La Masia på retræte?
I Barcelona elsker man fortællingen om de mange hjemmeavlede spillere på førsteholdet, men lige nu er tallet for nedadgående.
Barcelonas utrolige optur op gennem 00'erne var om noget kendetegnet ved klubbens fokus på egne talenter. Startende med Carles Puyol og Xavi, byggede man ovenpå med Andrés iniesta, Lionel Messi, Victor Valdés, Sergio Busquets osv osv.. Så vidt kom det, at Barcelona i en ligakamp mod Levante i 2012 på et tidspunkt kun havde hjemmeavlede spillere på banen.
Valdés; Montoya, Piqué, Puyol, Alba; Xavi, Busquets, Fábregas; Pedro, Messi, Iniesta
Sådan så det hold ud, der oven i købet bankede Levante i Valencia med 4-0. Alle sammen havde de haft deres gang på det berømte akademi La Masia, som har været storleverandør af Champions League-vindere og verdensmestre i perioden siden årtusindeskiftet.
Men måske er det ved at være slut.
Fald på 28%i hjemmeavl
Det er i hvert fald, hvad den madrilenske sportsavis AS forsøgte at konkludere i en klumme i gårsdagens avis. Her beskriver de, hvordan Barcelonas trup nu ”kun” består af 40% ”canteranos” imod 68% på højdepunktet i sæsonen 2013-14.
Lige nu er seks at regne som del af ”gallaopstillingen”; Sergi Roberto, Gerard Piqué, Jordi Alba, Sergio Busquets, Andrés Iniesta og Lionel Messi, mens man herudover finder Jordi Masip, Aleix Vidal, Denis Suárez og Rafinha i truppen. 10 spillere i alt, hvoraf de tre i hvert fald synes at have et stykke vej til startopstillingen.
AS pointerer også, hvad Sergio Busquets senest var ude at udtale sig om, det manglende flow af spillere til førsteholdet. Enten kommer de slet ikke op, eller også formår de ikke at løfte kvaliteten efter indlemmelsen i truppen. Senest har Barcelona sagt farvel til Sandro, Munir, Sergi Samper og Marc Bartra, enten permanent eller på leje, denne sommer, og hvem ved, om nogen af dem kommer tilbage? Det ligger ikke nødvendigvis i kortene, og netop om Sergi Samper hentydede Busquets, at han ikke havde udvist den nødvendige fremgang for at blive en del af den ambitiøse gruppe.
De senere år kan man også nævne spillere som Cristian Tello, Isaac Cuenca og Thiago Alcántara, der, efter længere tids forgæves forsøg på at tilspille sig en betydende rolle, har måtte søge andre græsgange. Med blandet succes efterfølgende. Men betyder det, at det er slut med en klar dominans af hjemmeavlede spillere i Barcelona?
Ikke nødvendigvis. Men pointen er klar. Det er ikke naturligt at have så stor en andel af spillere fra eget akademi. Heller ikke i Barcelona. Ser man for eksempel på det ”Dream Team”-hold, der i 1992 stillede til start i Champions League-finalen, var det kun Albert Ferrer og Pep Guardiola, der kom fra egne rækker. Resten kom fra andre lande eller primært Baskerlandet, og sidst i 90'erne og starten af 00'erne fortsatte billedet med den hollandske invasion.
Ny ungdomsstrategi?
68% af truppen og en hel startopstilling fra egne rækker er altså selv i Barcelona langt ud over normalen. I den evige magtkamp med Real Madrid, der både kæmpes på banen, på transfermarkedet og på mediefronten, undlod man dog ikke at hovere med den store akademisucces i de seneste 10 år, og det har uden tvivl gjort ondt på Madrid-klubben at se Barcelona trække fra dem i ligamæssig sammenhæng med en base bestående af hjemmelavede superstjerner og kløgtige fodboldspillere. Og ikke mindst at se et spansk landshold endelig bryde igennem lydmuren. Et spansk landshold bygget op omkring catalanere og andre Barcelona-opfostrede spillere.
Derfor er det da også helt naturligt, at der lyder kritiske røster fra Madrid-egnen, når nu Barcelona har haft et transfervindue, hvor unge spillere på omkring de 22 år fra rundt omkring i Europa til høje priser er kommet direkte ind i førsteholdstruppen, mens klubben har afskibet en række af sine egne. I Barcelona insisterer de dog på, at strategien stadig er klar.
I en Mundo Deportivo-klumme, et modsvar fra Barcelona-pressen, bemærkes det, at det faldende antal til dels skyldes en anderledes strategi. Den eksemplificeres ved Denis Suárez, der denne sommer er vendt hjem, efter han for et par år tilbage blev sendt ud på en fodboldmæssig dannelsesrejse. Den startede i Sevilla, og i sidste sæson viste han i Villarreal så endelig tegn på, at hans potentiale måske gjorde ham værdig til et Barca-retur. Den er kommet nu, og i de første kampe efter comebacket har han været utroligt lovende at følge.
Det skete dog ikke med Montoya, Bojan, Tello, eller Cuenca, og det kommer måske heller ikke til at ske med Munir eller Samper.
Til gengæld lovede en af klubbens sportslige chefer, Albert Soler, i torsdags, at der inden for de næste 2-4 år kommer tre spillere op i førsteholdstruppen. Selvom det ville være et yderst tilfredsstillende scenarie i hvilken som helst klub, er det ikke nok til at bringe Barcelona op på den andel, man havde for bare 3-4 år siden. Blandt kandidaterne nævner Mundo Deportivo spillere som Wilfried Kaptoum, Lee Seung Woo, Marlos Santos, Carels Aleñá og Sergi Samper som de umiddelbare kandidater.
Om disse også skal en tur på dannelsesrejse, inden de er klar til at betræde Camp Nous fløjlsbløde græstæppe, vil tiden vise. Det kommer måske an på, om projektet med Sergi Samper, der skal forsøge at gentage Denis Suárez-succesen med sit lejeophold i Granada, kommer til at lykkes.
Uanset hvad er der nok ikke megen tvivl om, at man i fremtiden skal forberede sig på at se et Barcelona-mandskab med mindre repræsentation fra La Masia.
Mindre bør dog også kunne gøre det, og kan man bibeholde et antal på 5-6 spillere fra egne rækker som en del af den faste startopstilling, kan Barcelona stadig tillade sig at være stolte af deres akademi. Der er stadig gode talenter, men det er nok også på tide, at man toner forventningerne en smule ned. Alle kan ikke lykkes med at bryde igennem. 3 på 2-4 år er mere end tilfredsstillende. Og langt mere end de fleste andre storklubber kan byde ind med. Både i Spanien og resten af Europa.
Men det må samtidig også være minimumsforventningen til Barcelona, der så absolut selv har skabt forventningerne gennem deres selvfortælling de seneste år, hvor succesoplevelserne har stået i kø. Kan de bevare strategien med hjemmeavlede spillere, hvis først den sportslige modgang begynder at komme? Det vil de næste år (måske) vise. Der kommer jo også en tid efter Messi...