. Vi forsøger at være positive og få noget godt ud af den landskamp, vi skal spille. Men vi har også et ansvar overfor klubberne og spillernes helbred. Vi skal passe på med ikke at ødelægge spillerne. Christian Eriksen, William Kvist og Andreas Cornelius var småskadet, inden de kom hjem. Christian har problemer med hoftebøjeren. Vi var ved at skifte Cornelius ud i pausen, fordi han har problemer med bagsiden af låret. Han måtte holde sig i gang og cykle i pausen, fordi vi havde brug for ham i starten af anden halvleg. Pierre Emile Højbjerg havde fået et spark i ballen og Yussuf Poulsen skal spille allerede på fredag. Det samme skal FCK, der også skal spille igen tirsdag. De danske drenge giver alt for holdet. Du må acceptere du får afbud, når de er skadet…

Der var umiddelbart ikke den store forståelse fra de danske journalister i forhold til den holdning, som er kommet omkring kampen. Dette skyldes ikke mindst, at DBU lægger en træningskamp forud for den næste landskamp, som er … i slutningen af marts, hvor Hareides trup rejser til Rumænien. Det næsten komiske i dette kunne også være årsagen til, at Hareide slet ikke ønskede denne træningskamp og sagde følgende til Ekstra Bladet:

- Jeg havde helst set vi ikke havde spillet den landskamp. Jeg ved, hvor problematisk en periode vi befinder os i lige nu, hvor Champions League går ind i den afgørende gruppefase. Men DBU kunne ikke sige nej, da Tjekkiet spurgte os. Situationen er jo den, at hvis du ikke bruger de officielle landskampdatoer, får du bare færre i fremtiden…

Dette hævdede Hareide så på det efterfølgende pressemøde, at han aldrig havde sagt, og sagde blandt andet:

- Jeg har bare nogle betragtninger om pressen. Fordi jeg vil præcisere en ting. Det kommer frem i pressen, at jeg var modstander af at spille mod Tjekkiet. Det er jeg ikke. Det var en refleksion, fordi vi blev enige om det i sommer, at vi skulle spille denne kamp, fordi vi har behov for en udekamp før mødet med Rumænien. Jeg sagde, at det var en ugunstig dato, da spillerne har haft meget pres på sig og spillet mange kampe. Jeg sagde ikke, at vi ikke ville spille kampen, og jeg er slet ikke modstander af kampen.

Det er her, at DBU-kæden begynder at hoppe af… for imens de forsøger at komme tættere på de danske fodboldfans – man fristes til at skrive ”igen” – så bliver de presset til at sende ”småskadede” spillere tilbage til klubberne og dermed spille totalt ligegyldige kampe… for ellers kommer der færre landskampe og dermed penge til det økonomisk trængte DBU. Måske at fodboldlederne på DBU's hovedkontor i Brøndby hellere skulle overveje, om det ikke var bedre at få færre kampe med bedre spillere og dermed højne deres produkt.

Indtil videre har de fire VM-kvalifikationskampe givet seks point, selvom modstanderne har været Armenien, Polen, Montenegro og Kasakhstan. Så selvom profilerne er trætte – undskyld ”små-skadede” - så havde det danske A-landshold vist haft godt af at træne lidt sammen. I stedet har kampen i Tjekkiet udviklet sig til en kamp, hvor mange af spillerne næppe får mange spilleminutter i den restende del af kvalifikationen.

Til kampen imod Kasakhstan havde Hareide fem nye spillere i startopstillingen, så den manglende kontinuitet er til at få øje på, og der kommer også mindst en håndfuld nye spillere i startopstillingen til kampen i Prag. Fra startopstillingen fra kampen imod Kasakhstan er Andreas Cornelius, William Kvist, Yussuf Poulsen og Christian Eriksen slet ikke rejst med til Tjekkiet.

Årsagen er altså ”småskader”, men kigger man på kampprogrammet, kunne man ligeså godt kalde en spade for en spade og kalde det ”træthed”, for tre ud af de fire spillere har lige en turneringskamp, inden der venter et Champions League-opgør i næste uge. Det kan være trættende – men står der ikke i jobbeskrivelsen for fodboldspillere, at de skal kunne spille to kampe om ugen?

Derudover ville de klæde ”det nye DBU” – som gerne vil være mere folkelig – at være mere ærlig overfor pressen og dermed deres fans. For årsagen til Eriksens afbud til Tjekkiet er ikke en mindre skade, som Hareide afslørede overfor DR, da han sagde om brugen af den danske profil i træningskampen.

- Så får vi et dårligt forhold til Tottenham, og det gør Eriksen også, og vi får brug for ham senere…

Såfremt, at det er storklubberne, der – næsten – dikterer hvilke spillere, der skal spille disse nationale træningskampe, så kan de vist ligeså godt afskaffes, hvilket Andreas Kraul tørt konstaterede:

- Efterhånden er det tilfældet, at disse træningskampe har overlevet sig selv. Når selv træneren begynder at sige, at den er mere eller mindre værdiløs, så er der ikke noget tilbage. Man må bare konstatere, at med alle de vigtige kampe, der er i Champions League og klubkampe i de nationale ligaer og VM-kvalifikationskampe om point, så betyder en træningskamp midt i en sæson ikke meget for spillerne, og det betyder ikke meget for de klubber, der har ansat spillerne…

Det er svært at være uenig… gad vide, hvad DBU egentlig mener? Det kunne være rart, hvis de kom med klare udmeldinger – nu, hvor de er blevet ”En del af noget større”… På det tidligere omtalte pressemøde skulle Hareide også have sagt:

- Jeg håber, at de fleste kan spille for deres klubber i weekenden, men jeg tvivler på det…

Det kan fremtiden kun vise. En mulighed kunne være, at Martin Braithwaite spiller for Toulouse fredag aften – ligesom Yussuf Poulsen gør for Leipzig imod Leverkusen, mens Ståle Solbakken kunne skåne nogle spillere – som William Kvist og Andreas Cornelius – når de også fredag skal møde formsvage AaB. Christian Eriksen spiller sikkert lørdagens London-opgør imod West Ham ligesom Højbjerg kommer i kamp for Stoke.

Altså fire småskadede spillere kan komme i kamp fredag aften og to lørdag eftermiddag - efter de ikke kunne spille tirsdag aften i Tjekkiet – i stedet har truppen nye navne som Mike Jensen, Christian Gytkjær, Jonas Knudsen og Lucas Andersen fra henholdsvis Rosenborg, Ipswich og Grasshoppers – som kommer til en trup med Jonas Lössl, Jens Stryger og Lasse Nielsen… Disse navne lader vi lige stå...

Afslutningsvist kunne man lave et lille tankeeksperiment… gad vide om ”tyskeren” Morten Olsen havde haft så mange ”småskadede” spillere - hvis han havde været landstræner idag?


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER