Excuse my french - EM i Sydfrankrig
Mine oplevelser med Frankrig som værtsnation har ikke været lutter positive.
Frankrig har et problem. Landet er i tiptop stand til at afholde et EM, og byer som Lyon og Nice har fået spritnye stadions, mens Stade Velodrome i Marseille har fået et prægtigt tag over. Men efter at have været i fire af de seks sydligste EM-byer i forbindelse med 1/8-finalerne er oplevelsen meget blandet og fordommene indfriet.
St. Etienne – ”The Deep France”
I den ”lille” by, St. Etienne, der er på størrelse med Aarhus, spillede Schweiz og Polen den første knockout-kamp ved denne slutrunde. Det var samtidig også den sidste kamp ved EM for St. Etienne og Stade Geoffroy Guichard. Når man ankommer til en EM-by dagen før en stor kamp, er forventningen, at byen summer med fest og farver, boder med trøjer, halstørklæder og andet merchandise, mens der måske er gang i forskellige aktiviteter som bordfodbold og gadefodbold. Der var dog absolut ingenting af denne slags i St. Etienne. Den såkaldte EM-by var placeret forskellige steder i centrum, men skodderne var lukket for, og der var intet, der tydede på, at man kunne støve bare det mindste halstørklæde med ”Polska” eller ”Suisse” op. Den eneste butik i centrum, der solgte officielt merchandise fra EURO 2016 var en lille snuset butik under byens flotte rådhus, hvor man virkelig skulle lede efter den, hvis man ville være så heldig at støde på den.
En anden del af EM-kvarterne var det kreative rum. Her var det tydeligt, at der havde været mulighed for at vise sine streetevner frem på en lille fodboldbane eller tørre kammeraten i en FIFA-turnering. Området var dog fuldstændig lukket af, og mindede mest af alt om Roskilde-festivalen dag derpå, og lastbiler holdt klar til at køre de resterende rekvisitter væk. St. Etienne havde lukket for EM-festen. Dagen før deres sidste kamp!
Det såkaldte ”Fanzone” lå ude omkring stadion, og ikke engang her var der åbent dagen inden kampen. Alt var totalt øde – og selvom der var rige muligheder for at stable nogle arrangementer eller andet på benene så var hegnene sat på tværs, og en enkelt ensom frivillig holdt vagt, selvom det farligste der kunne komme forbi var en vindheks, som vi kender dem fra det vilde vesten. Et chok og en skuffelse. Man stod med følelsen af, at hvis det havde været Tyskland, England eller sågar Danmark, der havde afholdt EM, så ville man aldrig i livet lukke byen ned, når der manglede én kamp, og måske endda den største kamp af de fire byen fik under slutrunden. Der var ingen initiativ, ingen fest, ja ikke engang et menukort på engelsk kunne støves frem i den mellemstore franske by. Restauranterne havde ganske vidst hængt flag med Schweiz og Polen ud af vinduerne for at lokke kunder til, men hvad hjælper det, når kunderne ikke fatter en brik af, hvad der står på menukortet. En dame en Nice forklarede det med, at St. Etienne er ”The Deep France.” Byen forløste alle fordommene om Frankrig: Tal fransk når du besøger Frankrig.
Lyon – Når EM kommer bag på byen
Man kunne så tro, at Frankrigs næststørste by, Lyon, ville have mere styr på det at være værtsby. Men nej. Fra busstationen og ind til centrum var ingen skilte eller noget som helst, der kunne give den mindste orientering om, hvor man befandt sig henne. Der var ikke meget, der tydede på, at Frankrig skulle møde Irland i netop denne by. Dem, der kunne stå for festen var naturligvis irerne, der havde samlet sig på et torv ved ”Den Danske Bar” – oversat fra fransk, mens de drak øl og festede i bedste irske forstand. To irerne havde smidt nogle halstørklæder, flag og hatte på jorden – og herfra stod de så og solgte merchandise til den beskedne pris af 5 euro for et halstørklæde med ”Ireland.” Her var der i det mindste noget initiativ, der var med til at gøre byen grøn og festlig. Det kunne franskmændene i den grad lære noget af.
De omkringliggende barer var dog slet ikke klar til, at der kom en stak grønklædte irer, der skulle tilbringe dagen i solen med øl og fest. Man stod i meterlange køer for at få en øl, mens den ene bar endda løb tør på plastickrus, så man kunne tage den kolde øl med udenfor i solen, hvor festen foregik. Der var heller ikke nok bemanding på, hvor én eller to bartendere havde fået den utaknemmelige vagt den søndag eftermiddag. Det virkede virkelig som om, at Lyon var blevet overrasket over, at SÅ mange ville komme – også selvom Frankrig selv, spillede i byen.
Det var dog ingenting i forhold til det ”Fanzonen” kunne præstere. Sikkerheden var vanvittig høj, og her kunne man få lov til at stå i så lang en kø, at selv pigekøen ved festivaltoiletter ville se lille ud. Da man så endelig kunne ånde lettet op og ane indgangen, var den lukket. Der var ganske enkelt ikke plads til flere – og der var 15 minutter til kampstart. Det er meget fint, at placere ”Fanzone” så tæt på centrum, men hvorfor man ikke laver den et sted, hvor der er plads til 30.000 frem for 7.000 er en gåde. Hvad havde de regnet med? Lyon er en af de største byer i Frankrig, og selvom franskmændene måske er en anelse kedelige, og ikke fester på samme måde som danskerne, englænderne og tyskerne, må man da gå ud fra, at folk gerne vil se værtnationen på storskærm. Folk stimlede i stedet sammen på gaden og små barer for at se den vigtige 1/8-finale. Det var som om, at EM kom bag på Lyon – præcis som i St.-Etienne.
Og hvis det billede af Lyon ikke var negativt nok, så skulle en EURO 2016-frivillig med blå vest på gågaden da gøre det værre. I et forsøg på at finde rundt i byen – og bede om et bykort på engelsk rullede manden med øjnene og sagde med et lille smil: ”Engelsk? Hvorfor? Du er i Frankrig, tal fransk.”
Nice og Marseille – Solskin og EM-klar
Derfor var der ikke mange forventninger, da turen var kommet til Nice. Byen gjorde klar til at tage imod England og Island, og her var det tydeligt at mærke, at byen helt nede ved den franske sydkyst er vant til turister. Englænderne festede i storstil inde på torvet, hvor ”Vardy's on fire” blev sunget for fuld skrald og litervis af fadøl blev kastet på i luften. Pubben, der sørgede for proviant til de festglade englænderne havde masser af folk bag disken, og det tog maksimalt fem minutter at få fat i en øl. Det er service!
”Fanzone” var ligeledes fremragende. Storskærm-afdelingen var for sig selv, mens der langs rivieraen var en anden ”fanzone” med volley, fodbold, konkurrencer og alt andet sjov, som man kunne hygge sig med i den bagende sol. Og det havde tilmed åbent på andre tidspunkter end kampdagen. Nice forstod virkelig at afholde et EM. Jovist, der var masser af plads og forholdene var optimale – men det skulle også udnyttes, og det blev det. Stadion lå meget, meget langt væk fra centrum, og her var der stillet busser til rådighed. Igen var organiseringen i top, da folk blev fyldt i den ene bus efter den anden. Man havde næsten fornemmelsen af, at alle lufthavnsbusser var blevet stillet til rådighed. Vejen til stadion var spærret af med betjente, og derfor tog det slet ikke så lang tid, som først frygtet. Nice var en dejlig oplevelse – og et fantastisk stadion.
I Marseille var der også gang i byen – og her solgte folk halstørklæder, der kunne give noget stemning i byen. Ligeledes omkring stadion var der boder, hvor man kunne købe merchandise, mens det heller ikke tog lang tid at komme igennem sikkerhedskontrollen til Velodrome. Marseille var en god oplevelse.