Torsten Brix

- Messias er abdiceret

En sympatisk konge har forladt sin trone – med tårer i øjene - men efterfølgende har det utvivlsomt fjernet en voldsom byrde fra skuldrene på den 169 cm høje troldmand.
- Jeg har arbejdet så hårdt for at vinde en titel med Argentina, og det ville jeg så uendelig gerne, men det er mig åbenbart ikke forundt. Derfor er det bedst for alle parter, at jeg stopper på landsholdet…

Sådan sagde en brødebetynget Lionel Messi kort tid efter, at det nok engang ikke var lykkedes for ham – sammen med “Los Albiceleste” - at få en tiltrængt titel til Argentina. På et splitsekund fjernede den lille superstjerne et gigantisk pres fra de 43 millioner i den fodboldglade nation – og måske var det den primære bevæggrund for det overraskende ”Adios”.

Afskeden med landsholdet kom en håndfuld år før forventet for den blot 29-årige Messi, og siden har der været en masse gætterier på årsagen hertil. Derudover har stemningen vendt sig, og der har været rettet en masse sympati og kærlighed imod 169 cm høje sydamerikaner. Tidligere har Messi ellers været lagt for masser af had i hjemlandet, men pudsigt nok så var al dette glemt, da han valgte at forlade nationens landshold. Messi tilhører en god generation med store argentinske spillere som Agüero, Higuaín og Mascherano – men også et hold, der aldrig har vundet noget, som den argentinske sportsavis Olé tørt konstaterer:

- Det gør ondt at se denne store generation gribe ud efter storheden, for hver gang at se det hele drukne i forbitrelse. Det gør også ondt at se verdens bedste spiller gøre det fantastisk for dette landshold, og at det alt sammen alligevel ikke er nok.


Det tomme pokalskab – for landsholdet
Messis pokalfattige landsholdskarriere kunne være langt lettere at forstå, hvis ikke klubkarrieren havde været det totalt modsatte. Den spillende fodboldlegende har således vundet alt på klubplan – og været en meget central figur på ét af de bedste fodboldhold, som verden nogensinde har set. Dertil er det vigtigt at nævne, at landsholdet i Argentina har en hysterisk position, for i Sydamerika er forkærligheden langt større til landshold end deres klubhold – modsat i Europa, og landsholdsfodbolden er for mange argentinere det største i deres liv. Derfor er Messis stop også langt større, end fodboldfans kan sætte sig ind i – langt væk fra Argentina.

Søndagens finale-nederlaget til Chile var siden midten af 90'erne Argentinas syvende finale-nederlag på stribe og fjerde Copa América finale-nederlag i træk – og det gør ondt. Ofte er Messi blevet gjort til syndebuk, hvilket også var til at se i øjnene på Messi, da han offentliggjorde den store beslutning. Siden har der allerede været gættet på, om superstjernen ville være til at overtale til at deltage i VM2018, hvilket blot giver nok et billede af, hvilket pres Messi er udsat for. De alt for ofte sammenligninger med Diego Maradona i hjemlandet sammen med det nationale pres får jo omkring 100.000 fanatiske tilskuere på Camp Nou til at ligne en søndagsskole.

Netop i Barcelona begræder de næppe landsholdsstoppet, men glem nu al for lange landsholdsrejser, som en begrundelse for Messis valg – eftersom det argentinske landshold spiller et hav af deres kampe i Europa, og hvis antallet af europæiske træningskampe skulle sættes op – kunne Messis rådgivere med garanti få det arrangeret. Årsagen skal nærmere findes i, at Messi er højtelsket og respekteret i Barcelona, mens det forholder sig – indtil søndag – modsat i Argentina, som han fraflyttede, da han var 13 år. Siden har Messi vundet ”Ballon d'Or-trofæet” fem gange, men karrieren startede ikke så lovende.


Medicin-besparelsen der blev kostbar
Messi har lidt af en alvorlig vækstsygdom, som krævede en speciel behandling. Det blev Barcelonas lykke og en voldsom nedtur for River Plate og Newell Old Boys. De to sidstnævnte ønskede nemlig ikke at betale for Messis behandlinger, hvilket sidenhen har frembragt ærgrelse hos de argentinske storklubber.

Det var Carlos Rexach, som daværende ungdomstræner for Barcelona, der kan tage en stor del af æren for, at Messi spiller i den catalonske hovedstad. Under et familie besøg i Spanien fik Messi lov til at træne med et af deres ungdomshold, og det var her, at Rexach spottede det enorme talent. Det forekommer næsten uvirkeligt, at det er måden, hvorpå Barcelona scorede en af verdens bedste fodboldspiller – nogensinde.

Der er dog også blevet til kontroversielle situationer igennem tiden. Tidligt i karrieren blev Chelseas Asier del Horno udvist efter en tackling på Messi. Chelseas daværende kontroversielle manager Jose Mourinho var på det efterfølgende pressemøde helt fremme i støvlerne. Han mente, at Messi havde nydt godt af de mange teatre, der er i Barcelona. Kritikken var urimelig, og spørgsmålet var, om Mourinho havde sagt noget andet, hvis de ikke var blevet udspillet på Stamford Bridge af et ualmindelig godt spillende Barcelona-hold med Messi, som en af de offensive kræfter. Mourinho forsøgte at fjerne fokus fra deres nederlag ved at lægge skylden på uskyldige Messi.

Et andet rødt kort er lidt mere specielt. For efter Messi havde imponeret alle ved U-20 VM i Holland, blev han A-landsholdspiller under landstræner José Pekerman. Hans første kamp var mod Ungarn, men her skulle han opleve det ualmindelig komiske i at blive udvist efter omkring et minut på banen. Efter en nærkamp mente den ellers glimrende tyske dommer Markus Merk, at Messi havde slået ud efter en modstander. Trods den vanvittige debut fik Messi yderligere fire landskampe samme efterår.

I nyere tid har en belastende skattesag påvirket både Messi og hans far, men det ændre ikke ved at, når Messis fodboldkarriere er slut, vil han helt sikkert have et andet eftermæle end det, som hænger fast på den evige sammenligning – Maradona.


Alt andet end Maradona – udenfor banen
Selvom Maradona blev betragtet som verdens bedste spiller, voldte hans temperament ham store problemer. Han lavede 38 mål i bare 58 kampe for Barcelona, men alligevel ville Barcelona-ledelsen ikke finde sig i hans vanvittige udbrud, som da han imod Atlético Bilbao slog en modstander i hovedet. Sådanne scener virker det ikke til, at verdenen kommer til at se med Messi i hovedrollen. Derimod virker det, som om hans sind og omgivelser formår at bevare jordforbindelsen – ofte i nærheden af en fodbold, så han kan glæde alle os fodboldelskere. For fodbold kan Messi spille, og selvom han er den lille, bliver han ofte den største på banen.

Siden 2004 har Messi spillet for storholdet FC Barcelona, og her har den sydamerikanske angriber et hav af vanvittige rekorder – som det næsten er håbløst at begynde at nævne. Der er simpelthen så mange, og det gør at “Leo” kan komme til at blive en af de allerstørste fodboldspillere – nogensinde, hvis ikke den største. For Messi kan formentlig fortsætte en god håndfuld år endnu i Barcelona og dermed ende med at komme til at slå alle mulige andre rekorder, som gør at man har svært at forstille sig, at der nogensinde skulle komme en tilfælde magen til – en rigtig ambassadør.

Der er ingen forkerte avisartikler om våde byture, så her kan Messi ikke sammenlignes med landsmanden - Diego Armando Maradona – selvom han befinder sig på samme scene, og til sammenligning vandt Maradona aldrig Ballon d'Or-trofæet… det har Messi gjort fem gange – indtil nu, så Messi er et fodbold-monster…

Et monster på 169 cm, som nåede at spille 113 kampe for Argentina og lave 0,49 mål pr. kamp, men aldrig vandt noget – imens statistikkerne for Barcelona beretter om 22 trofæer i Spanien. Blandt andet fire Champions League-triumfer og otte spanske mesterskaber efter et snit på vanvittige 0,85 mål pr. kamp. Der er tale om to forskellige verdner for Messi, som har fået tilnavnet ”Messias”, og efter søndagens exit skrev den mexicanske avis Record meget rammende:

- Messias er abdiceret…

”Kongen” havde forladt tronen i hjemlandet, hvor der stadigvæk er en gud – og han hedder Diego – ikke Leo. Dette skyldes blandt andet, at Messi aldrig har været et idol for fansene i klubber som Boca, River Plate eller Independiente. Fansene for disse klubber håber nu, efter han er stoppet landsholdet – at Messi kan overtales til en comeback, men dette afliver holdkammeraten og vennen Javier Mascherano kort efter den overraskende udmelding:

- Han (Lionel Messi, red.) vender ikke tilbage… han har fået nok. Det er jeg helt sikker på.

Kort tid forinden havde Messi forladt MetLife Stadium i New Jersey med tårer i øjnene, men resten af fodboldverden begræder også, at vi aldrig skal se ”Messias” i en argentinsk landsholdstrøje igen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER