Torsten Brix

Vakler Chelsea-dynastiet ?

Ind med Pedro for at vende udviklingen hos Chelsea og Jose Mourinho. For Chelseas dårlige form handler ikke kun om fire point i tre Premier League-kampe.
Efter tilbagekomsten til Chelsea har Jose Mourinho flere gange talt om at opbygge et dynasti, men i øjeblikket er der ikke meget storhed over Stamford Bridge. Dårlige resultater, interne problemer, en hullet defensiv og en smule storhedsvanvid er påduttet London-klubben, og henover dette står der malet ”JOSE MOURINHO”.

Fire point i tre Premier League-kampe er ikke en katastrofe for Chelsea, men det er langt fra de eneste problemer, som der er omkring Stamford Bridge den seneste tid. For udover Premier League-skuffelserne så tabte Chelsea jo også Community Shield-opgøret imod Arsenal, og i sommerens træningskampe er holdets defensive varemærke blegnet.

Således er der scoret imod Chelsea i de sidste otte kampe, selvom modstanderne blandt andet har været NY Red Bulls (4 mål), Fiorentina (1 mål), Swansea (2 mål) og WBA (2 mål samt et misbrugt straffespark). Ikke noget der rimer på altid solide Chelsea, og i sidste weekendens nederlag blev den defensive styrmand – John Terry – smidt på bænken i pausen, efter Manchester Citys Sergio Agüero havde drevet gæk med Chelsea-defensiven masser af gange alene i de første 45 minutter.

Terrys bænketur virkede underlig, da de to backer på Chelsea-holdet havde gjort det meget mere ringe end ham, men måske var det en klar ”Mourinho-hilsen” til klubejer Roman Abramovich om at købe John Stones i Everton. Det er nu ikke så besynderligt, at den russiske ejer måske holder lidt igen med at betale over 300 millioner kroner for en ung forsvarsspiller. Så der kører utvivlsomt et spil imellem Mourinho og Chelsea-ledelsen, ligesom manageren har et anstrængt forhold til mange andre.

Kontroversielle fodbold-personer kan lyse i medgang, men hvis resultaterne mangler, rammer deres storhed og arrogance tilbage i stor stil, hvilket den portugisiske manager i den grad mærker nu. Siden mesterskabet blev fejret i maj, er det gået ned ad bakke for Chelsea og dermed også for Mourinho, og på det seneste har han rettet udbrud imod alt og alle – alene indenfor de sidste par uger har Mourinho blandt andet været efter Arsène Wenger, haft et grotesk angreb på lægestaben og de sidste to PL-dommere Martin Atkinson og Mark Clattenburg. Førstnævnte for at have annulleret Ramires-målet og Clattenburg for at udvise John Terry.


”Fake-result”
På pressemødet efter 0-3 nederlaget til Manchester City mente Mourinho, at resultatet var ”fake” og altså ikke gav et ordentligt billede af kampen. Mourinho mente, at Chelseas anden halvleg gjorde, at de skulle have haft point ud af kampen. Denne udtalelse som gav følgende overskrift i en af de engelske aviser:

A fake result? Yes Jose… it could have been 6-0.

Som Indkast.dk var inde på i vores kampreferat, havde Chelsea deres første afslutning indenfor City-målet efter 70 minutters spil, og skudstatistikken viste også, at City havde haft dobbelt så mange afslutninger, som Chelsea og Agüero næsten havde ligeså mange som hele Chelsea-holdet til sammen, men hvorfor fungerer spillet ikke?

I de to første Premier League-kampe lignede Branislav Ivanovic en gammel træt mand, men holdet har ellers haft masser af hvile. Efter 2-2 kampen imod Swansea gav Mourinho spillerne to dages træningspause, som Diego Costa brugte på Ibiza, mens Cesc Fàbregas tog tilbage til Spanien. Netop de to spillere startede sidste sæson på et ufatteligt højt niveau, men dette har de ikke fundet efter sommerpausen, og Mourinhos opskrift på at løse dette var altså timer i lufthavne og ved havet nærmere end på træningsbanen i London. Så formnedgangen i Chelsea-defensiven – specielt på backerne – og manglende assists fra Fàbregas er nogle af forklaringerne på mesterholdets dårlige resultater for tiden.

Midt i Mourinhos presse-cirkus formåede den lettere pressede manager nok engang at flytte den negative fokus væk fra de defensive og interne problemer, da han ”nappede” Pedro for øjnene af Manchester United. Pludselig skrev den hungrende engelske presse ikke længere om John Terrys bænkeplads og det manglende indkøb af Stokes eller den stakkels læge Eva Carneiro – nu havde Mourinho snydt en rival for en spansk landsholdspiller, og lige pludselig så vaklede Chelsea-dynastiet ikke så meget mere… og da slet ikke efter weekendens kamp – som blev omdøbt til ”Pedros Perfekte Premier”. Da kampen var slut tog Mourinho en af tv-stadionernes mikrofoner og skreg et eller andet, som ikke er kommet frem hvad var – men kedeligt, det er det sjældent, når Mourinho er i nærheden.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER