Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Mathias Jacobsen

Der SKAL – og vil – ske noget i AGF

Leder: Oprykningen til Superligaen er ikke meget mere end lige sikret, før flere af dem, der har været med til den, må lade AGF-livet, mens nye kommer til. Vi har kigget nærmere på den forestående sommer i AGF.
Su-Su-Superliga!

Så længe det nu varer…

For nok er AGF officielt tilbage i landets bedste fodboldrække. Men hvor længe bliver de der? I Danmarks næststørste by har man længe sat den fodboldmæssige lid til ”De hvi'e fra Fredensvang”, men efter tre nedrykninger på otte år er den ellers altid så gigantiske optimisme, som kun AGF-fans kan have i sig, så småt begyndt at fordufte i Smilets By. For er holdet rent faktisk dygtig nok?

Nej, det er de ikke. I hvert fald ikke lige nu, og da slet ikke til det, som lige nu er klubbens målsætning for næsten sæson; nemlig en placering i midten af rækken.

Superligaen er stærk, og den er også stærkere, end sidst AGF var oppe. Og landets fodboldeksperter er da også enige om, at der skal oprustes markant, hvis AGF-truppen skal have mulighed for at sikre sig overlevelse i Superligaen anno 2015/16. Men for at der kan oprustes, må der også luges ud, hvis økonomien i den stolte fodboldklub skal hænge sammen.

Siden administrerende direktør Jacob Nielsen kom til klubben sidste sommer, har klubben på det administrative plan barberet staben ned til 36 mand mod de tidligere 54. Og hvor der i de seneste to transfervinduer på det spillermæssige plan ikke har været den store gang i svingdøren, må man forvente, at det nærmest kommer til at vælte ind med nye spillere over sommeren.

Klubben har sikret sig oprykningen til landets bedste række, der var første step i det såkaldte ”Det nye AGF”-projekt. Næste step lyder på at etablere sig i rækken, hvorefter tredje step er at kunne kalde sig en topklub. Og som en begyndelse på step to skal der nu luges ud i en spillertrup, som i de store hele ikke rummer det potentiale, der er nødvendigt i Superligaen.

AGF har allerede officielt sagt farvel til syv spillere i form af Kasper Povlsen, Arthur Sorin, David Cortés, Marcus Solberg, Darnel Situ, David Devdariani og Andreas Laudrup. Sidstnævnte har måttet stoppe karriere grundet en ledbetændelsessygdom, som har drillet ham de seneste år.

De førnævnte syv mand bliver dog nok ikke de eneste, der kommer til at skulle finde andre græsgange end dem på Fredensvang. Realistisk set kan yderligere otte spillere ende med at vinke farvel til AGF over sommeren.

Disse kan ryge ud:

Nicolai Johannessen (Sandsynlighed - Stor):
Har givet klart udtryk for, at han ikke kan bruge bænkpladsen i AGF til noget. Den tidligere FC Nordsjælland-spiller har kontraktudløb til vinter, og hvis han ikke allerede bliver skippet af sted over sommeren, lader AGF ham uden den store tvivl gå til vinter.

Jeppe Kjær (Sandsynlighed - Stor):
Den tidligere ellers så målfarlige 1. divisionsangriber har slet ikke ramt noget som helst i sin tid som AGF'er. Nuvel, skader har drillet ham, men niveauet er simpelthen ikke til Superligaen. Han ligner en mand, der skal forsøge at finde sig en passende klub i næstbedste række.

Davit Skhirtladze (Sandsynlighed – Stor):
AGF har allerede sagt farvel til én georgier, og de kunne meget vel ende med at gøre det samme til endnu én. Davit Skhirtladze har haft umådelig svært ved at spille sig på holdet i næstbedste række, og når han endelig har fået chancen, har han præsteret langt under et acceptabelt niveau. Ligner bestemt ikke en mand, der kan bruges i Superligaen.

Jesper Lange (Sandsynlighed - Middel):
Akkurat som med Jeppe Kjær har skader været et stort problem for Jesper Lange, som dog – når han har fået chancen – har knoklet alle legemsdele ud af trikoten. Målene er der dog for langt imellem, og det virker tvivlsomt, at AGF fortsat vil satse på den tidligere Esbjerg-angriber, der har kontraktudløb næste sommer. Langes karriere kunne meget vel fortsætte i 1. division.

Morten Nordstrand (Sandsynlighed – Middel):
Et Nordstrand-farvel ligger i toppen af middel-sandsynlighedsskalaen. Han blev hentet til klubben som eneste nyerhvervelse i vinterpausen, men har siden da ikke vist det store for klubben trods flere chancer fra start. Ét mål er det blevet til, og han har formentlig overbevist Morten Wieghorst gennem foråret om, at karrieren toppede et godt stykke tid før skiftet til AGF. Dét, der taler for, at Nordstrand, som i øvrigt har kontraktudløb til vinter, ikke forsvinder over sommeren, er, at AGF umiddelbart kun har Mate Vatsadze at bruge i angrebet. Nordstrand kunne godt blive et halvt år mere som reserve.

Helgi Danielsson (Sandsynlighed: Middel):
Islændingen, der i sidste sommer kom til fra portugisiske Belenenses, har haft sine gode kampe i 1. division. Men når niveauet kommer til at hedde Superliga, ser midtbanespilleren simpelthen for langsom ud. Hans kontrakt udløber dog først til næste sommer, hvilket gør sandsynligheden for et skifte en smule mindre.

Jens Jønsson (Sandsynlighed: Lav):
Sandsynligheden er ikke den største, men Jens Jønsson har givet klart udtryk for, at han vil spille på midtbanen – og IKKE i forsvaret, hvor han ellers har gjort det ganske godt for århusianerne. Rykker Wieghorst ham ikke op på midten, kunne Jønsson – som utvivlsomt har flere bejlere til sin signatur – godt finde på at søge væk.

Når nogle ryger ud, må andre ind. Det giver sig selv. Og her har AGF allerede skrevet kontrakt med Silkeborgs Daniel A. Pedersen, der kommer til klubben, når juni måned slutter. Derudover må sportschef Jens Anderssons liste over mulige nye spillere være lang, og der er da også flere navne, der kunne have interesse i et ophold i AGF. Ifølge klubben vil man efter oprykningen have Superligaens sjettestørste budget, og skal klubben overleve og ikke mindst etablere sig i Superligaen igen, kræver det ikke bare, at man henter nye spillere. Der skal hentes reelle forstærkninger. Og flere af disse kunne meget vel være at finde blandt de 12 hold, som netop har spillet sæsonens Superliga færdig.

Disse kunne komme ind:

Dennis Flinta (Sandsynlighed – Stor):
Altmuligmanden har meldt ud, at han ikke ønsker, at karrieren skal fortsætte i Silkeborg IF, som ifølge Flinta mangler ambitioner. Og er der en klub, der har ambitioner, så må det siges at være AGF. Samtidig har klubben alarmerende meget brug for en ny højre back efter David Cortés' afgang, og her vil Flinta kunne bidrage med en masse Superliga-erfaring og ikke mindst en indædt fight, som AGF får brug for i landets bedste række.

Jonas Kamper (Sandsynlighed – Stor):
Kontrakten bliver ikke forlænget i Randers FC, og selvom den 32-årige kantspiller har stærke følelser for sin tidligere klub Brøndby, så virker de blågule fra Vestegnen unægtelig som et usandsynligt bud på en kommende arbejdsgiver. Et skifte til AGF ligger derimod lige til Kampers højreben. AGF skal bruge en ny højrekant, hvor man umiddelbart kun har Stephan Petersen at skyde med. Kamper har erfaringen, dygtigheden og ikke mindst den fortsatte sult til, at han utvivlsomt må være et af de mest oplagte transferemner for AGF-sportschef Jens Andersson.

Emil Larsen (Sandsynlighed – Middel):
Endnu en kantspiller, der meget vel kunne være på listen i AGF. En Emil Larsen i AGF vil gøre det muligt for Wieghorst at få smidt Mate Vatsadze på toppen, hvor han gerne vil spille. Det virker utænkeligt, at han skulle fortsætte i OB, hvor han tidligere på året gjorde sig yderst upopulær hos klubbens fans, som han offentligt gav udtryk for ikke at kunne lide. Spørgsmålet er så bare, om han vil kunne holde sig i skindet i Aarhus, hvor man tidligere har haft ballademagere som eksempelvis Osama Akharraz. En sådan en ønsker man med garanti ikke at have som en del af truppen, hvorfor sandsynligheden for et AGF-skifte kun sniger sig op på ”middel”.

Francis Dickoh (Sandsynlighed – Middel):
AGF har ualmindelig meget brug for nye spillere til centerforsvaret, der selv i 1. division i flere omgange har set rystede dårligt ud. Og her kunne Francis Dickoh tilføje noget rutine. Dickoh blev i sommer hentet til FCM som backup til det centrale forsvar, men spilletid er det ikke blevet til meget af, og Dickoh fortsætter med sikkerhed ikke i FC Midtjylland, der lader hans kontrakt løbe ud ved udgangen af juni måned. Han vil være den billige løsning til AGF-forsvaret.

Patrick Banggard (Sandsynlighed – Middel):
En anden mand fra FCM, der også kunne blive aktuel, er unge Patrick Banggaard. Bevares, der er flere ting, som skal gå op i en højere enhed – og så alligevel ikke. Der vil formentlig ikke være tale om en permanent aftale med den talentfulde centerforsvarer, der helt sikkert har en lys fremtid i FC Midtjylland. Men med ankomsten af Kian Hansen på den jyske hede, er Banggard nu fjerdevalg i FC Midtjyllands centerforsvar efter både Erik Sviatchenko og Jim Larsen, og det kan han ikke leve med. Det kunne ligne en lejeaftale, og her ville AGF være optimalt for begge parter. En forudsætning er det dog, at Erik Sviatchenko IKKE bliver skudt af til udlandet. Og da sandsynligheden for et Sviatchenko-skifte må betegnes som værende ”stor”, er sandsynligheden for en Banggaard-aftale med AGF degraderet til ”middel”.

Michael Lumb (Sandsynlighed – Middel):
En Michael Lumb-retur til AGF kunne sagtens betegnes som yderst oplagt. Med et forestående kontraktudløb med FC Vestsjælland, der rykker ned i 1. division, hvorhen de ikke får backen med, søger 27-årige Lumb nye græsgange. Han har tidligere været i AGF, hvor han i den grad er vellidt. Der er dog ét ”men”. Lumb drømmer fortsat om et vellykket udlandseventyr, og det kunne der godt være mulighed for nu.

Elmar Bjarnason (Sandsynlighed – Middel):
En anden midtbanespiller, der kunne være at finde på AGF's ønskeliste, er Elmar Bjarnason fra Randers FC. Bjarnason har været en vigtig mand for Hestene siden skiftet fra Göteborg, men trods flere ”samtaler” gennem foråret er de to parter endnu ikke blevet enige om en forlængelse af den kontrakt, som udløber om mindre end en måned. Bjarnason kan både spille på kanten, men er som udgangspunkt central midtbanespiller. Islændingen vil ikke være blandt de billigste for AGF, men et scoop af de større vil han bestemt være.

Daniel Larsson (Sandsynlighed – Middel):
Esbjergs svenske angriber har haft en svær tid i Esbjerg, og det ligner umiddelbart ikke en forlængelse af kontrakten, der siden januar har holdt ham på den jyske vestkyst. EfB har mulighed for at udløse en frikøbsklausul, som i så fald vil løsrive ham fra sin spanske arbejdsgiver, Granada, der ikke ønsker at få ham tilbage. Skulle det ende uden en ny signatur, kan AGF hente ham for en slik, og Morten Wieghorst har i den grad brug for en angriber. Det, der taler imod, må dog siges at være svenskerens manglende målnæse, som gør Daniel Larsson til lidt af en lottokupon.

Adama Tamboura (Sandsynlighed – Lav):
Bliver det ikke til noget med Michael Lumb, kunne det forestilles, at Jacob Nielsen ville prikke sin sportschef på skulderen og bede ham tage et kig mod Nielsens gamle klub, Randers. For her ender Adama Tamboura også med at rende rundt uden kontrakt fra 1. juli. Tamboura har gennem de seneste sæsoner leveret en hæderlig indsats for kronjyderne, og han ville godt kunne gå ind på AGF-holdet og give noget konkurrence til Daniel Christensen på venstre back.

Leon Andreasen (Sandsynlighed – lav):
Det lå lidt i kortene, at AGF ville hente Leon Andreasen hjem, hvis klubben sikrede sig oprykningen. Andreasen selv gjorde dog hurtigt klart, at han regnede med at blive i Hannover 96, hvis træner Michael Frontzeck, der reddede klubben fra nedrykning i den netop afsluttede sæson, forlængede. Det har han gjort nu, og derfor får Leon Andreasen formentlig et sidste år i Hannover.

Marcus Nilsson (Sandsynlighed – Lav):
Til forsvarspositionerne kunne der sagtens blive kigget mod Sverige fra sportschef Jens Andersson, der jo kommer fra vore blågule naboland. Og her løber en dygtig forsvarsspiller ved navn Marcus Nilsson rundt i Kalmar FF. I vinter var han tæt på ikke at nå til enighed om en ny aftale med klubben, og det endte i 11. time i lidt af en halvafklaret løsning. Ét år mere fik han, hvilket betyder, at han er uden kontrakt til vinter. Kunne han lokkes til Superligaen, kunne AGF og projekt ”Det nye AGF” være en mulighed. Den 27-årige svensker har tidligere spillet i Helsingborg og hollandske Utrecht, og han var for nogle år siden angiveligt tæt på et skifte til FC København.

Udover Marcus Nilsson kunne flere af AGF's kommende spillere sandsynligvis ende med at blive fundet i Sverige eller Norge. Èn ting er sikkert. Rygtemøllen vil køre fra nu til transfervinduets lukning til september, og der vil komme et par håndfulde spillere til AGF. For der SKAL – og vil – ske noget i AGF. En klub, der unægtelig hører til i Fodbolddanmarks fineste selskab.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER