LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Torsten Brix

El Peor CR7

Cristiano Ronaldo kommer til mange chancer, men laver – modsat tidligere – bare ikke mål… måske tynger Rauls klubrekord.
Når man har lavet 321 mål i 307 kampe for Real Madrid, så er det svært at tale om formnedgang, men ikke desto mindre har Cristiano Ronaldo startet denne sæson – noget dårligere end tidligere.

Weekendens målløse opgør på hjemmebane imod Malaga gør ikke, at den spanske presse skriver mindre om Ronaldos manglende mål, for ikke siden sæsonen 2010/11 er Ronaldo startet så dårligt. Superstjernen har kun scoret i én af hans fem La Liga-kampe, men da gik han også mål-amok og lavede fem mål i kampen imod Espanyol. Kigger man nærmere på antallet af minutter pr. mål på dette tidspunkt sammenlignet med tidligere sæsoner giver det et tydeligt billede om en skidt sæson – ligesom i 2010/11.

2014/15: 10 mål på 450 minutter = 45 minutter pr. mål

2011/12: 7 mål på 495 minutter = 70 minutter pr. mål

2013/14: 6 mål på 540 minutter = 90 minutter pr. mål

2012/13: 6 mål på 513 minutter = 85 minutter pr. mål

2009/10: 5 mål på 362 minutter = 72 minutter pr. mål

2015/16: 5 mål på 540 minutter = 108 minutter pr. mål

2010/11: 3 mål på 540 minutter = 180 minutter pr. mål


Sidstnævnte sæson endte Ronaldo med at lave 40 liga-mål, så han kan bestemt nå at komme højt op på topscorerlisten endnu, og af samme grund glæder han sig sikkert over, at topscorer-konkurrenten Lionel Messi er skadet.

Efter de sidste tre målløse Liga-kampe imod Malaga, Athletic og Granada bliver det næsten oplagt at nævne topscorer-prisen i Real Madrid, hvor Ronaldo blot er to mål fra Rauls klubrekord. Tidligere har Ronaldo altid fremstået meget selvtillidsfyldt, men presset for at slå Rauls rekord kan tynge Ronaldo ligesom kritikken måske også har påvirket ham, som når den tidligere holdkammerat Gonzalo Higuaín taler nedladende om egoisten Ronaldo.

I 0-0 kampen imod Malaga kom Real Madrid til 32 afslutninger og Ronaldo havde de 14, men altså ingen mål til ”Kongeklubben”. Blot to gange tidligere i Real Madrid-karrieren er Ronaldo kommet til så mange afslutninger i samme kamp, også fik han altså ikke scoret i denne.

Det vigtigste for en angriber i formnedgang er naturligvis, at han fortsat kommer til chancerne, og det må man jo sige, at Ronaldo gør. Derfor skal den 30-årige portugiser også nok komme til at lave mange mål – igen, og dermed skrive sig ind i historiebøgerne over selveste Raúl.

Mandagens udgave af den Barcelona-venlige Mundo har en artikel med et stort billede af en skuffet Ronaldo med overskriften ”El Peor CR7”, som kan oversættes med ”den dårligste CR7”.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder