Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Tim Larsen

La Ligas miniputter fra Eibar

Dagens låge handler om den mindste klub i La Liga, som klarer sig over al forventning i denne sæson.
Med lidt god vilje tillader vi os at kalde SD Eibar for Spaniens svar på Hobro IK – eller nok nærmere det omvendte Hobro. For første gang nogensinde i klubbens historie rykkede den lille jydeklub op i landets bedste række i sidste sæson, hvor det gik strålende. I denne sæson går det, for at sige det mildt, rigtig dårligt, og miniputholdet er jo godt på vej tilbage til divisions-tilværelsen.

Eibar, som har 75 år på bagen, debuterede også i den bedste spanske række i sidste sæson, og her endte man på en 18.plads, som på normal vis betyder fluks tilbage til Segunda – sådan endte det dog ikke for den baskiske lillebror-klub, for en anden spansk klub, Elche, havde et forfærdeligt rod i økonomien, og det betød tvangsnedrykning. Dermed overlevede SD Eibar, og i år virker de mere end taknemmelige – de fik tildelt en ekstra chance i La Liga, og den har de mere end bare taget imod. Faktisk ligger de i skrivende stund blot to point fra de europæiske pladser, og det er en rigtig flot præstation, når man tænker med, at klubben med længder er ligaens mindste.

En lille flække i de baskiske bjerge
Byen Eibar ligger i den baskiske provins Gipuzkoa i den nordlige del af Baskerlandet. Indbyggertallet er på omkring de 27.000, hvilket kan sammenlignes med Holbæk. Byen gør ikke meget væsen af sig ude i den store verden, og historien er da også det mest attraktive – Middelalderlig by med flotte kirker og paladser, men ikke så meget som i fortiden. Under den spanske borgerkrig og Franco-styret var Eibar nemlig offer sit generalens voldsomme fremmarch, og store dele af byen blev jævnet med jorden. Efter tragedien samledes byens to hold og blev i 1940 til Sociedad Deportiva Eibar. I perioden efter var der begrænsede midler i klubben, og de var på et tidspunkt så fattige, at regionens fodboldforbund donerede et spillersæt til dem – i de Barcelona-lignende røde og blå farver, som de stadig bærer i dag.

I efterkrigstiden blev byen Eibar for alvor genopført, men denne gang som en industriby, hvilket den stadig kan betegnes som. De omliggende bjerge gjorde i mellemtiden, at udviklingspotentialet var begrænset, og derfor flyttede mange virksomheder væk – nogle til nabobyerne San Sebastian eller Bilbao, Baskerlandets største by, hvor henholdsvis Real Sociedad og Ahtletic Bilbao har hjemme. Der er godt og vel 50 kilometers afstand til begge byer.

En klub uden de store midler
Målt ud fra størrelse og budget er Eibar den mindste klub i La Liga, og klubbens stadion, Ipurúa, gør heller ikke meget væsen af sig, selvom man fra siddepladserne har en smuk udsigt over byens mur af bjerge. Med plads til 6.000 tilskuere svarer det til stadionet Alfredo Di Stefano, som tilhører Real Madrid Castilla, Real Madrids reservehold, og sammenligner man med hovedstadens klub, ville alle indbyggere i Eibar kun fylde ca. en tredjedel af Bernabéu. Deres årlige budget dækker ikke engang Cristiano Ronaldos årsløn, så det er et helt andet størrelsesforhold, vi snakker om.

Derfor var det også noget af en omvæltning, da Eibar rykkede op i La Liga i sidste sæson. Lige pludselig hed modstanderne FC Barcelona og Real Madrid, og alle eksperter havde regnet med, at de ville være chanceløse i Spaniens bedste række – lidt ligesom Hobro i Superligaen. De startede med at slå lokalrivalerne fra Real Sociedad med 1-0 hjemme på Ipurúa, og i runden efter viste de tænder på Vicente Calderón, men tabte alligevel med 1-2 til Atlético.

Første møde med en af giganterne var 18. oktober 2014, hvor Messi og Neymar stod klar til at give dem en regulær øretæve – til alles overraskelse holdte de nullet på Camp Nou helt frem til kampens 60. Minut. Det frustrerede tydeligvis Barcas verdensstjerner, som dog efterfølgende fik brudt de bravt-kæmpende baskere ned, og endte med at vinde 3-0.

Et godkendt efterår sluttede med 20 point indsamlet, men desværre gik det ned af bakke i sæsonens anden og afgørende halvdel, hvor et uafgjort resultat mod Getafe i andensidste runde betød, at nedrykningen var en realitet. Den sidste hjemmekamp, mod ligeledes nedrykkede Córdoba, var dermed mere eller mindre uden betydning – med det mener vi, at Elche-sagen var igangværende, og derfor var der chance for tvangsnedrykning. Ipurúa var stopfyldt til sidste kamp, hvor byen var kommet til at takke for en fantastisk første sæson i La Liga, og spillerne kvitterede med en festlig 3-0 sejr, hvor en af målscorerne var Ander Capa - en yndling i klubben, der er opfostret i deres ungdomsafdeling. Den 23-årige back-/kant er nok Eibars største salgsobjekt, og på Transfermarkt er han i øjeblikket vurderet til omkring 30 millioner kroner. Blandt andet lurer naboklubberne Athletic og Real Sociedad på et køb af den talentfulde spiller.

Uvished over sommeren
På papiret var Eibar officielt nedrykket fra La Liga d. 23 maj i år, men sidekørende var sagen om Elche CF og deres manglende likviditet og store gæld. Indtil da, i Spaniens lange fodboldhistorie, var et hold aldrig blevet tvangsnedrykket på grund af økonomiske problemer, så i det nordlige Spanien turde man ikke håbe på ”miraklet”. Hvis Elche ville blive tvangsnedrykket fra La Liga, ville det betyde redning af Eibar, da de endte på den "højeste" nedrykningsplads.

Cirka to uger efter ligaens afslutning kom der en afgørelse i sagen, hvor det spanske fodboldforbund, LFP, offentliggjorde, at den Valencia-baserede klub ville blive nedrykket til Segunda Division. Klubben ankede, og godt og vel en måned senere kom den endelige afgørelse så – afslag! Dermed var det et kærkomment "velkommen tilbage" til SD Eibar, der over sommeren havde gået og balanceret mellem den bedste og næstbedste række.

Det er under et halvt år siden, og holdet er stadig det samme, og stadig af samme størrelse - men det er som om, at noget er anderledes. Som om de har lært af sidste sæsons fejl – læst på lektien, for i år ser man et meget mere stabilt og sammenspillet Eibar-mandskab. Der er sat en prop i forsvaret, der klarer sig meget bedre end i sidste sæson. Målmand Asier Riesgo er en sikker sidste skanse, og så har man lejet en lovende angriber i Atlético Madrid – Borja Bastón, som har scoret syv mål i sæsonen indtil videre. Saúl Berjón og klubbens yndling, Ander Capa, har taget et års La Liga-erfaring til sig, og spiller bedre end nogensinde, så det kan virke som om, at der er bedre tider på vej til den lille stolte flække i de baskiske bjerge…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER